Nye tider

Den søde hausfrau Nora (Marie Leuenberger) virker egentlig ganske tilfreds med tilværelsen. Hun er gift med sit livs kærlighed, hun har to dejlige drenge, og så er hun vellidt af alle i en smuk, lille landsby i Schweiz.

Men der er noget helt galt i det idylliske alpeland, hvor tingene er, som de altid har været. I det herrens år 1971 er rødstrømpebevægelse og kvindefrigørelse stadig mærkelige fremmedord – ja, de schweiziske kvinder har end ikke har fået stemmeret!

Det er udgangspunktet for instruktør Petra Volpes sympatiske film, der allerede nu er udtaget som Schweiz’ store Oscar-håb. Navnet Nora er selvfølgelig ikke tilfældigt valgt. Ligesom Ibsens Et dukkehjem er Nye tider en historie om feministisk vækkelse.

Da Nora en dag kommer til hovedstaden Zürich, får hun stukket nogle kvindesagspamfletter i hånden. Hjemme igen ligger hun hele natten og læser, for manden – der ikke vil lade hende få et job! – er på militærtjeneste. Næste morgen er hun en forandret kvinde og starter en kampagne for at sikre kvinderne stemmeret.

Men det er lettere sagt end gjort at gøre husmødrene til medsøstre. De kan ikke se nogen grund til at skabe postyr.

Nye tider sigter bredt og folkeligt, men desværre tyr den til grovkornede persontegninger, når den skal understrege den uretfærdighed, kvinderne oplever. Petra Volpe står også bag manuskriptet, og hun tager nogle smutveje, der ikke klæder den autentiske historie.

Filmen er mest virkningsfuld, når den er subtil. Det være sig i tøj og interiør, der ændrer sig over det knap halve år, filmen varer, eller i en gestus, der vidner om nyfunden respekt i ægteskabet. Verden har ændret sig på ganske kort tid. Noras drenge lærer endda at tage opvasken uden at kny.

Flere gange undervejs lykkes det også Volpe at sætte historien på spidsen, så man ikke kan undertrykke en skadefro fnisen.

Da Nora og Vroni – en ældre kvinde i byen – prøver at låne byens forsamlingshus til deres første kvindemøde, afvises de hånligt af en mand med ord fra biblen om, at kvinder skal tie i forsamlinger.

Men Vroni, der spilles med herligt skævt smil af Sibylle Brunner, svarer igen, at man heller ikke må bryde et ægteskab. Så må den fraskilte herre forurettet reservere en dato.

Det er en elegant måde at udstille mændenes hykleri på. Men Volpe har svært ved at finde ud af, om hun vil lave en komedie eller et historisk drama, og de to tilgange skurrer mod hinanden.

Som i makeover-montagen, hvor byens nytilflytter, en frigjort italiensk kvinde, tager Nora med på frisørsalon. Det føles som en letbenet tøsefilm, når den unge mor får smart og moderne frisure, prøver lingeri og klemmer røven ned i stramme jeans. Som svigerfaren med en blanding af lyst og væmmelse ikke kan få øjnene fra.

Det er så karikeret, at det bliver plat. Og sekvensen stikker ud: Hvad er det, filmen vil?

En selvhøjtidelig kvindesagsfilm lyder omtrent lige så ophidsende som dåseravioli, så det er da også prisværdigt, at filmen giver den seksuelle frigørelse et skud humor. Men skuddet rammer foden, når filmen igen og igen forfalder til akavede stereotyper.

På et tidspunkt tager Nora med et par venner til vagina-kursus. Ingen af dem har nogensinde set sig selv dernede, og det er den gamle kone, der tager teten og smide trussen.

”En sølvræv,” smiler hun og roses af den svenske fisse-underviser, der går rundt i håndkoloreret kjortel og er kvalmt frelst.

Skulle der sidde en blandt publikum, mand eller kvinde, der tænker, at feminisme er noget pjat, så kan de desværre finde bekræftende ammunition i denne film. I lyset af den feministiske nybølge, der skyller over den vestlige verden i disse tider, er Nye tider en på papiret interessant påmindelse om, hvor langt vi er nået.

Men den viser også, hvor langt vi har igen.