Novocaine

I James Bond-filmen The World Is Not Enough spiller Robert Carlyle en terrorist, der ikke kan føle smerte. Han er således svær at få ned med nakken, da Agent 007 konfronterer ham ombord på en atomubåd med planer om at destruere Istanbul.

I actionkomedien Novocaine spiller Jack Quaid (søn af Dennis Quaid og Meg Ryan og kendt fra den satiriske superhelteserie The Boys) bankmanden Nate, der har præcis samme skavank: Han kan ikke føle smerte. Heraf titlen Novocaine, der er et lokalbedøvende middel og var Nates øgenavn som barn.

Han føler end ikke trang til at lade vandet. Heldigvis har hans ur en alarmfunktion, så han kan undskylde sig i tide. Han må i øvrigt kun spise suppe af fare for ellers at bide tungen af. 

Alt dette gør ham til en ydmyg og isoleret skikkelse, der i fritiden helst bare sidder hjemme og spiller videospil. Men giver ham dog også visse fordele. 

Han kan uden videre tatovere sig selv og er under den pæne bankmandsskjorte i gang med at dekorere sit bryst med et større rollespilsmotiv. I en slåskamp kan han ignorere smerte, der ville få enhver anden til at synke i knæ og flæbe som en baby. 

Et skudsår fikser han eksempelvis med en klat lim. 

En grundlæggende forskel på de to karakterer er, at Robert Carlyle er skurken, mens Jack Quaid er helten. Og hvor Carlyle har scoret Sophie Marceau ved at kidnappe og udsætte hende for Stockholm-syndrom, bliver Jack Quaid forført af en sød kollega ved hjælp af et stykke cherry pie (et seksuelt ordspil), der for ham fremstår som forbuden frugt, men smelter på tungen som et fransk kys. 

Kollegaen Sherry spilles af Amber Midthunder, som dyster med rummonsteret i den pragtfulde actiongyser Prey. Et velkomment gensyn. 

Begge hovedrolleindehavere er velvalgte, selv om det denne gang er Jack Quaid, der bærer vægten i actionscenerne. Der er dog også velhåndterede dialogscener, især en telefonsamtale om selvtægt med Betty Gabriel fra hypnosegyseren Get Out som politichef.

Filmen skifter spor fra romantisk komedie til actionkomedie, da et hold bankrøvere vælter ind i banken, myrder chefen og tager pigen som gidsel. De er maskeret som julemænd, ligesom Paul Hüttel og Christopher Plummers bankrøvere i filmatiseringerne af Anders Bodelsens krimiroman Tænk på et tal. 

Bankrøverne slipper bort ved at skyde vildt omkring sig. Uden tøven kaster vor helt sig ind i en politibil og følger efter for at redde sin udkårne. Herefter holder filmen det meste af vejen foden på speederen. 

Hvis man modsat helten føler naturlig trang til at lade vandet og forlader biografsalen under eksempelvis slagsmålene i køkkenet eller i barbersalonen, går man glip af mindst et af filmårets action-højdepunkter. 

Der er tale om ultrablodig vold, men ofte er billederne så mørke, at blodet ikke dominerer. Det gør i stedet idéerne, som når helten via strategisk knogleknuseri transformerer sin hånd til en kampklar, sylespids Wolverine-klo. 

Desværre er filmen en smule for lang, næsten to timer. Men tålmodighed belønnes, og filmskaberne afbalancerer de eksplosive højdepunkter med god humor. En Home Alone-agtig sekvens med utallige fælder er måske et nummer for fjollet.

Novocaine er co-instrueret af Robert Olsen efter manuskript af Lars Jacobson. Det lyder dansk, men jeg har ikke kunnet google mig til nogen danske forbindelser. Filmen er indspillet i Sydafrika. 

Efter rulleteksterne står der på lærredet en erklæring om hovedpersonens genetiske lidelse. Modsat Robert Carlyles James Bond-skurk skyldes den ikke en kugle i hovedet.