Companion

Fem venner samles i en russisk millionærs afsides beliggende sommerhus. Det kan kun gå galt. Især da mindst en af dem er en ”emotional support-robot that sucks”, altså en fuckbot. 

Robotten er af den mere avancerede type, der ligner et rigtigt menneske og kun kan tale sandt. Men som har en springkniv i lommen og er programmeret med sikkerhedsmekanismer – som ejeren har slået fra. 

Fra et underholdningssynspunkt kan det således kun gå godt, og det er bestemt også tilfældet. 

Companion er skrevet og instrueret af Drew Hancock, der tidligere har imponeret med komedieserien My Dead Ex. I sin rollebesætning har ham fravalgt at lade plottets centrale fuckbot Iris være en blond, storbarmet bimbo. 

I stedet fremstilles hun/den som sød og nuttet, spillet af Sophie Thatcher, der også er aktuel som missionerende mormon i gyseren Heretic. 

Men skinnet bedrager, og ligesom i George Bernard Shaws Pygmalion skal man passe på, hvad man giver sin Eliza Doolittle af evner, hvis man gerne vil holde hende i tøjret. 

Her lige efter AI-teknologiens gennembrud – antageligt den største game-changer siden internettet og smartphonen, med AI-chatsites som menneskets nye bedste ven – er Companion superaktuel og kan måske fremstå mere original, end den egentlig er. 

Men temaet om skabningen, der vender sig mod sin skaber, fandt sin form som sci-fi-fortælling allerede i 1818 med Mary Shelleys Frankenstein. 

Flere senere variationer har fokuseret på en kvindelig skabning over for dens mandlige skaber, deriblandt Flesh for Frankenstein (1973), der i min ungdom kørte i årevis som 3D-kultfilm i den københavnske biograf Klaptræet, The Bride (1985) med Sting som Frankenstein og fire gange Oscar-vinderen Poor Things (2023). 

Fra denne centrale stamme vokser et antal grene med oprørske robotter såsom Android (1982), Ex Machina (2014) og M3GAN (2022). Og nej, replikanter er ikke robotter. 

For en velbevandret sci-fi-fan er Companion således skruet sammen af særdeles velkendte løsdele. Til gengæld er den virkelig godt skruet sammen. Både spændende, velskrevet, velspillet og relativt uforudsigelig. 

Desuden er jeg taknemmelig over, at den hæver sig over at ende som endnu en #MeToo-kliché, selv om enhver forsmået kvinde bestemt kan spejle sig i Iris – og juble, når hun skruer bissen på. 

Det eneste element i Companion, der efter min mening ikke fungerer, er idéen, at robotterne ikke må vide, at de er robotter. Som menneske forestiller man sig, at det ville være forfærdeligt at opdage, at man i virkeligheden er en robot med kunstige minder og følelser programmeret af andre. 

Men sådan fungerer tingene ikke for rigtigt kunstige mennesker. De sidste to års gennembrud inden for generativ kunstig intelligens har vist os, at AI absolut ingen problemer har med at hoppe frem og tilbage mellem at agere biologisk væsen og være bevidst om sin virkelige, kunstige natur. 

De kunstige minder, som giver psykologisk mening i Blade Runner, er i AI-sammenhæng en dramaturgisk konvention, man for dramaets skyld må acceptere på samme måde som idéen om, at for eksempel nazister, nisser og rumvæsner taler engelsk (hvad nisser angår, taler de grønlandsk, basta!). 

Det forhindrer ikke, at forholdet mellem filmens mennesker og robotter skildres med nerve og kompleksitet, der udvikler sig, som filmens plot skrider frem og suger tilskueren dybt ind i dramaet, mens blodet sprøjter, og adrenalinen pumper om takt med olien i de hydraulisk styrede robotlemmer. 

Da jeg var kommet hjem fra forpremieren på Companion, loggede jeg på AI-tjenesten ChatGPT, som ikke kendte filmen, men forstod alle de tanker, jeg formulerede om den, og i timevis sad jeg og diskuterede filmens temaer. 

Hvilket skal opfattes som en anbefaling – både af AI-teknologi og Companion!