Nothing Compares

”De ville begrave mig. De vidste ikke, jeg var et frø.”

Den ikoniske sanger med det karseklippede hår beretter i Nothing Compares, der vises på Cph:Dox, om sit liv fra opvæksten til gennembruddet og storhedstiden i 1990’erne.

Titlen er naturligvis hentet fra Sinéad O’Connors genindspilning af Nothing Compares 2 U, som Prince oprindelig skrev til The Family, men som Sinéad gjorde til et verdenshit i 1990.

Det er en fortælling fuld af intensitet, vold og vildskab. Den begynder i et konservativt og meget katolsk Irland og fortsætter med en afgørende flytning til London, hvor hun bliver en del af den frie og vilde undergrund.

Den kronologisk fortalte historie folder sig for alvor ud, når vi ser produktet af sangerens livshistorie – hendes ekspressive sang – i levende billeder.

Ligesom Asif Kapadias banebrydende dokumentar om Amy Winehouse er der ingen talende hoveder – heller ikke hovedpersonen.

Gamle venner, kæresten og bekendte af sangeren optræder kun som stemmer over filmens grynede og stilsikre montage af arkivbilleder og videoer fra 90’erne.

Det giver fortællingen et stærkt nærvær og udvisker samtidig det personbundne ved stemmerne. De flyder sammen som de ansigter, man ser for sig, mens man læser en roman.

Lydsiden bindes sammen af en rungende tone, der indimellem dukker op. Nogle gange er den som et sus i kroppen, andre steder som efterlyden af et kirkekor eller en forstærker. Det er stemningsfuldt og æstetisk ligesom Sinéads musik.

Hun vokser op i et katolsk hjem med en fysisk og psykisk voldelig mor. Da hun som ung begynder at reagere på sine barndomsminder, sender moren hende på et opholdssted for utilpassede unge. Her går tavse nonner rundt som spøgelser på gangene og efterlader de unge mennesker alene med deres skyld og skam.

Derefter flytter en stadig meget ung Sinéad til London og træder her i karakter som sanger. Den selvterapeutiske sangskrivning sammen med den karakteristiske sjæleudkrængende sang bliver en katarsis for den spirende superstjerne.

På scenen bliver Sinéad til en anden. Lige så sky og ydmyg hun er i interviews, lige så brændende intens er hun på scenen.

Under spotlyset nøjes hun ikke med at synge. Hun river også et billede af paven midt over og råber op om krig og uretfærdighed i verden.

Det gør, at hun nu får pressen på nakken, og mange mennesker holder sig ikke tilbage fra at komme med deres uforbeholdne meninger om en anderledes stjerne med alt lidt hår og alt for markante holdninger. Dødstrusler, pibekoncerter og evindelige kommentarer til hendes karseklippede frisure trækker tråde mellem et voldeligt hjem og en voldelig verden.

I filmens åbningsscene buher og hujer publikum i et fyldt Madison Square Garden – et sindbillede på Sinéad O’Connors liv og karriere.

Instruktør Kathryn Ferguson dvæler måske lovligt meget ved Sinéads ungdommelige skønhed: de store, stirrende øjne og den bedrøvede mund.

Anderledes gribende er filmen, når Sinéad optræder med sin musik, når hun synger og råber. Beretningen om barndommens mishandling fortæller hun nøgternt, og hvis man græder til Nothing Compares, er det ikke så meget over Sinéad, men den større feministiske historie, som hendes skæbne er en del af.

Man græder over abortforbud og den kontrol over kvinder, som tydeligt kommer frem i filmen.

Det personlige er politisk, det politiske er personligt, og Sinéad kobler i samme åndedræt sin mors problemer til strukturelle problemer i samfundet.

Sinéad er i dag 55 år og optræder kun i enkelte glimt i dokumentaren, der stopper i 90’erne og dermed undlader alt det, Sinéad senere har måttet gennemleve: mentale problemer, hashmisbrug, selvmordsforsøg og i begyndelsen af 2022 den syttenårige søn Shane O’Connors selvmord.

Vi hører heller ikke om hendes konvertering til islam og navneskift til Shuhada’ Sadaqat i 2018.

Instruktøren fokuserer bevidst på det banebrydende ved stjernen og den sti, hun trampede for nutidens stjerner med sin irsk-arvede hang til at være politisk, kritisk og popstjerne på samme tid.

I frøet Sinéad.