Biografanmeldelse
04. dec. 2013
This Is Not a Film
Jafar Panahis værdighed og lune slår igennem i This Is Not a Film. Foto | Sophia Olsson

This Is Not a Film

Filmen, som iranske Jafar Panahi lavede fra sin husarrest i al hemmelighed, vidner om trodsighed og kreativitet – og hvad prisen for den slags er i Iran lige nu.

Af Rasmus Brendstrup

En midaldrende mand sidder i sin stue, drikker sin te, tygger sin morgenmad. En ikke-begivenhed efter stort set alle tænkelige parametre – hvis ikke manden havde været filminstruktøren Jafar Panahi.

This Is Not a Film har fået sin titel, fordi Panahi i 2010 fik tyve års forbud mod at lave film, da hans samfundskritiske fokus til sidst blev for meget for det iranske styre. I tilgift fik han seks års fængsel, der efter nogle måneder blev omsat til husarrest, og forbud mod at give interviews.

This Is Not a Film er alt det, Panahi ikke må lave: En kombination af interview, samfunds- og censurkritik per hjemmevideo og som den ultimative ydmygelse smuglet ud af Iran på en usb-nøgle skjult i en fødselsdagskage og hyldet som en sensation i Cannes.

Filmen i sig selv er mindre spektakulær end dens forhistorie, men er ikke desto mindre både rørende og interessant. Det er hjerteskærende, da Panahi forsøger at dramatisere et ikke-realiseret filmmanuskript ved hjælp af Dogville-lignende tape-streger på gulvtæppet, men pludselig bryder af og opgiver med en tåre i øjenkrogen.

I det hele taget slår Panahis værdighed og lune igennem. Han taler i telefon med advokater, møder naboer i døren og byder venner indenfor. Og han filmer sin modige filmkollega Mojtaba Mirtahmasb, samtidig med at denne filmer Panahi, der prøver at joke med paradokserne i det filmningsforbud, der er blevet ham pålagt.

Bedst fungerer de sekvenser, hvor selvbevidstheden skrælles bort, og virkeligheden banker på. Som da Mirtahmasb i en uforglemmelig optagelse indfanger en kran, der svinger snert forbi Panahi på lejlighedens altan – en gigantisk, anklagende robotpegefinger, man får lyst til at læse som metafor.

Filmens blotte tilblivelse vidner om trodsighed og kreativitet, men også om, hvad prisen er for netop trodsighed og kreativitet i Iran netop nu.

Denne tekst blev bragt som dvd-anmeldelse i Ekko #61 (juni-august 2013).

Land:
Iran

År:
2011

Instruktør:
Jafar Panahi, Mojtaba Mirtahmasb

Manuskript:
Jafar Panahi

Medvirkende:
Jafar Panahi

Spilletid:
75 min.

Premiere:
5. december 2013

Relevante artikler

Feature
19. mar. 2013
Farhadi er Last Man Standing

Farhadi er Last Man Standing

Essay
12. okt. 2011
Han taler kvindernes sag

Han taler kvindernes sag

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
26. maj 2026
Det blå spor

Det blå spor

Cph:Dox 2026
20. mar. 2026
Barrio Triste

Barrio Triste

Cph:Dox 2026
14. mar. 2026
Ghost Elephants

Ghost Elephants

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro