Nordsøen

Undergrunden har slået en kæmpe revne under hele Norges olieproduktion. Flere hundrede menneskeliv er i fare. Kan de evakueres hurtigt nok? Og hvem melder sig frivilligt til at slukke for et af borene, så det ikke ender i et katastrofalt olieudslip?

Nordsøen er den tredje norske katastrofefilm af manuskriptforfatter Harald Rosenløw Eeg, som har udsat sine landsmænd for en kæmpestor flodbølge i Bølgen og et voldsomt jordskælv i Skælvet.

Selv om man ikke kan beskylde Rosenløw Eeg for at være kreativ med sine titler, har han skabt sig et lukrativt hjørne af skandinavisk film.

I klassisk katastrofe-filmstil har Nordsøen drama med livet som indsats, store politiske beslutninger og spektakulære ødelæggelsesscener.

Det er en genre, som er let at forholde sig til og fyldt med naturligt drama, når eksempelvis en olieplatform eksploderer og styrter i havet.

I 1970’erne var katastrofefilm som Det tårnhøje helvede og SOS Poseidon kalder lige så økonomisk succesfulde som superheltefilmene er i dag, samtidig med at de var fyldt med stjerner som Paul Newman, Gene Hackman og Steve McQueen.

Men siden storhedstiden er den degraderet til store CGI-spektakler af instruktører som Roland Emmerich, der sætter hele verdens skæbne på spil.

I Norge har man et lidt mere realistisk blik på genren. Dramaet i Nordsøen bliver hurtigt kogt ned til en mere simpel kamp for at redde hovedpersonen Sofias kæreste Stian, som er fanget på en af olieplatformene. Med sig har hun kollegaen Arthur. For at højne dramaet yderligere er Stian enlig far.

Ud over selve redningsaktionen følger filmen også beredskabslederen William, som må træffe nogle svære valg for at redde såvel miljøet som folkene på platformene.

Skuespillet er overbevisende.

Kristine Kujath Thorp – kendt fra blandt andet Ekko Shortlist-filmen Under bølgerne, over skyerne – gør det glimrende som den handlekraftige, men tydeligt mærkede Sofia.

Og hun har god kemi med Henrik Bjelland som Stian, mens Rolf Kristian Larsens spiller den nørdede tekniker Arthur med en usikkerhed, der får Sofia til at tage sig endnu mere heroisk ud.

Bjørn Floberg, som spiller Asle i Margrete den Første, får virkelig den indre splittelse i Williams valg frem. Modsat mange andre katastrofefilm bliver William aldrig skurken. Det er et friskt pust, men det tager noget af dramaet ud af scenerne med regeringsfolkene.

Folkene i jakkesæt virker til altid at træffe de rigtige valg, og man sidder lidt og mangler det typiske røvhul med pengeinteresser i olien.

Ligesom Skælvet er Nordsøen instrueret af John Andreas Andersen.

Han har et godt øje for at få et mindre budget til at se på en gang storslået og troværdigt ud. Særligt optagelser af en undervandsrobot i starten af filmen er enormt flotte.

Instruktøren er da også tidligere fotograf på den norske action-thriller Headhunterne og Afdeling Q-filmen Flaskepost fra P. Han formår med det begrænsede budget at konstruere nervepirrende på-kanten-af-sædet-scener, hvor alt for eksempel afhænger af en skrue, der skal løsnes.

Man kunne dog godt have ønsket sig flere højspændte øjeblikke i Nordsøen. Først halvvejs i filmen starter redningsmissionen, og man sidder og venter på, at rabalderet skal gå i gang.

Til gengæld slutter filmen med flot at sætte spørgsmålstegn ved Norges status som et olieland. Dermed bliver filmens katastrofer hævet op på et samfundskritisk plan, hvilket kun få katastrofefilm formår.

Ikke mindst det sidste gør Nordsøen til et interessant skandinavisk bud på en genre, som i alt for høj grad er domineret af amerikanerne.