Noget om Emma

Er din kæreste ikke lidt træls, når hun kræver, at I skal have en normal samtale, og du skal støtte hende?

Måske er det bedre at finde en kvinde, som sætter pris på dit væsen. Sådan tænker Vitus (Mads Reuther), der er alt andet end glad for sin gravide, voksenkedelige kæreste Sara (Mette Gregersen).

DR3-serien Noget om Emma er skrevet af Christian Bengtson og instrueret af Mads Mengel. De var begge aktuelle ved dette års Ekko Shortlist Awards med de stærke kortfilm Draget og Forestillingen om Juliane.

Sammen har de lavet en adaption af Sigurd Hartkorn Plaetners bog Noget om Vitus fra 2015.

Vitus er midt i tyverne, og i den solbeskinnede københavnske sommer veksler han hvileløst mellem jobbet som tjener, kæresten og familien.

Alting ændrer sig, da kæresten bliver gravid med et barn, Vitus ikke er klar til. Oven i det møder han til en kostumefest drømmekvinden Emma (Kristine Kujath Thorp), der er udklædt som en beruset hummer.

Vitus slår op med Sara og fokuserer i stedet al sin energi på forelskelsen i Emma.

På en restaurant får hun Vitus overbevist om, at han skal stjæle et flamingoformet salt-peber-sæt, en spontanitet, han slet ikke kan stå for.

Bortset fra problemerne med ekskæresten er der nu lagt op til en sød kærlighedsfortælling, som ser ud til at hjælpe Vitus af med følelsen af meningsløshed.

Skuespillet er overbevisende, og især Kristine Kujath Thorp (nomineret ved Ekko Shortlist Awards for sin rolle i Under bølgerne, over skyerne) leverer en rørende, ægte præstation.

Det er indlysende, hvorfor Vitus er betaget af hende. Men hvad Emma ser i ham, er sværere at greje.

Vi får ikke megen information om hende. Hun er bare sød og flot og mystisk og norsk – nærmest definitionen på en Manic Pixie Dream Girl, som ikke har anden funktion end at sætte en udvikling i gang hos manden.

Hele hendes eksistens er centreret omkring Vitus, og det kommer der en ret unuanceret karakter ud af, uanset hvor overbevisende sød og charmerende hun fremtræder.

Der er intet galt i at se alting fra en ung mands synspunkt. Problemet er, at Vitus er så øretæveindbydende egocentrisk, at han er umulig at holde af.

Den gravide ekskæreste, som han har svigtet, er blot en klods om benet for ham. Over en akavet kop kaffe spørger han skamløst, om hun ikke bare kan lyve og sige, at han ikke er far til barnet.

Og når han midt i en brandert langt om længe erkender, at han skal være far, bliver han stikfornærmet over, at hun ikke bare falder ham om halsen. Selv når hun grædende forsøger at tale med ham, er han afvisende.

Humor eller lidt selvindsigt kunne have hjulpet, men det er der ikke meget af i serien. Vitus’ dårlige opførsel accepteres tværtimod af de andre personer og kan fikses med en hurtig undskyldning, som af uransagelige årsager godtages.

Til slut står han gudhjælpemig og klapper sig selv på skulderen over at have følelser, som rækker ud over ham selv. Man under ham da at blive et bedre menneske, men der mangler en anerkendelse af, hvor frygtelig han var til at starte med.

En så stereotyp og mildt sagt tåbelig mandefortælling er svær at sluge i 2020.