Serieanmeldelse
30. nov. 2020
Noget om Emma
Da han møder charmerende Emma (Kristine Kujath Thorp), vælger Vitus (Mads Reuther) at droppe sin gravide kæreste og bruge energien på den nye forelskelse. Foto | Camilla Winther

Noget om Emma

Unuancerede mandefølelser og en egocentrisk hovedperson gør DR3-serie til et bud på årets mest utidssvarende oplevelse.

Af Lasse Torp Hansen

Er din kæreste ikke lidt træls, når hun kræver, at I skal have en normal samtale, og du skal støtte hende?

Måske er det bedre at finde en kvinde, som sætter pris på dit væsen. Sådan tænker Vitus (Mads Reuther), der er alt andet end glad for sin gravide, voksenkedelige kæreste Sara (Mette Gregersen).

DR3-serien Noget om Emma er skrevet af Christian Bengtson og instrueret af Mads Mengel. De var begge aktuelle ved dette års Ekko Shortlist Awards med de stærke kortfilm Draget og Forestillingen om Juliane.

Sammen har de lavet en adaption af Sigurd Hartkorn Plaetners bog Noget om Vitus fra 2015.

Vitus er midt i tyverne, og i den solbeskinnede københavnske sommer veksler han hvileløst mellem jobbet som tjener, kæresten og familien.

Alting ændrer sig, da kæresten bliver gravid med et barn, Vitus ikke er klar til. Oven i det møder han til en kostumefest drømmekvinden Emma (Kristine Kujath Thorp), der er udklædt som en beruset hummer.

Vitus slår op med Sara og fokuserer i stedet al sin energi på forelskelsen i Emma.

På en restaurant får hun Vitus overbevist om, at han skal stjæle et flamingoformet salt-peber-sæt, en spontanitet, han slet ikke kan stå for.

Bortset fra problemerne med ekskæresten er der nu lagt op til en sød kærlighedsfortælling, som ser ud til at hjælpe Vitus af med følelsen af meningsløshed.

Skuespillet er overbevisende, og især Kristine Kujath Thorp (nomineret ved Ekko Shortlist Awards for sin rolle i Under bølgerne, over skyerne) leverer en rørende, ægte præstation.

Det er indlysende, hvorfor Vitus er betaget af hende. Men hvad Emma ser i ham, er sværere at greje.

Vi får ikke megen information om hende. Hun er bare sød og flot og mystisk og norsk – nærmest definitionen på en Manic Pixie Dream Girl, som ikke har anden funktion end at sætte en udvikling i gang hos manden.

Hele hendes eksistens er centreret omkring Vitus, og det kommer der en ret unuanceret karakter ud af, uanset hvor overbevisende sød og charmerende hun fremtræder.

Der er intet galt i at se alting fra en ung mands synspunkt. Problemet er, at Vitus er så øretæveindbydende egocentrisk, at han er umulig at holde af.

Den gravide ekskæreste, som han har svigtet, er blot en klods om benet for ham. Over en akavet kop kaffe spørger han skamløst, om hun ikke bare kan lyve og sige, at han ikke er far til barnet.

Og når han midt i en brandert langt om længe erkender, at han skal være far, bliver han stikfornærmet over, at hun ikke bare falder ham om halsen. Selv når hun grædende forsøger at tale med ham, er han afvisende.

Humor eller lidt selvindsigt kunne have hjulpet, men det er der ikke meget af i serien. Vitus’ dårlige opførsel accepteres tværtimod af de andre personer og kan fikses med en hurtig undskyldning, som af uransagelige årsager godtages.

Til slut står han gudhjælpemig og klapper sig selv på skulderen over at have følelser, som rækker ud over ham selv. Man under ham da at blive et bedre menneske, men der mangler en anerkendelse af, hvor frygtelig han var til at starte med.

En så stereotyp og mildt sagt tåbelig mandefortælling er svær at sluge i 2020.

Titel:
Noget om Emma

Land:
Danmark

År:
2020

Instruktør:
Mads Mengel

Manuskript: 
Christian Bengtson

Medvirkende:
Mads Reuther, Kristine Kujath Thorp, Mette Gregersen

Spilletid: 
Syv afsnit af cirka 20 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere: 
23. oktober på DR3 og DRTV

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
11. aug. 2021
Klemt

Klemt

Biografanmeldelse
29. okt. 2020
The Witches

The Witches

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro