Nocturnal Animals – Natdyr

Efterligner kunsten livet, eller er det omvendt?

Jetset-galleristen Susan Morrow (Amy Adams) har mistet smagen for det, der engang var hendes kald, og nu går hun modløs og drænet rundt i sin Los Angeles-designervilla, mens præmiemanden er i økonomisk uføre og knalder en yngre model.

Det er en gave sendt fra himlen, da en pakke med et bogmanuskript kommer med posten og vækker hendes sanser til live. Eller er gaven fra helvede?

Manuskriptet hedder ”Nocturnal Animals”, er skrevet af Susans eksmand Tony, dedikeret til hende – og handler om deres forhold. Og den er fra første side en mareridtsfortælling, som både vi tilskuere og Susan bliver hypnotiseret af.

Både fordi den tydeligt er et kommunikationsredskab mellem to mennesker, der aldrig har fået talt ud, og fordi instruktør Tom Ford her viser, at han har en monstrøst uhyggelig thriller-instruktør gemt i sig.

Præmissen er hurtigt etableret: Romanen blotlægger sandheder om Susan, som hendes liv har lagt et slør over. Hver gang hun åbner bogen, men også hver gang hun lægger den fra sig, kommer nye spejlinger til syne, og nogle af dem er virkelig creepy.

For hvad er det lige, bortførelsen af en hel familie i den texanske ødemark (tænk No Country for Old Men møder True Detective) har at gøre med den servile, affekterede kunstsfære, der er hendes nutid?

Tom Fords store kunststykke i Nocturnal Animals – Natdyr er svingningen mellem to verdener, to fortællelag, der er hinandens modsætninger. Den ene beskidt, støvet, fornedrende og ikke mindst nådesløst ubeskyttet. Den anden blankpoleret beskyttede som porten til Los Angeles-villaen, pakket ind i konceptualiseringer, klasseskel og montre-glas, kunstig på talrige niveauer.

Man vidste godt fra Tom Fords fortid som tøjdesigner og fra pragtdebuten A Single Man (2009), at han mestrer det stilfulde.

Men her dolker han den samme sfære – overklassen, der har fortabt sig i overflade – med den samme satiriske vellyst, som Nicolas Winding Refn gjorde det i The Neon Demon.

Det er indimellem for meget af det gode, men heldigvis er koblingerne mellem filmens to universer – Texas og L.A. – gennem hele filmen uventede og veldosererede. Nogle gange i form af logisk umulige motivgentagelser, andre gange i form af personer, der optræder begge steder – som en slags dobbeltgængere.

Små stik, der minder tilskuere om, at filmen i sig selv er et kunstværk med smukke overflader, onde spejlinger og en betragter, der på en eller anden måde bliver hovedperson. Når det fungerer bedst, er Nocturnal Animals som David Lynch’ bedste psyko-noir-film, en Mulholland Drive til det nye årtusind.

Men modsat Lynch binder Ford til sidst en forklarende knude på sin fortælling. Det betyder, at filmens uformelige klump af kød, moderne kunst og redneck-brutalitet – knyttet sammen til en sylte med narrative tråde – bliver serveret mere gennembagt end rå.

Det tager noget af kompleksiteten og farligheden ud af Nocturnal Animals. Det er systematikeren Tom Ford, der til sidst sætter sit eget værk i montre ved siden af de kunstværker af blandt andre Damien Hirst og Jeff Koons, han allerede har flettet elegant ind i filmen.

Damien Hirst er repræsenteret med Saint Sebastian, Exquisite Pain: en hest bag glas, gennemboret af pile og tilsyneladende indkapslet i stivnet formalin.

Susan stirrer på værket uden at italesætte dets fascinationskraft, men som et værk-i-værket behøver hun heller ikke at gøre det: Det spejler vores dekadente trofæ-kultur og civilisationens nydelsesfulde kontrol over dyret i os.

Tom Ford formår således med Nocturnal Animals at stimulere ikke bare seerens angsthormoner og synsbegær, men også at sætte tanker i gang om bestialitet, civilisation, kontrol, selvindsigt, refleksion, kunst.

Det er på en gang elegant og brutalt, misantropisk velgørende – og en kende sterilt.