Nobody Wants This – sæson 2

Den moralsk fleksible sexpodcaster Joanne (Kristen Bell) og synagogens hottie Noah (Adam Brody) er tilbage i Netflix’ romantiske komedieserie om forholdet, som kollegaer, familier og venner mener er en dødssejler. 

Første sæson efterlod parret et lidt vanskeligt sted, hvor de havde besluttet sig for at blive sammen. Men det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver et problem, at de kun kan være sammen, hvis enten Joanne konverterer til jødedommen, eller rabbineren opgiver sin livslange drøm om at lede en synagoge. 

Anden sæson begynder med, at Noah på grund af sit forhold til Joanne bliver forbigået til den ledige stilling som overrabbiner. Den går i stedet til en lidt højere, lidt ældre og lidt mere konservativ mand, der er meget morsomt forløst af en hoven Alex Karpovsky. 

Skuffet ender Noah med at takke ja til et job i en mere Hollywood-leflende, moderne synagoge. Her kommer han til at føle sig som en gammel stivstikker, når han eksempelvis fremfører, at man ikke bør gå til filmpremierer under sabbatten. 

Joanne kæmper for at få en jødisk åbenbaring, så hun med god samvittighed kan konvertere til jødedommen og gøre alle glade. Men den dukker ikke rigtigt op. 

Der er med andre ord igen lagt op til en del konflikter i det spirende forhold, men nu skal de to for alvor til at finde ud af, om de er villige til at ofre noget for hinanden. Hertil kommer mere verdslige konflikter om ekskærester, svigerforældre og vidt forskellige ønsker til en god Valentins dag. Men de føles alle som opvarmning til de store spørgsmål. 

Seriens titel Nobody Wants This er ganske rammende, for som seer har man ærligt talt været i tvivl, om man skal hænge på eller skippe parret. 

Faktisk har man ikke lyst til, at Noah opgiver alt for Joanne, der moralsk er en total vindbøjtel, og hvis største problem med at konvertere er, at hun ikke lige ved, om hun føler for det. 

På den måde indkapsler hun nok en postmoderne kontrast til jødedommen langt bedre end en kvinde, hvis religiøse overbevisning strider imod Noahs. 

Nobody Wants This er løst baseret på serieskaberen Erin Fosters eget liv, og i den nye sæson løfter serien lidt mere af papiret, fordi personerne har fået flere nuancer. Universet omkring Noah og Joanne i det solbeskinnede Californien bliver udforsket mere i anden sæson. 

Noahs fjollede bror Sasha begynder at få nok af, at ingen tager ham seriøst. Hans kone, isdronningen Esther, begynder at tø op og overveje, om hun har andre drømme end at gå og være bitter i sit ægteskab. 

Ikke mindst er der Noahs mor, Bina, der stadig er herligt spydigt spillet af Broadway-stjernen Tovah Feldshuh. Hun bliver kun mere fornøjelig at være i selskab med, efterhånden som hendes had/kærlighedsforhold til Joanne udvikler sig. 

Joannes søster Morgan – eller ”whore number two”, som Esther kalder hende – føles stadig som en tegneseriefigur, og en af sæsonens mere ligegyldige historier er hendes nye og temmelig problematiske forhold. 

Justine Lupe, der spiller Morgan, har både timingen og charmen til at spille den skøre søster, men hun mangler en ordentlig historie at rive i. Morgan fungerer bedst i scenerne med Sasha, og man er herligt splittet: Skal de forblive venner eller finde sammen? 

Nobody Wants This fisker skamløst efter nostalgi-points hos millennialpublikummet, hvilket springer i øjnene, når man først har lagt mærke til den. Gæstestjerner som Alex Karpovsky, Leighton Meester og Seth Rogen brød alle igennem i serier og film fra slut-00’erne og start-10’erne. 

På soundtracket finder man både Fergie, Taylor Swift og Ellie Goulding – samt nyere favoritter som Chappell Roan. Alt i alt fornemmer man, at Nobody Wants This har en klokkeklar fornemmelse for, hvem der vil klikke på en romantisk komedieserie med Kristen Bell og Adam Brody.