No Hard Feelings

Hun var allestedsnærværende i 2010’erne med roller i filmserierne The Hunger Games og X-Men, Darren Aronofskys Mother! og ikke mindst David O. Russells Silver Linings Playbook, der gjorde hende til Oscar-vinder som 22-årig.

Jennifer Lawrence var den menneskelige berømthed, som faldt til prisoverrækkelser og lod til at være en helt almindelig kvinde, der tilfældigvis var kendt.

Der har været lidt mere stille omkring hende i et par år, men med No Hard Feelings gøres der et forsøg på at bygge en film om skuespillerens store karisma.

Lawrence spiller Maddie Barker, der bor i badebyen Montauk lidt uden for New York. Hun ernærer sig som Uber-chauffør og bartender. Men da hun har udestående ejendomsskat på det hus, som hun har arvet af sin mor, bliver hendes bil inddraget.

Montauk lider under, at købestærke turister overtager det meste af boligmarkedet, så de lokale ikke har råd til at blive boende. Samtidig dør området nærmest om vinteren.

Maddie er meget optaget af udviklingen og har en indædt modvilje mod sommerhusfolket.

Desperat efter at få sin bil tilbage, som jo er ret nødvendig for en chauffør, besvarer Maddie en annonce fra et velhavende par. De søger en pige til at ”date” deres introverte søn, så han inden college kan komme ud af sin skal. Lønnen er nemlig en bil.

No Hard Feelings er en komedie, så det er nok meningen, at man skal finde præmissen morsom.

Men det er bare ubehageligt, at rige mennesker udnytter en ung kvinde i økonomiske problemer ved at prostituere hende ud til deres teenagesøn. Forældrene ved, at Maddie er 32 år, men alligevel beder de eksplicit om, at hun har sex med deres nittenårige søn.

Der føles meget anti-2023 at se en komedie, hvor man ved, at alle ville have kvalme, hvis kønnene var byttet om. Det bliver kun værre af, at forældreparret spilles meget sympatisk af Laura Benanti og Matthew Broderick (En vild pjækkedag) og fremstilles som helt almindelige curlingforældre.

Måske havde det fungeret, hvis filmen havde været mere på Maddie. Men ofte er det udelukkende hende,der fremstilles som problematisk.

Maddie har daddy-issues, problemer med intimitet og helt overordnet svært ved at tackle voksenlivets problemer. Hun er klodset på den charmerende måde, som Mille Dinesen nærmest har patent på at spille herhjemme.

Over for hende står Percy, der spilles med uskyldig sødme af Andrew Barth Feldman. Han er en følsom ung mand, der elsker at spille klaver og være frivillig i et hundeinternat.

Maddies forsøg på flirt er så ubehageligt overseksualiserede, at man bliver i tvivl, om hun skal forestille at være en lille smule mentalt tilbagestående.

Maddie og Percy finder dog frem til en form for nærvær. Hun hjælper ham med at blive mere selvstændig og sige fra over for sine vanvittige forældre, mens han italesætter Maddies problemer, der går tilbage til opvæksten med en fraværende far.

Kemien mellem de to skuespillere er faktisk fin. Og i de scener, hvor Percy sætter en stopper for Maddies grænseoverskridende adfærd, er der endda glimt af noget inderligt.

Desværre bliver det i løbet af fortællingen sværere at acceptere det spirende venskab.

No Hard Feelings rammer den samme tone som mange andre moderne, amerikanske komedier med sin blanding af vilde stunts, hurtige replikker og sociale interaktioner, der går fra det akavede til det katastrofale.

Det er meget af tiden egentlig velskrevet og flot udført, men filmen stikker ofte af. Især i en scene, hvor en nøgen Jennifer Lawrence tæver en flok universitetsstuderende til tonerne af 80’er-hittet Maneater. Her bliver man for alvor i tvivl, om man skal grine eller græde.

Jennifer Lawrence virker proppet ned i en kasse fra den tid, hvor Kristen Wiig i Bridesmaids, Amy Schumer i Trainwreck og Lena Dunham i Girls var tidens kvindelige antihelte.

Og Percy havde helt sikkert overlevet at starte på eliteuniversitetet Princeton som jomfru.