Niende

Det er skræmmende at vokse op, for det betyder forandring. Især hvis den ubekymrede tilværelse, man har kunnet hygge sig med, pludselig forsvinder.

Uvisheden kan sidde og nage i den bageste del af tankerne som en ond lille trold, der torturerer sindet.

Om det er så slemt for teenagerne i dokumentar Niende, er ikke sikkert. I Thomas Hartz og Olivia Chamby-Rus’ DR-serie følger vi en håndfuld elever i niende klasse på den københavnske skole Det frie Gymnasium.

Det er sidste år, inden de skal videre på forskellige uddannelser, der kommer til at sprede dem for alle vinde. Tiden inden da skal udnyttes maksimalt sammen med vennerne.

Bertram og Rumle drømmer om at få succes med deres band, så de bruger masser af tid i øvelokalet. Efterhånden bliver det mere hårdt arbejde end lystfuld fornøjelse.

Heldigvis går det bedre på kærlighedsfronten for Bertram. Han hygger sig med kæresten Svea. De nusser, kysser og krammer til den store guldmedalje.

Men der er et emne, som de ikke tør tale om.

Han skal afsted på efterskole, når skoleåret er slut, mens hun tager tiende klasse på Det Fri. Svea forklarer i et interview, at de er helt på det rene med, at de ikke skal have et langdistanceforhold. Men som hun siger det, fylder et skær af sorg hendes ansigt.

Nogle af de samme følelser har de andre unge i serien. Hvad enten det gælder skole, sex eller det sociale liv, har de alle et eller andet, der gør dem bange for fremtiden.

Thomas Hartz og medinstruktør Olivia Chamby-Rus har sammenklippet mange timers optagelser til et kort format på femten-tyve minutter og skabt perfekte små snackbidder af indblik i de unges liv.

Det er ikke nyskabende tv, men det fungerer glimrende i de fire afsnit, som anmeldelsen bygger på. I slutningen af fjerde afsnit kommer et helt nyt element på banen: coronavirus.

Hvordan det kommer til at påvirke dem, bliver spændende at se.

Vi har set flere eksempler på covid-19-serier og film, men det er nok Jonas Risvigs fiktionsserie Centrum, der ligger tættest på Niende.

Begge serier er dybt forankret i unge, som bliver historiefortællere i en for voksne ellers lukket og svært forståelig teenageverden.

Og så er de to serier en stærk hyldest til venskabet – det venskab, der starter i de formative år og efter skoletiden kommer på prøve: Er det et menneske, man skal blive gammel med, eller én, man engang vil tænke tilbage på med et smil på læben?

En af de unge i serien formulerer det meget præcist. Det handler om at føle sig tryg.

”Hvis man er ked af det, kan man altid komme og snakke med vennen om det. Også selv om det ikke er din bedste ven i vennegruppen, ved du, at det ikke er én, som vil kigge underligt på dig.”