Niels Bohr – Verdens bedste menneske

Rigtigt mange kommer til Danmark – ikke på grund af det nye nordiske køkken, men Niels Bohr.

Sådan lyder det fra en af de mange gode og vidende stemmer i Anna von Lowzow og Marie Breyens dokumentarfilm Niels Bohr – verdens bedste menneske.

Umiddelbart tænkte jeg, om vi ikke snart har set rigeligt med film om vor verdensberømte landsmand, som i en alder af 38 år i 1922 fik Nobelprisen i fysik.

For slet ikke at tale om englænderen Michael Frayns skuespil København, der handler om eleven og vennen Werner Heisenbergs samtaler med Niels Bohr september 1941. Et effektfuldt kammerspil, der stadigvæk bliver spillet på scener verden over.

Venskabet, der går i stykker på grund af Heisenbergs tyske nationalisme, omtales selvfølgelig også i denne film. Det er dog et mindre kendt, men mere holdbart venskab, som dokumentaren placerer centralt i danskerens liv og levned.

Nemlig forholdet til den russiske elev og overbeviste kommunist Lev Landau, Sovjetunionens fremmeste fysiker og i øvrigt omdrejningspunktet i et af de vildeste projekter i filmhistorien.

Landau var en meget begavet og provokerende spilopmager. Stalin arresterede ham under Moskva-processerne i 1938. Højst sandsynligt var det gået ham såre ilde, hvis ikke hans gamle læremester Bohr havde sendt diktatoren et brev om benådning.

Historien har endda en lykkelig slutning, da Bohr og Landau mødes igen i Moskva i 1961.

Under krigen i 1943 flygtede Bohr fra Hitler via Sverige og Storbritannien over til de allieredes berømte Manhattan-projekt, som munder ud i verdens første atombombe.

Den danske forsker, som vel at mærke ikke opfandt bomben, mente, at alt vedrørende atomkraft burde være for hele menneskeheden.

Hans rummelige sind, udbredte tolerance og globale humanisme gav ham mægtige fjender som præsident Franklin D. Roosevelt og premierminister Winston Churchill. Sidstnævnte ville have den åbenmundede Bohr spærret inde!

Der er også sagen om, hvorledes Sovjetunionens efterretningsvæsen KGB lige efter Anden Verdenskrig, via en hemmelig agent i København med fatalt ringe kendskab til engelsk, forsøgte at lokke oplysninger ud af Bohr om USA’s atomforskning.

Denne gang holdt han kæft på den måde, at han opremsede allerede offentliggjort viden og tilgængelige almindeligheder om USA’s nukleare forskning.

Det er sådan set det mest spændende ved filmen: Bohrs forsøg på at være objektiv og neutral som forsker – fra mellemkrigstidens kriser over verdenskrigen til Den Kolde Krig.

Instruktørernes scoop er, at de har fået børnebørnene Arendse og Tomas til at fortælle om deres farfar og farmor Margrethe, der var Niels’ hjælper, nære ven og evige kærlighed.

Undervejs får vi også at vide, hvad atomer egentlig er for noget og om forskellen på Bohr og Albert Einstein. Sidstnævnte mente, at Gud ikke spiller med terninger – han har en plan – mens vi ifølge Bohr er på Herrens mark.

Overmåde delikat i sit design er filmen garneret med reportager fra fysikerens karriere og krydret med private optagelser. Vi ser, hvordan Niels Bohr både elskede at smådrille og belære sine omgivelser.

Han var nok intellektuel klogeåge, men aldrig nørdet eller verdensfjern. Snarere en sympatisk bedstefar, der var afslappet, men aldrig helt koblet fra sit arbejde.

Han nød sit sommerhus i Tisvilde med træer og buske, havearbejde og udendørskaffe. Men han trivedes også i Carlsbergs pompøse æresbolig. Huset med søjler, statuer og friser ligner mere en romersk kejsers villa end domicil for en moderne videnskabsmand i kvantefysik.

Da filmen efter sin biografpremiere skal cirkulere kvit og frit i det danske skolesystem, skulle man måske have nævnt, at unge Bohr ud over at være en vordende forsker også var en habil fodboldspiller.