Streaminganmeldelse
26. feb. 2021
Never Rarely Sometimes Always
Kusinerne Autumn (Sidney Flanigan) og Skylar (Talia Ryder) rejser til New York, så Autumn kan få foretaget en abort, som forældrene ikke må vide noget om. Foto | Angal Field

Never Rarely Sometimes Always

Barskt abortdrama om unge piger på afveje i New York fremkalder tårer og får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Af Casper Hindse

Det er sjældent, at tårer fungerer på film. Som oftest bliver gråden for perfekt, for pæn til at vække følelser.

Tårerne insisterer på, at publikum skal omforme sig til et messende grædekor i biografen, men effekten er stort set altid den modsatte. Gråden distancerer os fra det, der sker på lærredet.

Sådan er det ikke i Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always. Her er der en scene, hvor den unge kvinde Autumn græder, så det løber koldt ned ad ryggen, mens kinderne vådter til.

Instruktørens tredje spillefilm er ikke pæn. Tværtimod er den så kontrær og grynet, at filmen flere gange rammer smask lige i synet.

Autumn er blevet gravid. Sammen med sin kusine Skylar må hun rejse fra Pennsylvania til New York, fordi abort ikke er en mulighed i hjemstaten. Ikke kun på grund af lovgivningen, men også fordi det lille lokalsamfund og især Autumns mor og papfar bestemt ikke hører til USA’s mest progressive typer.

Denne lille skive af en amerikansk teenagehverdag tager Eliza Hittman sig god tid til at skære.

Det ligner en indiefilm med sin sløvt fremadskridende handling. Stemninger snarere end drama driver det hele af sted.

Instruktørens filmsprog lægger sig imellem de italienske neorealister, der opdagede verden igennem skramlede kameraer og velresearchede fortællinger, og den gribende og dybt ubehagelige Guldpalme-vinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage om en abort i Rumænien før Ceausescu-regimets fald.

Never Rarely Sometimes Always går undervejs en anelse for langsomt. Men alligevel er det netop tempoet, der griber én.

For ved at gøre handlingen overvejende udramatisk bliver filmen en sanseligt nærværende og smertelig oplevelse om dét, der i den grad må kaldes dramatisk: en abort.

Det er en genistreg, at det hæderkronede produktionsselskab Focus Features har opdaget Eliza Hittmans talent og givet hende mulighed for at fortælle i en form, som hører et hjemmevideokamera til.

Resultatet er en rystende historie, der i hvert eneste billede gengiver det skramlede, søgende og usikre teenageliv.

Instruktøren fintuner sine færdigheder.

It Felt Like Love fra 2014 er et påtrængende og nærgående stilstudie i en ung kvindes fornemmelse for andre mennesker. Beach Rats fra 2017 er et hårdtpumpet drama om en ung mands livslede og råb om hjælp via selvdestruktion.

Det er følelserne fra disse to film, Eliza Hittman denne gang komprimerer til et barskt og intimt portræt af kvinder i en situation, som de slet ikke er gamle nok til selv at håndtere. Men som de alligevel formår at klare sig igennem.

Autumn og Skylar kommer ud for lidt af hvert. Sundhedsforsikringen dækker ikke, hvis forældrene hjemme i Pennsylvania skal leve videre i uvidenhed. Da pengene derfor slipper op, må de ellers så rolige unge kvinder tage hjerteskærende metoder i brug for at komme hjem.

I den store grådscene sidder Autumn over for en sygeplejerske og skal svare enten ”aldrig”, ”sjældent”, ”sommetider” eller ”altid” på en række spørgsmål om sit sexliv, inden hun kan få foretaget aborten.

Pludselig pibler tårerne ud af øjenkrogene på den ellers stoisk stærke teenager, og debutanten Sidney Flanigan græder så roligt, at man bævrer i biografsædet.

Det bliver aldrig gjort klart, hvem der er barnets far. Men i det sekund forstår vi, at der muligvis ligger helt andre grunde end en sommerforelskelse bag graviditeten.

Filmen er blevet kaldt ”feministisk” og ”vigtig”, efter den vandt juryens store pris ved Berlinalen i februar 2020. Først og fremmest er den et knivskarpt vidnesbyrd om unge kvinders vilkår i verden i dag.

Det er svært ikke at få tårer i øjnene.

Titel:
Never Rarely Sometimes Always

Land:
USA, England

År:
2020

Instruktør:
Eliza Hittman

Manuskript:
Eliza Hittman

Medvirkende:
Sidney Flanigan, Talia Ryder, Théodore Pellerin

Spilletid:
101 minutter

Premiere:
Kan ses på iTunes

Relevante artikler

Fra samme skribent

Cph:Dox 2026
12. mar. 2026
Kenny Dalglish

Kenny Dalglish

Biografanmeldelse
15. sep. 2025
Ultras

Ultras

Cph:Dox 2025
14. mar. 2025
Zlatan’s Nose

Zlatan’s Nose

Event-anmeldelse
04. mar. 2025
Oscar 2025

Oscar 2025

Nyhed
28. juli 2026
Alle vil se den trojanske giraf

Alle vil se den trojanske giraf

Christopher Nolans filmatisering af et over flere tusind år gammelt digt har vist sig som en overraskende provokation, der tilsyneladende omsætter debatten til billetsalg.

Nyhed
27. juli 2026
Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

venedig 2026
23. juli 2026
Hollywood vender Venedig ryggen

Hollywood vender Venedig ryggen

The Return
Dvd-anmeldelse
25. juli 2026

The Return

Aisha Can’t Fly Away
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Aisha Can’t Fly Away

Mārama
festivalanmeldelse
24. juli 2026

Mārama

Amira
Boganmeldelse
22. juli 2026

Amira

Mest læste

Alle vil se den trojanske giraf
Nyhed
28. juli 2026

Alle vil se den trojanske giraf

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie
Nyhed
27. juli 2026

Ironisk Netflix-trend ender i tragedie

”Christopher Nolan ville være rasende”
Nyhed
15. juli 2026

”Christopher Nolan ville være rasende”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro