Biografanmeldelse
21. juli 2022
Natten har øjne
Da Josephine Parks Maja (tv.) forelsker sig i engelsk kvinde, bliver hun viklet ind i det ortodokse jødiske miljø med David Denciks kabbalistisk boghandler og Sofie Gråbøls benhårde svigermor. Foto | Søren Kirkegaard

Natten har øjne

Sofie Gråbøl er formidabelt intens og tvetydig i Gabriel Bier Gislasons gyserdebut om mystikken i det ortodokse jødiske miljø.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Det er et godt år for danske gyserfilm.

Natten har øjne er mere traditionel og mindre opsigtsvækkende end Speak No Evil.

Det er en spøgelseshistorie med natlig uhygge, sinistre ritualer og usund kærlighed. Mens Christian Tafdrups ubehagelige gyser krænger sig dybere ind under huden, er det faktisk Gabriel Bier Gislasons debutfilm, der leverer den mest underholdende biografoplevelse.

Den leverer efter alle genrens forskrifter. Fra nattemørke skræmmebilleder over et lydspor, hvor knirkende gulvbrædder lyder som knækkede knogler, til en overnaturlig trussel fra jødedommens store monstermanual.

Filmen starter dog som en romantisk komedie!

Den udbrændte skuespiller Maja ramler ind i engelske Leah på et dansk bibliotek, så de taber deres bøger og forbytter dem. Et meet-cute så uforskammet kliché-fyldt, at man ville himle med øjnene, hvis ikke det var for den gnistrende energi mellem Josephine Park og engelske Ellie Kendrick med dådyrøjne og mørke slangekrøller.

Topmålet af Majas skuespilkarriere var en rolle som nisseprinsesse i en julekalender. Siden mistede hun retning og, efter morens død, livslysten. Hun klamrer sig til Leah med arme og ben.

Men der er ugler i mosen.

Om natten går Leah i søvne, mens hendes telefon vibrerer med lyd som et trykbor. Hendes ortodokse, jødiske mor Chana forsøger at hale hende hjem til London, og da Leah beslutter sig for at blive i København, får hun prompte et epileptisk anfald så slemt, at hun brækker benet.

Måske det er Guds vilje, at hun ikke kan blive, sukker Leah. Men til gengæld kan Maja tage med til London og flytte ind i det støvede gamle rækkehus, hvor Leah bor med sin overbeskyttende mor.

Det er utroligt, så meget et velindrettet horrorhus kan give en film. Tænk bare på Norman Bates’ lurvede motel fyldt med udstoppede fugle i Psycho. Kristina Kovacs’ klaustrofobiske produktionsdesign bruger jødiske artefakter til at fremmane en odiøs stemning af indelukket fordærv, perfekt understøttet af fotograf Valdemar Cold Winge Leisners sanselige billeder og Johan Carøes medrivende musik.

Sofie Gråbøl er formidabelt intens og tvetydig som den dominerende Chana, en mangeårig udlandsdansker, der affejer Maja som en uønsket påmindelse om et liv, hun har lagt bag sig.

Den hårdhændede moderomsorg får alarmklokkerne til at ringe, mens hendes overemsige ortodoksi minder om syge tvangshandlinger.

I hjørnerne af lejligheden finder Maja salt og besværgelser på jiddisch, og hun vågner om natten af skræmmende fodtrin i lejligheden.

Gabriel Bier Gislason, der også har skrevet manuskriptet, strammer roligt skruetvingen med gedulgte hemmeligheder og en eskalerende magtkamp mellem mor og kæreste, mens David Dencik dukker op i jarmulk med bøger om jødiske monstre: golemer, dibbukker og heksen fra Endor.

Filmen har en tilpas uhøjtidelig tone til, at man accepterer, når den låner fra mere gennemførte eller originale gysere.
Og det ortodokse jødiske miljø er fuldt af oldgammel mystik, der er helt fremmed for den lyshårede pæredansker Maja, men med lige så megen varme som fare.

Der ligger en vedkommende tematik om besættende kærlighed til grund for gysermekanikken. Maja og Chana kæmper indædt om Leah, men uden rigtigt at tage hende med på råd.

Det er den nagende kerne, der undergraver filmens tilløb til romantik og sætter en kile mellem publikum og Josephine Parks omsorgsfulde Maja. Slutningen føles som en lidt let sløjfe at binde på en kompleks historie.

Men man er underholdt hele vejen igennem.

Allerede med sin debutfilm markerer Gabriel Bier Gislason sig som en stilsikker instruktør, der fra sin mor, Susanne Bier, har arvet sansen for den gode historie. Og så har han modet til at gå en helt anden vej og kaste sig over noget så snusket som en genrefilm.

Titel:
Natten har øjne

Land:
Danmark

År:
2022

Instruktør:
Gabriel Bier Gislason

Manuskript:
Gabriel Bier Gislason

Medvirkende:
Josephine Park, Ellie Kendrick, Sofie Gråbøl, David Dencik

Spilletid:
105 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
28. juli

Ekko #91

Det nye nummer af Ekko byder på en artikel om Gabriel Bier Gislason.

Præsten Kristian Ditlev Jensen har en samtale med den debuterende instruktør om religiøst gys, jødisk tro og familiære bånd.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

Relevante artikler

Nyhed
08. juli 2022
Mads Mikkelsens hemmeligheder i nyt Ekko

Mads Mikkelsens hemmeligheder i nyt Ekko

Nyhed
23. apr. 2021
Biers søn debuterer med romantisk gyser

Biers søn debuterer med romantisk gyser

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. dec. 2025
No Other Choice

No Other Choice

Biografanmeldelse
11. nov. 2025
Jay Kelly

Jay Kelly

Biografanmeldelse
19. okt. 2025
Frankenstein

Frankenstein

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten