Natportieren – hele sæsonen

I tv er det næsten altid showrunneren, ikke instruktøren, der former produktet. Men som soloinstruktør på samtlige seks afsnit af Natportieren er det alligevel et markant fingeraftryk, Susanne Bier får lov at sætte. Serien, der er Biers første internationale tv-serie, er et samarbejde mellem BBC og de amerikanske hitmagere i AMC (The Walking Dead, Mad Men).

Natportieren er baseret på en roman af John Le Carre, som udkom i 1993. Og selvom plottet er opdateret til nutiden, er der stadig tale om en klassisk britisk spionhistorie.

Tom Hiddleston har titelrollen som den diskrete hotelportier og tidligere Irak-soldat Jonathan Pine, der tilbyder at hjælpe den britiske efterretningstjeneste med at infiltrere den britiske erhvervsmand Richard Ropers organisation. Årsagen får vi i første afsnit. Hugh Laurie spiller Roper, seriens skurk, som sælger våben til alle, der vil betale. Og det vil især korrupte og antidemokratiske regimer. I Le Carres bog – hans første skrevet efter den kolde krigs afslutning – var kunden et colombiansk narkokartel. Tiderne skifter.

Ud over den tidsmæssige opdatering er den mest radikale forskel fra romanen, at man har skiftet køn på seriens efterretningsagent. Nu er hun en kvinde – spillet af Olivia Colman. Hun er højgravid, og samtidig den eneste kvindelige karakter i serien som handler selvstændigt og ikke blot reagerer på mændene omkring sig. Kvinderollerne i Natportieren er med et pænt ord old school. Men hverken John Le Carre eller Susanne Bier påstår vel at være feminister.

Natportieren har den høje visuelle kvalitet, men forventer af moderne tv: forteksterne ligner et mix af True Detective og James Bond, og der er utallige fejende optagelser af smukke locations, fra Mellemøsten og Spanien til London og Schweiz. Det er lækkert globetrotteri i bedste 007-stil.

En af seriens umiddelbare fornøjelser er at se Tom Hiddleston og Hugh Laurie spille hver sin side af britisk public school-overklasse: Pine er korrekt, høflig og har følelserne i stram snor, mens Roper er arrogant, impulsiv og iskold. Hiddleston og Laurie har sjovt nok gået på samme skoler i England, blandt andre Eton og Cambridge.

Typisk for en moderne spionhistorie veksler Natportieren mellem realisme og fantasi.

Baggrunden virker realistisk. Kyniske våbenhandlere som tjener penge på uroligheder i Mellemøsten, det beskidte spil mellem våbenhandlerne, efterretningstjenesten og Whitehalls politikere. Få kan efterretnings-jargonen og de hemmelige tjenesters intriger så godt som John Le Carre. Der er et miks af aristokratisk kammeratskab og indgroede militærmanerer i tonen mellem Roper og hans folk, som især virker godt ramt.

Men samtidig er dette også underholdning. Man skal kun kigge et øjeblik på Ropers unge, smukke trofæ-kæreste (Elizabeth Debicki), for at vide, at hun og Pine skal forelske sig i hinanden. En forbudt kærlighed, som selvfølgelig gør Pines infiltration af Ropers organisation endnu farligere.

Tom Hiddleston er en fascinerende skuespiller. Han har både oplagt stjerneudstråling og karakterskuespillerens kanter. Man kan ikke se ham her uden at tænke på de pt. verserende rygter om, at han er i spil til rollen som James Bond. På et tidspunkt bestiller han sågar en vodka martini.

Mest interessant er Pine, når han bruger den glatte høflighed og distance han har tillagt sig i jobbet som natportier. I øvrigt et symbolsk erhverv, som antyder at man er et natdyr og et menneske, der har det bedst i mørket. Det er, når han reagerer mindst, at Pine-karakteren er mest spændende. Og selvom han får lov at vise en trimmet overkrop, har Hiddleston stadig en spinkel elegance, som passer bedre til spionverdenens mentale spil end til muskuløs action.

Det overordnede indtryk at Natportieren er af en solidt lavet mainstream-spionserie, der nok er mere lækker end den er dyb.