Narkokartellernes land

Det er nat. Fra ladet af en ramponeret kassevogn trilles blå tønder ud i den mexicanske ørken. Et enkelt, kraftigt spotlight oplyser nogle uhyggeligt maskerede mænd, der nøje afmåler et stof på en gammel køkkenvægt. Væsker blandes. Den kemiske reaktion danner en tyk, kridhvid røg, der stiger op i den kulsorte nattehimmel.

Den visuelt betagende introsekvens til Matthew Heinemans Oscar-nominerede dokumentar er som taget ud af tv-serien Breaking Bad. Der er ingen tvivl om, at Heineman er en umådeligt visuel herre, der kapabelt benytter sig af populærkulturelle referencer, særligt når den ene meth-cook bedyrer: ”Der kom en far og søn fra Amerika. De havde studeret kemi og lærte os at lave det bedste produkt.”

Kan man andet end at tænke, at Walter White og Jesse Pinkman har været på besøg?

Desværre er scenariet ikke fiktion. Narkokartellerne har regeret i Mexico i årtier, og volden har været stigende siden 2006, hvor daværende præsident Calderón indsatte 6.500 soldater i staten Michoachán.

Operation Michoachán var det første storstilede statslige indgreb i narkokrigen, men i kølvandet på de dræbte kartelledere, skete en drastisk optrapning af volden i kampen om magten.

Det er her, vi starter. I Michoachán, 2013. En aldrende læge med stort busket overskæg og venlige øjne, José Mireles, beslutter at tage kampen op mod et af de farligste narkokarteller, The Templar Knights. Han danner den væbnede gruppe Autodefensas, der tilbageerobrer de byer, som er under narkokartellets kontrol.

På den anden side af den mexicanske grænse, i Arizonas vilde natur, lever en anden mand, der også har taget loven i egen hånd. Og han er, ligesom Mireles, noget af en karakter. Tim Foley drager på missioner for at fange illegale emigranter og narkosmuglere. De isblå øjne i det hærdede ansigt viser en stålfast tro på kaldet, imens han slynger om sig med floskler, der gerne indeholder ordene: ”Those fuckers.”

Som dokumentaren skrider frem, træder Foley dog mere i baggrunden, højst sandsynligt fordi der ikke sker nogen udvikling hos den militærglade selvtægtsmand. Og det er her, man aner Heineman har været lidt for forelsket i sine to karismatiske hovedpersoner til at træffe afgørende valg.

For scenerne med Foley, og enkelte scener med Mireles, der både afbilder ham som glad familiefar ved swimmingpoolen og slesk gammelfar med elskerinde, forplumrer dokumentarens underliggende og højst interessante tematik om selvtægt kontra statens voldsmonopol.

I og med Autodefensas vokser sig større, begynder de lokale bønder at stille spørgsmålstegn ved de irregulære metoder. Hele tematikken indkapsles af en deltager til et af Autodefensas møder: ”Hvis vi ikke stoler på statens institutioner, er vi færdige som samfund!”

Men hvad gør man, når statens institutioner er korrupte? Når kartellerne har infiltreret politi og militær? Og hvad gør man, når kartellerne også infiltrerer Autodefensas? Er det i orden at benytte samme metoder, som de folk, man forsøger at bekæmpe?

Narkokartellernes land kommer ikke med nogen svar, men spørgsmålene bliver uhyre påtrængende i kraft af Heinemans særdeles sikre kameraføring og action-prægede klipning. Hjertet hamrer derudaf, når Heineman hovedkulds løber ind med Autodefensas i en baggård og bliver beskudt af Templar Knights.

I en af de mest skræmmende scener sidder Heineman fastklemt i en bil med en tilfangetagen Knight, og en fra Autodefensas, der konstant presser sin sølvglinsende pistol mod den tilfangetagnes tinding. Pistolen er så meget in your face, at man nærmest kan mærke det kolde stål.

Netop den scene beskriver Heineman som den absolut sværeste at filme, men alligevel forsøgte han konstant at tænke i vinkler og klip. Og det er måske netop derfor, at Narkokartellernes land skiller sig ud. Ud over et utroligt mod besidder Heineman en eminent evne til at tænke i billeder på selv de mest kritiske tidspunkter.