Nabospionen

Tiårige AC har det rigtigt fint med at være en outsider, men det har hendes mor ikke.

Mor, storesøster, lillebror og AC flytter til København (fra Jylland, formodes det på grund af dialekten), og selv om det ikke siges direkte, så tyder årsagen at være, så AC kan få sig nogle venner.

For politi-moren forstår sig ikke på datteren, og den smarte storesøster synes, at hun er kikset og småklam. Men AC er bare herligt ligeglad med andres forventninger, på trods af at hun som barn selvfølgelig også ligger under for nogle regler og krav.

I tide og utide slår stregernes kulører over i sort-hvid, for i AC’s fantasi er hun en listig detektiv, der fanger en hætteklædt tyv, som har generet nabolaget.

Heldigvis plages den lokale købmand af småhapserier, og den sag tager hun straks på sig. Hvis hun løser opgaven, vil hun for sin belønning købe en hund.

AC er nemlig meget dyreglad, og hun har passet nøje på et stort æg. Det går der snart hul på, og et sjovt og læspende firbensagtigt dyr kommer ud.

Det kan tale. Og er lidt grov over for AC. For er hun ikke lidt underlig?

Firbenet, der viser sig at være en hastigt voksende varan, stiller spørgsmålstegn ved AC’s handlinger, og det er nok meget godt, at nogen gør det.

Men varanen er dog også lidt uhyggelig. Til at starte med spiser den kammerjunker og er lidt sød og fræk, men da den bliver flere meter lang, frygter man på et tidspunkt helt, at den måske vil til at spise små dyr og børn.

Illustrationerne i Nabospionen, der ifølge selskabet henvender sig til børn i fem-ti-årsalderen, er virkelig flotte. Det er en særegen og finurlig streg, instruktør Karla von Bengtson har. Skygger og røde kinder er tegnet med lette krusedullestreger, der giver en florlet dybde til tegningerne.

Men hvor er dialogen dog langtrukken. Måske det er en jysk ting, at der tales særligt langsomt og grundigt? Eller så de mindste kan følge med?

Det gør det svært at holde interessen fanget. Historien er sød, men temmelig banal. AC fatter mistanke til nabodrengen Vincent, som hun synes er smadderirriterende, så mon ikke, at han er tyven!

Men hans suspekte opførsel har selvfølgelig en dybereliggende årsag, og med tiden viser det sig, at de to har en del til fælles.

Vincent har talent for at stå på skateboard. Han er bare ikke interesseret i det, men paces frem af sin skate-fikserede far. Et spændende tema om børn, der ligger under for deres forældres krav, men det skøjter filmen let henover.

Også AC’s ret fraværende mor så gerne, at den yngste datter var lidt mere normal. Hun har ikke rigtigt blik for, at datteren er kreativ, fingernem og fantasifuld. Men det tema bliver heller ikke for alvor slået fast.

Anne-Grethe Bjarup Riis som moren er en djærv og gæv politiperson, og Søs Egelind lægger lidt kærkommen ambivalens i stemmen til varanen. Men desværre er Kiosk-Arnes replikker blodfattige, og det er spild af Tommy Kenters talent. Han har ellers skabt ikoniske udtryk, blandt andet til Uglen i Fuglekrigen i Kanøfleskoven, hvor ”Mumsfilibaba” blev allemandseje i begyndelsen af 90’erne.

Varanen er også lidt forvirrende. Er den ægte eller ej? Hvis den er ægte, er der magi med i ligningen. Hvis den er fantasiopspind, hvorfor er den til slut så uhyggelig og umedgørlig?

Men måske er pointen, at voksne skal slappe af og lade være med at sætte for mange spørgsmålstegn.