My Dear Théo

Forestil dig en krigsfilm bestående af alle de optagelser, der normalt ville blive frasorteret under klipningen. En dokumentar helt uden nærbilleder af kamphandlinger, men hvor man i stedet er med al den tid, hvor soldater bare venter.

Sådan en film er My Dear Théo. Det er instruktør Alisa Kovalenkos tanker og hilsner til sin søn fra forskellige steder ved fronten i Ukraine.

Théo er flygtet til Frankrig, hvor hans far har familie. Men for Alisa startede krigen allerede i 2014 med annekteringen af Krim-halvøen, og da russerne marcherer mod Kyiv i februar 2022, ser hun ingen anden mulighed end selv at gå i krig, så hendes søn forhåbentlig ikke behøver gøre det i fremtiden.

Med sig til fronten ved Kyiv og senere i Kharkiv-området har Alisa medbragt et kamera. Men i og med, at hun ikke er krigskorrespondent og skal passe sit arbejde som en del af specialstyrkerne, ser vi ingen kampe.

Derimod er der billeder af Alisa, som pakker sin rygsæk, to soldater, der skræller kartofler, Facetime-samtaler, hvor soldaterne taler med deres familie, morgengymnastik på en midlertidig base og ham, der mener at lave så god cowboykaffe på spritapparat, at han burde blive barista efter krigen.

Det klart mest bemærkelsesværdige ved filmen er, hvor lidt der sker. Ukraine er et gigantisk land, og megen tid går med troppetransport og logistik og med at sidde stille i en skov og vente på nærmere ordre.

Krig må føles vanvittigt trægt for dem, der står i forreste linje, og skiftevis er man i livsfare og ved at kede sig ihjel.

My Dear Théo er krigens negativer og den del af soldaterlivet, hvor man ikke så meget forsøger at overleve, men kæmper for at bevare kontakten til omverdenen og sin gamle tilværelse, så livet bagefter krigen også er værd at leve.

Vi møder i Alisas deling en far til tre, der via Starlink laver yoga med sine børn på Facetime. Ved synet af et blomstrende æbletræ fortæller en anden, at han selv er frugtavler. Han skulle være i gang med at gøde sine træer lige nu, hvis det ikke var for krigen.

Alisa vedligeholder sit åndelige liv ved at snakke med sønnen, når det kan lade sig gøre, og ellers optage små, digitale breve og videohilsner til ham. Hendes voice-over tager os gennem filmen, der føles som ét langt brev til Théo, omend der er mange ting, som han nok først kommer til at forstå om mange år.

Det gør My Dear Théo til en sjælden beretning om at føle sig splittet mellem forældreskab og fædrelandskærlighed.

Forsigtige dryp af underlægningsmusik har også fundet vej til fronten og lagt sig under Alisas stemme. Det giver hendes ord en snert af poesi. På den måde løfter filmen sig over den konkrete krig og kommer til at handle om, hvad det vil sige at have et hjem og se det brænde ned.

Som dansker bemærker man også, at dele af landskabet i Ukraine ligner vores eget flade, tempererede land. Med bølgende marker, blomstrende æbletræer og alt det andet grønne, som man ikke bemærker, før man ser det på lærredet tilsat lyden af russiske missilnedslag.

Flere steder kan man mærke, at det er mennesker, der har haft lige så almindelige liv som os andre. Nu ligger de og gemmer sig i buskadset, mens de kan høre larvefødderne fra en russisk tank.

”Jeg kunne godt spise en hamburger,” lyder det pludselig, ”med Coca-Cola.”

Gennem det meste af filmen føles mange af soldaterne lidt anonyme, og det er svært at finde rundt i, hvem der er hvem. Først til sidst, hvor vi på lærredet kan læse, hvordan det er gået Alisas deling under og efter optagelserne, bliver man mindet om soldaterlivets brutalitet.

My Dear Théo giver en dybere forståelse af Ukraine-krigen og krig i det hele taget. Det er gribende at opleve, hvordan helt almindelige mennesker med helt almindelige tilværelser sætter livet på spil for os alle sammen.