Mus og Ræv i den syvende himmel

Stopmotion er noget af det mest krævende og pedantiske filmarbejde. Kun få vestlige selskaber som britiske Aardman og amerikanske Laika har produceret mere end en eller to stopmotion-film. 

Undtagelserne finder vi i Østeuropa, hvis store tradition for dukketeater udviklede sig til animationsfilm i tiden efter Anden Verdenskrig. 

Her var Tjekkoslovakiet et foregangsland, men afslutningen på Den Kolde Krig og splittelsen af landet i Tjekkiet og Slovakiet satte landets internationale filmambitioner på lavt blus. 

Nu begynder det igen at rumstere i Tjekkiet for især kortfilm, hvor den skrøbeligt papmache-animerede Daughter blev Oscar-nomineret forrige år. Men spillefilm fra landet ser vi sjældent noget til her i Danmark. 

Derfor er det heldigt, at der i Europa er et samarbejde om børnefilm, ofte med flere producerende lande og en bred distribution. Vi tager med glæde imod de østeuropæiske børnefilm, også selv om vi måske ikke altid forstår, hvorfor de indeholder så megen råhed og melankoli. 

De danske distributører laver ofte om på filmenes titler for at få dem til at passe til det anderledes publikum. Mus og Ræv i den syvende himmel er et godt eksempel. 

Originaltitlen lyder mere direkte oversat ”Mus hører til i himlen”. Det er et citat fra filmens skurk, en ond musedræber af en ræv. 

Den mere muntre oversættelse er lidt af en genistreg, fordi den med sin dobbeltbetydning får kædet det for børn noget tabubelagte emne om døden sammen med noget godt: Filmen handler om to fjender, der dør og bliver gode venner i efterlivet! 

Tanken er smuk. At vores liv er regeret af fordomme og naturlige fjender, men at det er det levede liv – ikke os selv – der er skyld i det hele. Men også en noget ambitiøs historie at servere for de mindste. Døden er noget af det sværeste at forstå. 

Det synes Vilja også. 

Hun er en ung mus, hvis modige far er blevet spist af den onde ræv. Hun er også lidt af en pralhals, der snakker sig lige så modig som sin far. Og når hun forsøger at kopiere hans vovehalse-stunts, går det galt. 

Der er ikke gået ti minutter af filmen, før både Vilja og den ræv, hun havde udset sig for at drille, bliver kørt over af en bil og ender i himlen sammen. Til deres store misfornøjelse. 

Sammen trevler de fortiden op og møder både Viljas far og hans banemand. I virkeligheden er det dem selv og deres egne svagheder, de finder frem til og må se i øjnene. 

Selve animationen er af svingende kvalitet, men byder på rigtigt flot lavede scener fra en himmel fyldt med døde dyr på vej ind i efterlivet. Og der er generelt mere tale om en kærlighed til selve animationsformen, som filmskaberne forsøger at holde i live, end om reelt godt håndværk. 

Men det betyder ikke så meget for en børnefilm. Her er det netop fortællerstemmens iver, der er vigtigst. Historien skal også være let at indleve sig i. Det lykkes også, for hvem har ikke som Vilja prøvet at tale sig selv så meget op, at man skubber andre væk. 

Selv om filmen er kækt fortalt, skinner den østeuropæiske attitude igennem. Virkeligheden og skæbnen må godt være grum og verden uretfærdig, så længe kærligheden til vores medmennesker består. 

Hvor er det dejligt, at vi viser børnefilm fra andre steder end det sukkersøde USA eller det pædagogiske Vesteuropa. Og lige netop som barn har man brug for at få blive påvirket fra mange forskellige steder. Ikke mindst om et tabu som døden.