Munch

Film om berømte billedkunstnere er en særlig genre.

Det er som regel først og fremmest de store, verdensberømte, der får deres brogede liv fortalt i levende billeder.

Helst skal det gå dem temmelig skidt i deres samtid, med miskendelse og mobning, ulykkelig kærlighed, tuberkulose eller syfilis.

Rigtigt mange elskere, afgørende dødsfald og alvorlige kriser. Siden hyldet og dyrket.

Kunstnere som Goya, van Gogh og Gauguin er der drejet mange film om. Men også de mere moderne, Picasso og Jackson Pollock, er blevet til film.

Så det kan undre lidt, at Nordens mest berømte maler, norske Edvard Munch, ikke allerede har fået sit liv og sin kunst på det brede hvide lærred. Bevares, i 1974 instruerede Peter Watkins en tv-film om malerens unge år fra 1884 til 1894, tiden på det norske kunstakademi og i hovedstadens boheme-tilværelse.

Men det biografiske udtræk med hele kunstnerens historie, fra fødslen i 1863 over samspilsramt barndom og ungdom til døden som berømt og menneskesky i 1944 i Oslo, har vi ikke fået.

Heller ikke her i norske Henrik M. Dahlsbakkens kalejdoskopiske Munch. Instruktørens signalement skildrer nemlig kun fire vigtige faser i malerens liv, som fragmentarisk flettes sammen til en helhed.

Tre af dem er skabt til den historiske samtid, men en af dem – hans skelsættende år i 1890’ernes Berlin – foregår nu eller for lidt siden.

Ikke nok med det. Instruktøren lader også fire skuespillere, hvor den ene er en kvinde, gestalte kunstneren i hans fire aldre. Og de gør det alle godt.

Via disse afgørende afsnit får vi så alligevel det meste af hans livs helhed. Moren og søsterens traumatiske død i barndommen danner grundlag for hans morbide fascination i maleriers tematik. I sine unge år i impressionistiske kulører forføres han af en frigjort gift kvinde i rød kjole.

I det hektiske Berlin er der møder, mens et afslag bliver overført til dagens larmende kunstscene netop nu eller for lidt siden.

Vi kommer også til København, hvor Munch bryder sammen på grund af druk i 1908. Det gør ham til patient hos den sympatiske og forstående psykiater, Daniel Jacobson (suverænt spillet af danske Jesper Christensen), som i nærmest Hammershøi’ske, gråmelerede interiører giver ham en hel del livsmod tilbage.

Således ender vi i krigsvinterens Oslo, hvor Munch testamenterer sine værker til kommunen. For at nazisterne ikke skal stjæle dem.

Munch kræver forkundskaber.

Den er meget indforstået og egentlig såre arrogant med hensyn til publikums indsigt i kunstnerens biografi og hans værker.

Instruktøren fokuserer skråsikkert og målrettet på Munch’ problematiske, men prægnante genialitet uden at komme omkring hans malerkunstneriske og kunsthistoriske udvikling: fra naturalisme, impressionisme og ekspressionisme til sin helt egen ekspressive stil, symbolske motivkreds og storladne penselstrøg.

Det er det autonome genis historie, vi får. Sågar med hans malerier som signifikante sætstykker i filmens fortolkende fortælling. Om modgang, mod og melankoli. Og med forskellige kvinder, hvor venner undervejs bliver til fjender.

Uden læremester, forbilleder og skoling ser vi den unikke nordmands løsgørelse fra sin bigotte baggrund og sit borgerlige miljø.

Hans egne fejl i denne proces ses kun i et glimt, hvor han ikke ville giftes, fordi han i stedet vil føde sine egne børn, nemlig 30.000 malerier.

Skriget bliver næst efter Mona Lisa verdens mest kendte kunstværk. Ofte som en kliché på en T-shirt.

Filmen ender ligesom Tarkovskijs kunstnerfilm Andrei Rublev med en kavalkade af mesterens bedste værker. De hænger nu på hans nye, dyre museum i Oslo.

Mange vil sikkert finde filmen søgt manieret og episk ujævn, men den er på alle måder en original livsfrise.