Biografanmeldelse
25. sep. 2019
Mugge & vejfesten
Tiårige Mugge skyder med skarpt på alle, der kommer imellem hans forældre – fra crossfit-træneren Pierre til en håndboldpige fra Horsens. Foto | Zentropa

Mugge & vejfesten

Wulffmorgenthalers animationsfilm er en kærkommen skilsmissefortælling i børnehøjde, men tematikken drukner i gakkede løjer.

Af Samina Yasmin Jakobsen

Det er egentlig underligt, at der ikke er flere danske familiefilm, der handler om skilsmisse, når nu cirka halvdelen af alle ægteskaber i landet ender med et brud. 

Man skulle tro, at der var rigeligt med børn, der havde brug for at tackle de svære følelser i biografens trygge mørke, hvor man både kan græde og grine, uden at nogen ser det, og dertil gå ud med en styrket tro på, at det hele nok skal gå.

Mugge & vejfesten er i den henseende en kærkommen fortælling, hvis minimale plot netop er centreret om en forestående skilsmisse.

Tiårige Mugge er en jubeloptimistisk dreng, der er animeret med en stor, lilla manke ligesom i Wulffmorgenthalers bogforlæg med samme navn. Han elsker pandekager, sine forældre, teenageveninden Sofia og den årlige vejfest.

Men efter en lovligt lang intro, hvor kvarterets beboere bliver præsenteret, da Mugge viser et nyt par rundt på vejen, overhører den begejstrede dreng sin mor tale i telefon med elskeren, den crossfit-pumpede Pierre.

Og vupti: Så er mor Kirsten flyttet!

Mugge skal nu få den årlige vejfest op at stå, efter grundejerforeningen har droppet den. Han er overbevist om, at moren vil komme tilbage, hvis bare far Thorbjørn synger en kærlighedssang til hende på vejfestens scene.

Mugge holder en fest, og far synger en sang – det er i al sin enkelhed, hvad der sker i Mugge & vejfesten

Det er for lidt handling til en 80 minutter lang familiefilm, der gerne skulle fange hele familien. Det virker mere som en børnefilm for de mindste, særligt fordi den tiårige Mugge lyder som en seksårig. Tilmed en irriterende én af slagsen.

Hvordan de har fået skuespiller Jens Jacob Tychsen til at lyde så enerverende, er en gåde, og det dæmper desværre lysten til at følge Mugge på eventyr. 

Til gengæld har instruktørerne Anders Morgenthaler og Mikael Wulff proppet animationsfilmen med et væld af sjove bifigurer, som er kendetegnende for duoen. 

Der er kattedamer, nazister, nonner på stylter, en mentalt forstyrret mand fra Nakskov, Sofias entreprenante far, der sælger giftige energidrikke, samt hendes fem brødre: Allan, Allan, Allan, Allan og Allan. Og det er kun omtrent halvdelen af det store karaktergalleri.

Femlingerne har samme funktion som pingvinerne fra Madagascar, den ensartede gruppe, der står for de mest gakkede indslag. Men hvor pingvinerne havde noget personlighed hver især, fremstår Allan’erne mere anonyme. 

Det er animationsselskabet Monkey Tennis med instruktør Mikkel Okholm i spidsen, der har designet karaktererne, og det gør de egentlig ganske udmærket.

Stilen er i tråd med sidste års animationssucces Ternet Ninja, men det er nu alligevel tydeligt, at der er et stykke vej op til det hæderkronede selskab A. Films rige animation, som både leger med lys og vinkler på originale måder. Der mangler noget dybde og hittepåsomhed, og animationen kommer derfor til at fremstå en smule flad. 

Det morer man sig ikke mindre af, men man føler heller ikke noget.

Primært fordi der er så få scener, hvor familien er samlet. Mor Kirsten hygger sig med sin unge insta-kæreste, far Thorbjørn er ved at gå til grunde i kærlighedskvaler – sjovest da han er ved at begrave sig selv i sandkassen – og Mugge får med hjælp fra kvarterets beboere vejfesten op at stå.

Men de tre handlingsspor samles kun til den afsluttende vejfest, og derfor bliver skilsmissen i sidste ende ret ligegyldig. Kun i en enkelt scene ser vi Mugge gå rasende mod sin mor. Ægerligt, at der ikke er flere scener, hvor Mugge rent faktisk føler noget.

Wulffmorgenthaler vil gerne underholde i øst og vest – og helst i et højt tempo. Men ender desværre som et sketch-på-sketch-show, hvor det kunne have været så meget mere.

Titel:
Mugge & vejfesten

Land:
Danmark

År:
2019

Instruktør:
Anders Morgenthaler, Mikael Wulff

Manuskript:
Anders Morgenthaler, Mikael Wulff

Medvirkende:
Jens Jacob Tychsen, Iben Hjejle, Mia Lyhne, Martin Brygmann, Anders Morgenthaler, Mikael Wulff

Spilletid:
80 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
26. september

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
14. nov. 2025
Mors drenge

Mors drenge

Serieanmeldelse
03. okt. 2024
Ungeren

Ungeren

Biografanmeldelse
19. juni 2024
Club Zero

Club Zero

Essay
01. juni 2026
”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Hvorfor stoppede Bo Green Jensen pludselig på Weekendavisen efter fire årtier? ”Til sidst var der bitter krig hele tiden,” fortalte han sørgmodigt til Ekko i november 2023 – en beretning, vi nu bringer med de nærmestes velsignelse.

Nyhed
31. maj 2026
DR er skyld i Deluca-konkurs

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

Nekrolog
29. maj 2026
Bo Green Jensen er død

Bo Green Jensen er død

007 First Light
Spilanmeldelse
01. juni 2026

007 First Light

Gone
Serieanmeldelse
01. juni 2026

Gone

Ben’Imana
festivalanmeldelse
30. maj 2026

Ben’Imana

Mest læste

Bo Green Jensen er død
Nekrolog
29. maj 2026

Bo Green Jensen er død

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”
Essay
01. juni 2026

”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

DR er skyld i Deluca-konkurs
Nyhed
31. maj 2026

Producent: DR er skyld i Deluca-konkurs

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”
Nyhed
11. juli 2024

”Krasnik fremlægger det lige glat nok”

Ekko
Magasin · april 2026

Ekko #100

Intro