Mud

En stor gammel motorbåd er faldet ned – fra himlen? – og har lagt sig tilrette højt oppe i trækronerne. En vildskægget, karismatisk mand med mojo-bringende slangeøjne syet ind i skjorten sætter fodaftryk i sandet, indtil vups, de hører op igen. Kan han flyve?

For Mark Twains unge Huckleberry Finn og lille Tom Sawyer ville det alt sammen være lige underligt eller lige lidt underligt. Måbende blikke og opspilede øjne hører alderen til, og Jeff Nichols’ film er, med sit udgangspunkt i Mississippi-deltaet og i de enorme floder i Arkansas, en moderne pendant til Mark Twains Missouri.

Her er husbåde og hicks og lediggang og slendrian, men også ære og gammeldags etos. Ellis og Neckbone er to fjortenårige drenge, der finder den ubeboede ø i floden og dermed også manden Mud, indbegrebet afen romantisk helt down on his luck.

Mud er på flugt fra ordensmagten og fra hævngerrige slægtninge til en mand, han har dræbt, fordi denne havde tævet Muds kæreste helt fra barndommen, den skære Juniper med de poetiske nattergale tatoveret på hænderne. Drengene beslutter sig for at hjælpe Mud og Juniper med at blive genforenet, så kærligheden kan ske fyldest og alt gå op.

Mud er et uheldssvangert eventyr. Børnene – og deres naive lykkeridder af en helt – arbejder for det gode: Kærligheden med stort ”K” og alle de ultimative fordringer, som deres egne lidt pjaltede familier hjemme på husbådene har kapituleret overfor.

Filmens styrke er det emotionelle bånd mellem drengene og Mud: drengenes stærke behov for, at Mud vinder på deres og på menneskehedens vegne i en verden, der rent moralsk er blevet et uigennemskueligt morads. En verden, hvor kønsrollerne eroderer så meget, at kvinder taber respekten for deres mænd. Juniper, Muds blonde livskærlighed, er en moderne kvinde med drifter og en forholdsvis kort lunte, langt fra den smægtende Rapunzel, som Mud og drengene prøver at gøre hende til.

Man kan indvende, at der går for meget generisk tjubang-action i den, da skurkene indhenter Mud og drengene, men uden vold ingen katarsis, uden veritable djævle ingen helte. Mud er dog ikke nogen Take Shelter, Nichols’ forrige film, der var overrumplende og original i sin fortælling om manden, der for at kompensere for sit livs øvrige kollaps bygger sig og familien et beskyttelsesrum som værn mod en kommende storm.

Men Nichols har truffet det rette valg ved både at genhyre skuespillere som Michael Shannon, der vil vise sig at blive en slags Nichols-signatur, og ved helt at skifte perspektiv, så vi ser verden gennem fjortenårige øjne og dernæst lægger vores egen desillusion oveni.

Mud har sine egne succeskriterier. Den anlægger en autentisk folketone fra det store amerikanske hinterland hinsides floderne og myterne. Muds overtro er et flot og rigtigt greb af Jeff Nichols. Hans historier om, hvordan talismaner og mojo redder liv, er af ammestuetilsnit og sætter ham på drengenes niveau, samtidig med at de skiller ham fra de andre voksne.

Hvis en skuespiller nogensinde har fortjent at få ristet en rune i en anmeldelse af en auteur-film, er det Matthew McConaughey, den muskuløse charmørbrad og he-man, der i en alder af 43 er i fuldt sving med at forløse de enorme løfter, han afgav i sine tidlige roller i midt-90’erne i film som A Time to Kill, Lone Star og den urimeligt oversete Edtv.

Alderen har givet ham en ærkeamerikansk vejrbidthed, ligesom det aldrig skader med lidt ekstra patina omkring øjnene, hvis man vil tages alvorligt af kritikken og give lødig inspiration til manusforfatterne.

Som i forne tider spiller McConaughey mere skuespil ud af mundvigen, end de fleste gør med hele resten af ansigtet, og man under ham den sensommer-opblomstring af karrieren, vi ser med film som Mud, Killer Joe, Magic Mike og snart den nye Scorsese-film, The Wolf of Wall Street.