Mr. Nobody mod Putin

Hvad gør man, når verden går af lave? Man begynder at filme. 

Det gør i hvert fald Pavel ”Pasha” Talankin, det kække omdrejningspunkt i den danskproducerede dokumentar Mr. Nobody mod Putin, som han også har medinstrueret sammen med amerikanske David Borenstein. 

Allemandsprotesten ligger i titlen. 

Pasha er netop en nobody, en eventkoordinator og videograf på en folkeskole i udørken Karabash, en mineby i sydenden af Uralbjergene bedst kendt for luftforurening så utålelig, at indbyggernes forventede levealder er 38 år! 

Det kan lyde trøstesløst.

Men Pasha elsker sin by og sit land. Så da Putin sender tropperne ind i Ukraine i februar 2022, og der snart efter kommer dekret om at skifte den almindelige undervisning ud med patriotisk propaganda, sætter han sig for at dokumentere den tiltagende militarisering af sin hjemby. Eller rettere: Han beslutter sig for ikke at slette sine optagelser.

Centralstyret i Moskva kræver nidkær kontrol med undervisningen, så han er allerede påkrævet at optage og uploade undervisningen. Da han får kontakt til et russisk oppositionsmedie, begynder han at sende optagelserne ud af landet.

Det bliver til et nedslående vidnesbyrd om den totalitære tilbagegang i det russiske samfund. Fra frie læreplaner til dikterede fraser om Vestens fordærv og uundgåelige kollaps. Fra fritænkning til indoktrinering, fra gymnastik til eksercits og våbendemonstrationer fra Wagner-soldater. 

I al den tid er hans kontor et frirum for eleverne, hvor billeder fra Harry Potter-serien hænger side om side med det russiske hvid-blå-hvide protestflag, som hylder demokratiet.

Her møder vi den kvikke Masha, hvis bror bliver indkaldt til hæren og siden sendt til fronten. Vi møder også den retningsløse Ivan, der bliver ved at vende tilbage, selv om han er dimitteret.

Karabash har aldrig været det mest inspirerende sted at starte sin rejse ud i verden, men efter Putins fuldskalainvasion føles det efterhånden, som om alle veje fører til Ukraine.

Mr. Nobody mod Putin har netop haft verdenspremiere på Sundance-festivalen, og man forstår sagtens, at den amerikanske independent-festival med det liberale verdenssyn har udtaget filmen til konkurrence. Det er en velfortalt og øjenåbnende fortælling, som giver et førstehåndsindtryk af en befolkning påduttet sovjetisk storhedsvanvid.

Den hjernevaskede apparatjik Pavel Abdulmanov skamroser Stalins tro soldater og belønnes med en luksuslejlighed. Børnene tvinges ind i ungdomsbevægelsen ”De Første”, et spejderkorps frit efter Sovjetunionens Unge Pionerer, hvor både undervisere og elever læser højt fra statsdikterede manuskripter. 

Alt imens nægter Pasha at dukke nakken. 

Da han ser sine optagelser brugt i en propagandainstallation på det lokale bibliotek, slukker han for dem med en universalfjernbetjening. Da Ivan sendes til Ukraine, tager han det russiske flag ned fra taget og spiller Lady Gagas version af den amerikanske nationalsang over skolens højttalere.

Man må tage hatten af for hans civilcourage, som han selv beskedent underdriver. Mens andre bliver fængslet for deres demonstrationer mod regimet, lægger han ikke bånd på sin modstand til Putins regime.

Mr. Nobody mod Putin skildrer hans kamp mod vindmøller med et glimt i øjet og forståelse for den landstragedie, der udspiller sig omkring ham. Ironisk nok fremstår han som en større patriot end sine partitro kolleger, fordi han har modet til at sige fra. At elske sit land betyder, at man er villig til at sige, når der er et problem, som han siger i et af filmens interviews med ham.

Filmen er produceret af Helle Faber for Made In Copenhagen og er endnu en fjer i hatten for den danske dokumentarindustri, som længe har interesseret sig forbilledligt for Ukraine.

Måneden før Putins fuldskalainvasion skamroste jeg Simon Lereng Wilmonts A House Made of Splinters om et børnehjem i Østukraine. Og sidste år var der på Venedig-festivalen premiere på Songs of Slow Burning Earth, der skildrer krigen i fugleperspektiv via nedslag rundt om i Ukraine og holder den fri snak i en ukrainsk skoleklasse op imod streng militærdisciplin i en russisk.

Men det var en anden danskproduceret dokumentar, der falder mig mest i tankerne. Guy Davidis ærgerligt oversete Innocence skildrer det militariserede israelske undervisningssystem fra børnehaven via soldaterlejre i folkeskolen og frem til den to-treårige værnepligt for både mænd og kvinder. 

Fredsmægling er ikke den første prioritet i et militariseret samfund, men heldigvis findes der patrioter, som tør råbe vagt i gevær.