Mr. Mercedes

Seriemarkedet er de seneste år blevet oversvømmet af forrygende fiktion, og er man i binge-humør, bugner streamingtjenesterne af anmelderroste serier.

Derfor kan serier, der ikke rammer tidsånden og bliver debatskabende, godt drukne i mængden. Det gælder således Mr. Mercedes, der har kvaliteter, men ikke springer i øjnene på samme måde som The Handmaid’s Tale og Transparent.

Den ti afsnit lange Mr. Mercedes er baseret på en detektivroman af Stephen King, der som bekendt har talent for at strikke en medrivende fortælling sammen.

Det er lige på og hårdt, når en chauffør i en klovnemaske pløjer direkte ind i en menneskemængde, så blodet sprøjter til alle sider. Man får urovækkende associationer til den ene terroraktion efter den anden. Serien foregår i lige efter bankkrakket i 2008, og ofrene står i kø til en konference for arbejdsløse.

Den fyrige detektiv Bill Hodges bliver sat på sagen, men et par år senere er morderen stadig ikke fanget. Hodges er i mellemtiden sendt på pension, og slår både tiden og sig selv ihjel med Budweiser, Jameson og skrot-tv.

Men så ligger der pludselig en hånende besked fra morderen i hans indbakke: ”Jeg er her stadig …”

Kraftige Brendan Gleeson er perfekt som Hodges, et knarvornt bekendtskab, der alligevel sænker paraderne, når et menneske kommer ind på livet af ham.

Som nu den bramfri, ældre nabodame, der uden skyggen af akavethed viser ham nøgenbilleder på mobilen og spørger, om ikke de skulle være bollevenner. ”Det ville bare være så belejligt,” forklarer hun. ”Du bor jo lige ved siden af.”

Men Hodges får i stedet et godt øje til Janey Patterson, søster til damen, hvis Mercedes blev brugt til mordattentatet. Skuespilleren Mary-Louise Parker er en velkommen tilføjelse, da hun dukker op i andet afsnit og hyrer Hodges til at genoptage sagen. Men Janey får desværre ikke rigtigt kant nok til at være mindeværdig.

Det gælder meget af serien, der kunne have barberet et par afsnit, uden at man havde savnet noget.

Nettet strammes ganske, ganske langsomt om både katten og musen. Kun den ene af de to er levende nok til, at man kan undvære Kings indfølende beskrivelser af deres indre liv.

Og så er der noget spændingsforladt over den halvdel af serien, hvor vi følger den frastødende Brady Hartsfield alias Mercedes-morderen, der spilles af Harry Treadaway.

Til daglig fikser han gamle damers bærbare i en elektronikforretning, hvor hverken chefen eller kollegaerne ænser hans psykopatisk døde øjne. Det er endda lykkedes ham at få et sidejob som hjemis-chauffør, selv om han stirrer på ungerne, som om de var kaniner i en mikrobølgeovn.

Brady lever i et incestuøst Ødipus-forhold med sin vodka-døsige mor, og han regerer som ondsindet superhacker i sit kontrolrum i kælderen.

Her klipper han perverse videoer, som han sender til sin selvvalgte ærkefjende, Bill Hodges. I videoerne bliver mennesker, der køres ned, klippet sammen med en tegneseriefigur, der onanerer. ”Jeg kommer!” håner han Hodges. ”Kommer du også?”

Det er klamt, men Bradys forsmåede mordfantasier og tekniske superkræfter virker tamme i sammenligning med Hannibal og Mr. Robot.

Mr. Mercedes er skabt af David E. Kelley, en hæderkronet veteran med serier som Boston Public, Ally McBeal og Big Little Lies bag sig. Så vi bliver ført gennem thrillerstoffet af en kyndig hånd, der optrapper spændingen fra én cliffhanger til den næste.

Mr. Mercedes er en hyggekrimi, ikke must-see, men kan fungere som let underholdning. Stephen Kings bogserie er en trilogi, og seriens anden sæson kommer senere på året.