Mr. K

En tryllekunstner med et trick i kufferten samt tempereret succes med sit show drager afsted igennem grønne enge og et enkelt spor. Hen til et enormt gammelt hotel, hvor han blot skal overnatte for en enkelt nat, fordi han har en aftale næste morgen.

Hotellet har helt klart set bedre dage. Der er hverken fjernsyn, toilet eller bad på værelset. Damen i reception er brysk og bøs, men viser hovedpersonen frem til hans værelse på en etage helt klædt grønt tapet som de græsgange, vi netop har set ham gå igennem.

Der sker snart løjerlige ting omkring ham.

Han mister sin bagage. Før han ser sig om, er han ansat i hotellets kæmpekøkken, der er styret af en fordrukken chefkok og en bastant kvinde. Samtidig må han sande, at hotellet er en mystisk og monstrøs labyrint befolket med mærkelige mennesker og diverse originaler. Og hvor det at komme ud ikke er det samme som at komme ind.

Den norsk-hollandske instruktør Tallulah Hazekamp Schwab kalder sin film om tryllekunstneren spærret inde i et system af irgange for Mr. K. ”K” er som bekendt navnet på hovedpersonen i Franz Kafkas to berømte romaner, Processen og Slottet fra 1925 og 1926.

Filmen skaber et klaustrofobisk univers sekunderet af Kafkas egen udtalte eksistentielle ensomhed. Filmens Mr. K oplever da også alskens aparte situationer, som umiddelbart ikke synes at hænge sammen ud over, at de foregår på det mystiske hotel, der larmer og krakelerer.

Men kafkaske ambitioner forpligter til mere end bare at mime en verden, som ligner den tjekkiske forfatters. Tilmed synes David Lynch også at have været inde over, men i modsætning til Lynch’ sælsomme univers med aparte stemmer viklet ind i en surrealistisk historie mangler Mr. K selvironi, forløsende humor og forsonende distance.

Filmen er seriøs som et bundt dødsannoncer.

Den vil vitterlig gerne være ”tief”, som man siger på tysk, når noget er alvorligt på den grundige og gentagende måde. Samtidig hæmmes filmen af sit vakkelvorne plot, som krakelerer samtidig med hotellets interiør.

Selvfølgelig er der underlige børn på de lange hotelgange a la The Shining, verden af i går i en aura af forfald a la The Grand Budapest Hotel og truende, sinistre mennesker som i Barton Fink.

Men der er også alt for mange løse ender, indfald og udfald, som svæver frit og frejdigt. Såsom ægget som sindbillede på perfektionisme og livets meningsløshed som en fastlåst tidslomme. Og excentriske individer, som står for et eller andet i handlingens labile fremdrift.

Selv om en instruktør ikke skaber et struktureret handlingsplot, må der gerne være fragmenter af stringens og sammenhæng. En scene med en kvindelig kunstner og hendes entourage, der bliver sat til bords, hvor det bugner af kød i alle udskænkninger, står ganske og aldeles alene.

Sådan er der flere scener, der sikkert er tænkt som tableauer af tidsånden netop nu, men fremstår skibbrudne i handlingens virvar.

I filmens slutning, hvor vi muligvis møder en af elefantmandens meget fjerne slægtninge, strammes skruen en smule. Men det er for sent at rette op på filmens dramaturgiske konsekvens og skabe balance mellem den iscenesatte symbolisme og realismen.

Intrigen er katastrofalt ud af trit og ender som noget fra en helt anden fantasy-film.

I rollen som den desperate Mr. K er Crispin Glover ikke dårlig, men han kæmper med sine replikker. Irske Fionnula Flanagan, ekspert i at lægge hele den keltiske gådefuldhed i én replik, lyser op som en visionær kvinde fra en anden verden.

Nådigst kan man tolke Mr. K som en allegori over det senmoderne, dekadente klassesamfund, som venter på Godot og Gud. Filmen har sympatiske intentioner om at sige noget væsentligt på et artistisk plan, men er mest forudsigeligt kedelig.