Mr. Graversen

En fireårig dreng får konstateret leukæmi. Moren flytter ind på hospitalet for at være ved sin søns side. Faren kan ikke være i det og begynder at drikke. Hans herretøjsbutik Mr. Graversen går konkurs.

39 år senere sidder splittelsen stadig i familien.

Det lyder som en tåreperser fra Hollywood, hvor melodramaet er skruet helt op, mens strygere skærer ind i sjælen.

Vi er dog ikke i Los Angeles, men i midtjyske Grindsted. Instruktøren Michael Graversen er i et forsøg på at konfrontere barndomstraumet som kræftsyg flyttet hjem til sine forældre.

Men målet ændrer sig hurtigt til noget større: At få forældrene til at lægge fortidens vanskeligheder bag sig og komme tættere på hinanden igen.

Faren Svend-Aage har for nylig droppet alkoholen og nervemedicinen. Moren Astrid bruger det meste af tiden på at træne hunde.

Michael Graversen lægger ikke skjul på hensigten med dokumentaren. Han har manglet Svend-Aage i sit liv siden sygdommen og vil genoplive forholdet til sin far. Astrid har det modsatte problem. Hun skal give slip på alle Michaels flyttekasser med barndomsminder, som hun ikke kan nænne at smide ud.

”Skal jeg have den her på?”

Svend-Aage står med en mikrofon, inden han skal vise sin store passion for tøj. Mr. Graversen er fuld af brud på den fjerde væg, som instruktøren intelligent har valgt at lade blive i filmen.

Man kan nemlig ikke lave et objektivt portræt af sine egne forældre, og det giver filmen autenticitet, at forældrene ikke er kameravante. Det bliver også brugt aktivt, da Svend-Aage i starten ikke er tryg ved at sige alting til kameraet.

Michael Graversen har igennem karrieren været god til at menneskeliggøre og nuancere sine personer ved at vise deres ageren i almindelige situationer.

Han maler et kontrastfuldt portræt af Klaus Riskær i Riskær – den dømte demokrat, men har også kastet sig over sociale problemstillinger som en afghansk flygtnings kamp for asyl i Drømmen om Danmark.

Denne gang er historien instruktørens egen, men han fortæller kun det højst nødvendige om sin sygdom, så publikum forstår forældrenes nuværende situation.

Mr. Graversen er hverdagsdokumentar, når det er bedst.

Konflikterne bliver ikke gjort større, end de rent faktisk er. Og man kommer til at tænke på sin egen tilværelse – i modsætning til mange dokumentarer, hvor man tænker: ”Godt, det ikke er mig!”

I filmens bedste scene har Svend-Aage planlagt parrets bryllupsdag ned til mindste detalje. Han har købt en kopi af Astrids brudebuket og planlagt aktiviteter, som hun kan lide. Det hele kulminerer i Ølgod kirke, hvor parret blev gift 40 år tidligere.

De går lidt rundt derinde og prøver at huske, hvordan det hele foregik. Pludselig siger Astrid: ”Du er sikker på, at det er Ølgod kirke, vi er gift i, ikke?”

Det er Svend-Aage helt sikker på. Alligevel kommer han i tvivl. De kigger i vielsespapirerne, som viser, at de blev gift knap tolv kilometer væk i Tistrup kirke.

Scenen er et godt eksempel på den kærlige og kejtede hyggestemning, som gennemsyrer Mr. Graversen. I en verden, hvor vi er blevet vant til at se manipuleret reality-tv, er filmens ægthed forfriskende.

Instruktøren bruger kameraet som instrument til at tage ubehagelige og nødvendige samtaler, som han selv har beskrevet sit projekt i Ekko. I slutningen kommer den store konfrontation med Michaels sygdom, som hele familien har frygtet, men på en måde også set frem til.

Undervejs er der andre følelsesladede øjeblikke, men på Odense Universitetshospitals børneafdeling flyder bægeret for alvor over.

Det er en medrivende finale, hvor hverdagens problemer bliver sat i perspektiv.

Effekten bliver forstærket, netop fordi resten af filmen har haft en mere triviel karakter, og fordi man på det tidspunkt er begyndt at holde af forældrene, som var de ens egne.