Mørkeland

For tyve år siden filmatiserede Nikolaj Arcel sobert solidarisk og elementært spændende journalisten Niels Krause-Kjærs debut-thriller Kongekabale.

Historien om den unge, idealistiske graverjournalist Ulrik Torp, som snubler ind i politiske rævekager på Christiansborg, var noget helt nyt i dansk film. At vise os Folketingets korridorpolitik som rævekager og rænker, adskilte sig markant fra det Disney-agtige, midtsøgende melodrama, som DR og Adam Price serverede i 2010: Borgen.

DR har bombastisk bildt alverden ind, at vort land er et idyllisk demokrati, hvor de onde er grimme og groteske, mens de gode er sunde og smukke. Politik er i Lilleputland mere personlige relationer end realpolitiske rænker.

Nu kommer filmatiseringen af Niels Krause-Kjærs andet bind om Ulrik Torp, Mørkeland, som Mikkel Serup (Kastanjemanden) har instrueret og Marie Østerbye (Fred til lands) skrevet. Det er faktisk ikke gået Ulrik særligt godt siden sidst. Trods sine oplagte evner er han nu arbejdsløs og muligvis kræftramt.

Hans gamle kollega er blevet chef, og vores standhaftige snushane af en journalist må gå tiggergang og arbejdsformidling for overhovedet at få noget at rive i.

Plottet begynder med, at en embedsmand af anden etnisk oprindelse end dansk, hvilket er en brik i intrigen, myrdes brutalt. Mordet har forbindelse til stærke politiske kredse og finansielle interesserer. Den myrdede var nemlig på sporet af, at der bag fred og ingen fare med dialogkaffe i Snapstinget og konsensus indbyrdes partierne lurer der antidemokratiske kræfter.

Hvem disse tilhører, er historiens omdrejningspunkt.

Må et samfund ikke nu og da bruge midler, som helliger målet – at redde demokratiet? En spændende tematik sat i relief af, at journalistik som den fjerde statsmagt mere og mere er omkalfatret til mikrofonvenligt føleri og tandløs klummeskrivning.

Anders W. Berthelsen er tilbage i topform som den stædigt ubestikkelige journalist, den sidste kritiske reporter, fagets ukuelige spørgejørgen.

Han graver efter sandheden, selv om det er op ad bakke og imod alle odds. Hjemmefronten krakelerer en smule, og som nævnt er der kanske kræft i anmarch?

Gamle kollegaer svigter, men heldigvis er der unge idealister. To praktikanter, Emma og Simon – spillet overbevisende af Mathilde Arcel og Patrick A. Hansen – bliver håndgangne hjælpere, på trods af at Torp i begyndelsen kun har foragt for dem.

Nicolas Bro er igen den småbøse bamse Henrik Moll, kollegaen som nu er antiheltens boss og alligevel god nok på bunden af chefgangen. Tommy Kenter er for det meste sinister bagmand, men har desværre en tendens til at holde enetaler om rigets elendige tilstand.

Ina-Miriam Rosenbaum stjæler scener, når hun agerer den desillusionerede, men synkefri skriverkvinde Bente.

Danske skuespillere kan deres metier og formår at levere varen i diverse gradbøjninger af umiddelbar godhed og kalkulerende ondskab. Vi får en biljagt mod slutningen, som kan kaldes for halvnoir, i og med at det meste falder på plads på rette hylde.

Mørkeland måtte gerne have strammet skruen til en mere tough og spændende thriller, mindre vink med en vognstang og mere antydningens kunst.

Men det er bestemt en seværdigt, socialrealistisk spændingsfilm, skabt i ånden fra indigneret Leif Panduro snarere end inciterende Alfred Hitchcock.

Vigtigst af alt understreger filmen, at Danmark – som uafladeligt praler af at være et af verdens mindst korrupte nationer – godt kan neddæmpe sin lobhudlende selvforståelse.