Mor & søn

I 1989 kommer Rose til Paris fra Elfenbenskysten med sine sønner Jean og Ernest. De indkvarterer sig hos nogle slægtninge, der også skaffer Rose arbejde som stuepige på et hotel.

Over de næste mange år følger filmen den lille families oplevelser med stedfædre, kærester, studier, hjemve og identitetskriser.

Mor & søn fortælles på skift fra de tre familiemedlemmers perspektiv, så vi starter med at følge Rose, dernæst Jean og til sidst den yngste, Ernest, hvis fortællerstemme binder de tres oplevelser sammen til en familiekrønike.

Alle får lov til at være hovedperson i en historie, som de naturligvis deler, men også er hver deres. På den måde udforsker filmen, hvor forskellige oplevelser det er at blive rykket op med rode som henholdsvis voksen, næsten teenager og lille barn.

Rose – en overbevisende Annabelle Lengronne – presser drengene i skolen, så de kan undgå kedeligt, manuelt arbejde og bevise deres værd som franske borgere.

Jean har svært ved at leve op til forventningerne, men møder ikke forståelse hos sin etnisk franske kæreste, der har friheden til at tage tingene, som de kommer. Ernest er optaget af poesi og filosofi og bliver ifølge sin mor smittet med hvide sygdomme som depression.

Fortiden i Elfenbenskysten, Roses ungdom og to yderligere brødre, der ikke er kommet med til Frankrig, er henvist til spredte bemærkninger og lader til at være et mysterium for de to sønner.

Der er noget meget troværdigt og menneskeligt over den måde, hvorpå moren og hendes skiftende kærester træder ind og ud af helte- og skurkeroller, efterhånden som de børn, der bedømmer dem, bliver ældre.

Ofte skal man lige have lidt tid til at afkode, hvor handlingen er på vej hen. Mor & søn giver ikke ved dørene. Man skal holde øje med subtile setups, og det føles lidt som at rejse i hukommelsen, hvor scener kan synes løsrevne, men alligevel hænger sammen i et hele for fortælleren.

Kameraet er som udgangspunkt meget tæt på handlingen, og der fortælles i nærbilleder som et slags klaustrofobisk portræt af den lille familie, der i sidste ende kun har hinanden.

Der er både rytmisk musik, som peger mod familiens første hjem, og helt klassisk klavermusik, der hurtigt afkodes som tilhørende fransk filmdrama. I en af scenerne blandes de sågar i et noget uskønt miks, som om filmen prøver at fortælle os, at det for især Jean er svært at forene en ivoriansk baggrund med en fransk tilværelse.

Selv om Mor & søn på overfladen ikke spræller rent filmisk, er den overstrøet med den slags gennemtænkte og bidrag til fortællingen.

Jo mere man ser efter, des stærkere fornemmer man tilstedeværelsen af filmskabere, der intet har overladt til tilfældighederne.

De tre forskellige perspektiver er også markeret i billedkompositionen, så Rose optræder i fortrinsvis gule rum eller sidder på hotellets gule sengetæpper.

Jeans historie foregår primært i Normandiet, og mange af de scener, hvor der er fokus på ham, er grønne og fulde af træer, græs og stueplanter. Ernest, der ender som akademiker, befinder sig i en meget hvid verden med store glaspartier og masser af lys.

Mor & søn er en stærk fortælling om identitetstab, længsel og drømme. Og det er sådan en film, hvor man kan opleve flere fine detaljer for hvert gennemsyn.