Biografanmeldelse
01. feb. 2020
Monos
En gruppe børnesoldater har forskanset sig i de colombianske bjerge, hvor de vogter et gidsel og samtidig dyrker forskellige ritualer for at få tiden til at gå. Foto | Jasper Wolf

Monos

Portræt af en gruppe columbianske børnesoldater vipper frygtindgydende mellem barbari og civilisation, mens Fluernes herre og Dommedag nu spøger i kulissen.

Af Lee Marshall

Er alle teenagere en art guerillakrigere? Og er krig noget, der hører teenageårene til, en halsløs tonsen rundt, vi burde vokse fra?

Det er to af de mange spørgsmål, man sidder tilbage med efter at have set colombianske Alejandro Landes’ tredje spillefilm Monos, der har suget priser til sig.

Filmen handler om otte fjorten-til-attenårige børnesoldater: Los Monos – ”aberne” på spansk. De tilhører en oprørsgruppe, der kun omtales som ”Organisationen” og har fået til opgave at bevogte et amerikansk gidsel på en afsides bjergtop et sted i Colombia.

Alt dette stykker vi sammen gradvis. Det første glimt af deres gidsel ”Doctora” får vi, da to af pigesoldaterne fletter hendes hår ved en søbred. På det tidspunkt aner vi ikke, hvem nogen af dem er.

De otte teenagesoldater er på en gang vilde og disciplinerede, børn og voksne, følsomme og afstumpede. Deres lege og ritualer er nogle gange genkendeligt ungdommelige, andre gange decideret underlige.

De spiller fodbold med bind for øjnene. En fødselar får en barbarisk omgang klø, femten kradsbørstige slag i stedet for femten lys i lagkagen. Og de skiftevis plager og ser op til deres gidsel, den eneste voksne i miles omkreds.

Da en befalingsmand kaldet Budbringeren (en tidligere soldat for guerillabevægelsen FARC) ankommer til lejren, er han et sælsomt syn. En muskuløs dværg til hest, der brøler ordrer ad soldaterne, giver dem en malkeko ved navn Shakira (filmens eneste åbenlyse vittighed, i hvert fald for ikke-colombianere) og siger god for et ”ægteskab” mellem gruppelederen Wolf og pigesoldaten Lady.

Hele gruppen bygger en seng, hvor Wolf og Lady kan tilbringe deres første nat sammen og danser så rundt om et bål, mens de affyrer kåde salver fra deres automatgeværer.

På genial vis slører scenen grænsen mellem, hvad teenagere kunne finde på overladt til sig selv en lørdag aften, og hvad en indfødt Amazonas-stamme kunne praktisere som overgangsritual.

Intet i resten af filmen er lige så stærkt som disse scener på bjergtoppen, hvor otte soldater i deres hormoners vold observerer verden fra oven. De er som apatiske guder, når de lytter til fjerne eksplosioner rumle under et skydække, der af og til gennemtrænges af lysende projektiler.

Man føler sig totalt hensat til filmens brutale verden, ikke mindst takket være britiske Mica Levis elektroniske lydspor. Brugen af sær hujen og fløjten placerer det et sted mellem reallyd og musik. Ambivalensen stiller spørgsmål til handlingen i stedet for blot at akkompagnere den.

Da gruppen bevæger sig ned på landjorden, er omgivelserne og kameraarbejdet mindst lige så bjergtagende som før, men for første gang sniger der sig noget velkendt ind i handlingen.

Fluernes herre og Dommedag nu spøger i kulissen, efterhånden som gruppen går i opløsning under en ny og stadig mere diktatorisk leder.

Heldigvis er der langt mere på spil i Monos end den lidt tynde hovedhistorie. Filmen rummer uforløste, dybt fascinerende spændinger og temaer.

Tag karakteren Rambo, der altid omtales som ”han”, men som er tydeligt feminin (og som spilles indlevet af Sofia Buenaventura). Denne androgyne, karseklippede soldat, der undertrykker sin følsomhed i militærdisciplinens navn, er en rammende metafor for det nådesløse limbo, hvor alle disse krigere på tærsklen til voksenlivet er fanget.

Skal vi også se Los Monos som repræsentanter for Colombia, et land, der vakler mellem krig og fred? Måske. Filmen inviterer til analyse og diskussion og kan også sagtens læses som en fabel om miljøbevidsthed.

Men der er ingen grund til at lege Holger Fortolker for at fortabe sig i Monos. Alejandro Landes’ film er i egen ret et underskønt, urovækkende ungdomsportræt, der vipper frygtindgydende mellem barbari og civilisation.

Titel:
Monos

Land:
Colombia, Argentina, Holland m.fl.

År:
2019

Instruktør:
Alejandro Landes

Manuskript:
Alejandro Landes, Alexis Dos Santos

Medvirkende:
Sofia Buenaventura, Julián Giraldo, Karen Quintero

Spilletid:
102 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
6. februar

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
04. dec. 2025
Den nye bølge

Den nye bølge

Biografanmeldelse
28. nov. 2025
I’m Still Here

I’m Still Here

Biografanmeldelse
27. okt. 2025
Bugonia

Bugonia

Biografanmeldelse
06. mar. 2025
Svære sandheder

Svære sandheder

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten