Mon Roi

Vi bliver skilt på grund af de samme egenskaber hos vores partner, som vi faldt for i første omgang. Sådan forkynder det franske parforholdsdrama Mon roi. Her ender rendezvous’erne mellem en tryghedssøgende kvinde og en uforbederlig libertiner skiftevis i cuisine-sex og psykisk terror.

For kærligheden er aldrig enkel, altid dobbelt, evigt sprød og gyldenbrun på den ene side og udkogt på den anden. Det samme kan man sige om en film, der forfører i øjeblikke, men bliver noget sej i kødet efter længere tids bekendtskab.

Apropos sprød og gyldenbrun, så lukker Vincent Cassel op for alle sine karismareserver som restauratøren Georgio, der elsker god mad, alkohol, venner og kvinder – engang betød det Vogue-modeller, men nu betyder det kvinden Tony, en boblende og bundreel advokat, som ikke har en chance mod hans charmeoffensiv.

Da de mødes i byen, inviterer han hende på morgenmad. Han afslutter daten ved at kaste sin mobil i armene på hende, så ”hun har hans nummer”.

Senere tager han imod med forståelse og ømme arme, da hun i et anfald af sårbarhed fortæller, at hendes eks fandt hendes skede ”for åben”. Det er noget vrøvl, forsikrer Georgio. Er du også en skidt fyr, spørger hun? Jeg er kongen af skidte fyre, svarer han og ruller hende på plads til en omgang mere.

Mon roi betyder ”min konge”, og publikum aner de kontrollerende undertoner længe før Tony. Som når han bruger mange nattetimer på at hjælpe sin psykisk ustabile ekskæreste. Da han med en sidebemærkning køber Xanax på apoteket. Da de på rekordtid er blevet gift, og hun pludselig må hæfte for hans gæld. Og da de venter barn, lejer Georgio en ekstra lejlighed, fordi han har brug for plads til sig selv.

Mange enkeltstående scener er troværdige indblik i et forhold. Deres næsten barnlige forelskelse kan med et blik vende til bitterhed og svigt, takket være enestående præstationer fra Emmanuelle Bercot og Vincent Cassel. Og når først raseriet og tårerne har fået frit løb – når det for alvor er slut for 117. gang – så er det så forbandet fristende at kaste kroppene op på køkkenbordet én gang til og blive enige om, at kærligheden er større end trakasserierne – indtil næste gang.

Og sådan går Mon roi. I 124 minutter elsker og hader Tony og Georgio hinanden i et pulserende kaos af manipulation, stofmisbrug, utroskab, omsorgssvigt af deres søn – og et hysterisk overspillet sammenbrud under en familiemiddag, der beviser, at selv mesterskuespillere har brug for en instruktør, der kan bede dem om at holde igen. Det er mange minutter at se det samme scenarie af tiltrækning og afvisning udspille sig. Man har lyst til at sende dem begge en syngende lussing og skrige: Så bliv dog skilt, for fanden!

Maïwenn er en fransk instruktør og skuespiller, som arbejder med improvisation. I Mon roi giver det hendes mesterskuespillere lov til at stråle i enkeltstående scener, men bagdelen er, at hun mister grebet i dramaets spænding og fremdrift. Det står og pendulerer på stedet som historiens umage par.

Den første scene er faktisk historiens dramatiske klimaks. Far, mor og barn er på skiferie, og Tony stirrer ud i håbløsheden på toppen af pisten. Så lader hun al ansvarlighed fare og kaster sig ned i det hvide intet i et selvmorderisk styrt. Resultatet er ikke forløsning, blot et skadet knæ. Og i filmens rammefortælling heler Tony sin sårede krop og sjæl på et genoptræningscenter, mens hun husker tilbage på scener fra et dysfunktionelt ægteskab.

Det brækkede knæ lægger sig som en klæg metafor over filmens mange troværdige øjeblikke. En læge spørger ligefrem Tony, om det mon er tilfældigt, at det franske ord for knæ, genou, lyder som en sammentrækning af je og nous – jeg og os. Det spørgsmål lader jeg stå ubesvaret hen.