Cph:Dox
12. nov. 2013
The Missing Picture
The Missing Picture bruger både propagandistiske arkivbilleder og uanimerede lerfigurer til at fortælle om folkemordet i Cambodja. Lerfigurerne kommer tættest på sandheden. Foto | Prum Mesa

The Missing Picture

Umælende lerfigurer gør førstehåndsberetning fra Pol Pots rædselsregime skræmmende nærværende i den Cph:Dox-aktuelle The Missing Picture.

Af Henrik Østergaard

Den selvbiografiske The Missing Picture er en smertefuldt intim fortælling, der fornyer dokumentargenrens form med samme kraft som The Act of Killing og Waltz With Bashir.

Filmen er en skræmmende nærværende førstehåndsberetning fra De Røde Khmers folkemord fra 1975 til 1979, og den føles som at blive indviet i en frygtelig familiehemmelighed.

Den cambodjanske instruktør Rithy Panh var selv tretten år gammel, da De Røde Khmer 17. april 1975 erobrede Cambodjas hovedstad Phnom Penh og deporterede to millioner af byens indbyggere til ”genskoling” i arbejdslejre på landet.

Ideen bag det nye styre, Kampuchea, var at udslette klasseforskelle og enhver individualitet i et præfeudalt samfund, hvor alle skulle være bønder.

Vestlig medicin og personlige ejendele blev forbudt. En ske var det eneste, man måtte eje i de koncentrationslignende lejre, hvor Panh og hans familie skulle bo og arbejde i stenbrud og rismarker. Omfattende sult, tortur og massehenrettelser var hverdag.

Navne blev udskiftet med numre, og alt tøj blev farvet sort. ”Farver forsvandt ligesom latter, sang og dans,” fortæller den franske voice-over, der er skrevet af Panh i samarbejde med Christophe Bataille, men oplæst af skuespilleren Randal Douc.

Tonen er skiftevis nøgtern, poetisk vemodig og bittert ironisk, ikke mindst i harske stikpiller til 70’ernes intellektuelle i Vesten, der blåøjet støttede den glorificerede revolution ledet af Pol Pot, som i landet gik under sit nom de guerre, Broder Nummer 1.

Glansbilledet af Kampuchea, som omverdenen blev præsenteret for, ser vi i en samling propaganda-klip med smilende ”kammerater” i rismarkerne og skarer af unge brødre og søstre, der jubler som gale for deres leder. De blev filmet af kameramænd fra De Røde Khmer og udgør de primære billeder fra diktaturet, mens folkemordet foregik i kulissen.

Som erstatning for de manglende billeder, der henvises til i filmens titel, har Panh gjort et smågenialt scoop ved at genskabe fortidens minder med små lerfigurer. De er udformet i hånden, nænsomt malede og iscenesat i detaljerede, tableauagtige rekonstruktioner af det ene grusomme scenarie efter det andet, der ikke desto mindre emmer af farve og ægthed i skarp kontrast til de falske, sort-hvide propagandabilleder.

Heldigvis præsenteres vi også for minder fra en anden og lykkeligere tid, hvor Panh kunne lege på gaden som barn eller se film i biografen, før biograferne blev brændt ned.

De umælende figurer, der gør det ud for Panh, hans familie og mange andre ofre, er forbavsende menneskelige. Hver enkelt skarptskårne figur (formet af skulptøren Sarith Mang) giver netop menneskene de individuelle træk tilbage, som blev fjernet af Pol Pots regime.

Og som publikum kommer man selv til at sidde og puste liv i figurerne og omgivelserne, da det suppleres med atmosfæriske lyde og svage, flygtige stemmer som fra en fjern fortid. Når figurerne sammenstilles med arkivklippene i ét kollideret billede er effekten stærkt rystende.

Som æstetisk greb skaber disse stillestående lerstykker på sin vis selvfølgelig distance, men samtidig indbyder grebet til refleksion over filmmediets forhold til hukommelsen og fortiden, lidt a la Claude Lanzmanns holocaust-klassiker Shoah.

The Missing Picture, der modtog hovedprisen i Cannes-festivalens Un Certain Regard-program, hvor Thomas Vinterberg var formand for juryen, er en fortsættelse af Rithy Panhs årelange udforskning af sit hjemlands blodige historie i flere tidligere dokumentarfilm.

Men det er første gang, at hans udgangspunkt er så personligt og resultatet så potent.

Land:
Cambodja, Frankrig

År:
2013

Instruktør:
Rithy Panh

Manuskript:
Rithy Panh, Christophe Bataille

Spilletid:
90 min.

Premiere:
Vises fra fredag 15. november til onsdag 20. november som Månedens Dokumentar i Cinemateket i samarbejde med Cph:Dox.

Relevante artikler

CPH:DOX
10. nov. 2013
Op­sigtsvæk­ken­de og kritiske film på Cph:Dox

Op­sigtsvæk­ken­de og kritiske film på Cph:Dox

Fra samme skribent

Cph Pix
07. apr. 2014
Snowpiercer

Snowpiercer

Biografanmeldelse
02. apr. 2014
Guld

Guld

Biografanmeldelse
19. feb. 2014
Lone Survivor

Lone Survivor

Biografanmeldelse
05. feb. 2014
Familien

Familien

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten