Miraklet på Hudsonfloden

En 15. januar 2009 lettede flykaptajn Chelsey ”Sully” Sullenberger fra lufthavnen LaGuardia i New York.

Men næppe var han kommet op i luften, før flyet stødte fatalt ind i en flok fugle, og lidt over tre minutter senere nødlandede han det på Hudson-floden. Han forlod ikke selv flyet, før alle 155 passager om bord var reddet, og blev dermed hele Amerikas helt.

Det lyder som stof for en katastrofefilm. Men det er velsignet netop det, Clint Eastwood ikke har gjort med Miraklet fra Hudsonfloden.

Selve nødlandingen er sat op, klippet og vist i tre forskellige versioner a la Kurosawas berømte episodiske genfortællinger af den samme scene i Dæmonernes port, hvor hver ny visning af samme scene accentuerer en væsentlig detalje.Tilmed lægger filmen drilsk dæmonisk ud med at demonstrere, hvad der kunne være sket, hvis flyet ikke var blevet lagt ned på floden, men i stedet var styrtet ned i storbyen.

Men filmens dramatiske spændingspunkt er faktisk ikke nødlandingen. Det er den efterfølgende undersøgelse.

Kunne Sully have gjort andet og bedre end sin vandlanding, da flyet tabte højde? Det mener ikke så få skrivebordspiloter, som sætter spørgsmålstegn ved heltedåden. Var nu også begge motorer sat ud, som Sully siger? Kunne han ikke have nået at lande på en af de to nærliggende lufthavne?

Miraklet på Hudsonfloden er en glimrende både gammeldags og original film.

Det første, fordi den fortæller historien, der har en økonomisk længde på halvanden time, med impressionistisk præcision og indestængte følelser.

Det andet, fordi den frækt, men inciterende dekonstruktivt pendler mellem selve nødlandingens action og de følgende afhøringer med karakter af retssalsdrama. Uden på noget tidspunkt at bruge andre klichéer end de strengt nødvendige.

Efterundersøgelsen af Sullys valg i den trængte situation er skabt med spændingens logistik. Men også her er filmen elegant nyskabende.

Undersøgelseskommissionen er selvfølgelig besat af bøse folk, som spørger til Sullys alder: Hvor nær er han på sin pension, har han drukket alkohol for nylig, og hvordan med konen derhjemme?

Alt preller af på ham.

Men faktisk ser vi, at ikke alt er Disney-harmoni i privatlivet. Hans hustru, spillet neddæmpet, men prægnant af Laura Linney, går lidt rigeligt op i penge. Og lige før fuglene ramte flyet, havde den ironiløse flykaptajn et småskænderi med sin andenpilot, Jeff Skiles, stærkt leveret af Aaron Eckhart, der dog senere er hundrede procent beundrende solidarisk på Sullys side.

Sully selv spilles af Tom Hanks, og det er hans bedste rolle meget længe.

Hvor Spielberg har en tendens til at give Hanks lov til at sentimentalisere sin fremtræden, når lejlighed bydes, har Eastwood instrueret ham til en overbevisende, aldrig skinger standhaftighed, der dog lader tempererede følelser skinne igennem. Når Sully inddrager alle medvirkende i sin heltedåd, gøres det med solid troværdighed, fordi filmen suverænt i løbet af halvanden times tid har gjort Tom Hanks’ skikkelse til en dæmpet og beskeden, men også stolt person.

Det er sjældent i dag og en sjælden nydelse at se. En stringent iscenesat film som ud af en episode i luften på få minutter med heldig udgang skaber en fortælling, hvor hvert minut virker væsentligt.

Samtidig er det typisk for Eastwood som auteur igen at artikulere et populistisk, men også gennemført sympatisk budskab. Han hylder det ægte folk ude i den arbejdsomme virkelighed over for verdensfjerne, akademiske papirnussere bag støvede skriveborde, der er i samklang med griske kapitalister vil gøre alt for mammon.

I mine øjne er Miraklet på Hudsonfloden Clint Eastwoods bedste film siden Mystic River. En film, man måske en dag vil kalde en klassiker.