Miraklet i Gullspång

Norske May kommer til skade, da hun besøger sin søster Kari i Gullspång i Sydsverige, og må udskyde hjemrejsen. 

Undervejs finder hun ud af, at hun faktisk gerne vil bo tæt på sin søster, så de to søger efter en lejlighed til May. Og just som de finder én, ser de et maleri – et stilleben – i køkkenet, som de tolker som et varsel fra Gud. 

Begge søstre er dybt religiøse, og da de opsøger sælgeren for at overtage lejligheden, bliver de overbevist om, at her er tale om et kristent mirakel. 

Hun ligner nemlig til forveksling deres afdøde søster, Astrid, som tog sig af dage for små 30 år siden! 

De beslutter sig for at kontakte den svenske dokumentarinstruktør Maria Fredriksson for at forevige disse mirakuløse omstændigheder, og således får vi Miraklet i Gullspång. 

En historie om Herrens veje, der er uransagelige, og om hans disciple, der er ligeså. 

Den afdøde søster Astrid – kaldet Lita – var tvilling og født i 1941. Som mange tvillinger under den tyske besættelse af Norge blev hun adskilt fra sin søster for at undgå at blive brugt som eksperiment for nazistisk forskning omkring den ariske race. 

Siden mistede familien kontakten til den frafaldne tvilling, og således falder brikkerne i første omgang på plads. 

Men altså kun i første omgang. For over filmens halvanden times spilletid bliver miraklet mere og mere til et knopskydende mysterium. 

De to søstre og deres slægtninge er fundamentalistiske kristne i retning af Indre Mission. De praktiserer en kristendom med bønner i tide og utide samt en uforsonlighed over for den verdslige verdens mondæne fristelser og moderne skikke. 

Den genfundne søster, sælgeren Olaug, er til gengæld officersuddannet operaelsker med hang til hvidvin i sit overfyldte klunkehjem med kitsch og kunst. Hun kommer slet ikke overens med sin nyfundne familie. 

Filmens æstetik er dynamisk og dokumentarisk, håndholdt og virkelighedstro. Men alt bliver mere og mere enigmatisk, som Maria Fredriksson stiller sin kringlede proces til skue. Hun lader hver nye kontekst åbne sig som de russiske matryoshka-dukker, hvor den ene ligger inde i den anden i skiftende størrelser. 

Søsterens selvmord er tabubelagt for hendes kristne søskende. Kun Gud må tage liv. Men Olaug, den livsglade verdensdame, stiller penible spørgsmål og kommer mere og mere på kant med sine religiøse slægtninge, der efterhånden forkaster hende som et sort får. 

Heller ikke Olaug lægger fingrene imellem. Hun kunne dræbe dem, hvis ikke hun var så civiliseret! 

Den ene af søstrene, Kari, forsøger hysterisk at mane til fred, men familiens genfundne samhørighed er lavet af samme stof som softice og smelter bort. 

Her får filmen et større perspektiv end den kuriøse historie om tabte slægtninge og spegede selvmord. Med ståsted i Sverige udarter den sig til et minisignalement af et Norge, som er splittet mellem gamle tiders nøjsomme, men fanatiske kristendom og det moderne samfund med rummelighed, oliepenge og sans for livets jordiske glæder. 

Miraklet i Gullspång forgrener sig i flere retninger. 

Den bliver både noget af en gyser og en true crime-fortælling, uden dog at levere en rygende pistol på kendsgerningernes bord. 

Filmen minder sågar til tider om Orson Welles’ svindlerfilm fra 1973, F for fup, efterhånden som historien drejer sit kalejdoskopiske udtryk i nye retninger. 

Hvad er spontant? Hvad er iscenesat? Hvad skal vi tro på i sidste ende? Substans forvandles til skum og tilbage igen, indtil historien toner ud i en form for kompromitteret fredsommelighed, og sangen Altid frejdig, når du går spilles som udgangssalme 

Med strygere mest i mol og et fascinerende blik på tro og overtro bliver Miraklet i Gullspång en gribende fortælling om enten at fortolke med hjertet eller hjernen. 

Valget er aldrig let.