Miraklet 1996-2006: Ti år der forandrede dansk film

Per Juul Carlsen er en af Danmarks bedste anmeldere. Måske mest fordi jeg er ofte enig med hans domme serveret med en skæv vinkel, en elegant krølle på kritikken og et blik for det visuelle såvel som det visionære.

Carlsen er klart et analytisk øjemenneske, hvilket desværre ikke altid er en naturlig egenskab for alle hans kolleger.

Nu har han skrevet og bedrevet en kæmpesag om dansk film i nyere tid: Miraklet 1996-2006. Ti år der forandrede dansk film.

Titlen siger alt.

Carlsen fokuserer på de ti år som ændrede vort lands filmkunst. Fra at være tit for ringe, mest middelmådig og ved for sjældne lejligheder enestående til at være fremragende mange gange plus tilmed flere mesterværker end fingre på én hånd.

Vi taler selvfølgelig om Bille August, Lars von Trier, Susanne Bier, Lone Scherfig og Thomas Vinterberg med deres internationale successer og mondæne filmpriser.

Om mindre succesombruste, men lige så bemærkelsesværdige instruktører: Jonas Elmer, Ole Bornedal, Niels Arden Oplev, Per Fly, Nikolaj Arcel, Nicolas Winding Refn, Ole Christian Madsen, Anders Thomas Jensen og Hella Joof. Oldtimere som Anders Refn og Henning Carlsen, bagmænd og kvinder, den grå eminence Peter Aalbæk Jensen og den idealistiske Birgitte Hald fra henholdsvis filmselskaberne Zentropa og Nimbus.

Og evident Den Danske Filmskoles indsats med den viljestærke rektor Henning Camre og excentriske manuskriptguru Mogens Rukov. Sidstnævnte kaldes for troldmanden. I så henseende må det være den markskrigeriske troldmand fra Oz, der tænkes på.

Rukov opfandt begrebet ”den naturlige historie”, der handler om at være bevidst om det naturlige forløb i en given situation – for eksempel en fest, en arbejdsdag eller mødet mellem to venner på en bar. En skandale skal så bryde forløbet – som talen i Festen – og skabe dramaet i fortællingen.

Genialt, banalt eller rent bluff? Begrebet deler stadigvæk vandene, og Per Juul Carlsen indskriver sig i rækken af skeptikere.

Bogen er nærmest dogmeopsat.

Han indleder med ti personlige bud, som forklarer og forsvarer hans velskrevne og causerende stil spækket med anekdoter og samtaler. At visse filmfolk ikke kom med i bogen – såsom Nils Malmros og Erik Clausen – får blot en sidebemærkning undervejs.

Emnet er tematisk det, forfatteren kalder for miraklet. Det skal forstås retorisk metaforisk. Forfatteren indrømmer hurtigt, at denne filmiske metafysik består i, at alle instruktørerne har siddet på skolebænke i og uden for Den Danske Filmskole, hvilket har hjulpet dem godt ud ad stjernevejen.

Bogen er et indlæg for velfærdssamfundets kulturudvidende skolesystem med selvbevidst socialt fællesskab, støt solidarisk filmisk samarbejde, mens klaptræet klapper, optagelser ruller, og replikkerne falder. Ikke den franske auteurteori, hvor instruktøren skriver sin film med en pen af kameraer.

Men Per Juul Carlsen forenkler auteurteorien til en idé om det enkeltstående geni. Han bør gense auteuren Truffauts mesterværk Den amerikanske nat, som er en hyldest til det kammeratlige ensemble fra scriptgirl til kameramand under ledelse af en tunghør instruktør versus egocentriske skuespillere og producere, som vil se penge.

Forholdet mellem den nye franske bølge og dogmetanken kommer bogen lidt ind på uden dog at gå meget i dybden i så henseende.

Det er ikke en filmkritisk gennemgang af filmene. Det er formidlende filmhistorie på en meget underholdende måde. Som om Per Juul Carlsen for enhver pris hellere vil være mere overdrevent imødekommende end akademisk bedrevidende.

Vi taler klart om en appetitlig – flot og flamboyant krydret med fotos – julegave til den opvakte filmgænger fra Gedser til Skagen. Uden stort højbrynet æggehoved på hviskende Holger Fortolker.

Alligevel er der gedigent analytisk stof og sågar med politisk brod mod den statsminister – Anders Fogh Rasmussen – som i bogens periode ville gøre op med smagsdommere og eksperter. Tilbage til Morten Korch-film og andre folkekomedier med kaffebord, amagerhylde, lun gårdmandsdatter og lårklaskende humor.

Bogen mangler desværre et register. Jamen, selv dogmefilm har da rulletekster!