Tv-anmeldelse
05. juli 2018
Minder fra Palæstina
Den lægeuddannede Mohammed Khatib (iført hvid skjorte) hygger sig med et parti skak i et fugtigt lokale i flygtningelejren Shatila, hvor han har samlet og udstillet kulturgenstande fra Palæstina. Foto | Copenhagen Filmcompany

Minder fra Palæstina

Engageret dansk dokumentar om et museum i en flygtningelejr i Beirut vækker interessen for Palæstinas rige kulturhistorie, som er i fare for at gå i glemmebogen.

Af Simon Johansen

Du skal kende din fortid for at forstå din nutid. 

Sådan cirka lyder en velkendt floskel, som ikke desto mindre er sand i de fleste tilfælde. Men hvad stiller man op, hvis et folk ikke har et sted og institutioner til at bevare den historie og kultur, som har defineret dem? 

Det spørgsmål rejser instruktør Nikolaj Christensen i den solide og velfortalte tv-dokumentar Minder fra Palæstina, som fortæller historien om en palæstinensers kamp for at redde sit folks kulturhistorie. 

Det er en anderledes historie fra Mellemøsten, som ikke svælger i krig og konflikter, men i stedet beretter om en rig palæstinensisk kultur, som er i fare for at blive glemt. 

Mere end 70 år er gået, siden Israel blev etableret, og nogle palæstinensere måtte flygte, og her får vi et billede af, hvilke tanker der optager det flygtede folk i dag. 

Kortfilmen, der varer 29 minutter og bliver vist den 8. juli på DR Kultur, foregår i Libanons kaotiske hovedstad Beirut – en by, der får megen positiv omtale i disse år. 

”Mellemøstens Paris” blev byen kaldt før den blodige borgerkrig, som op gennem 1980’erne og 90’erne ødelagde byens ry og udseende. 

I dag har byen vundet noget af det tabte tilbage, og turister besøger på ny Beirut, som atter fungerer som en port mellem Vesten og Mellemøsten. 

De nabolag i byen, hvor turisterne flokkes, er Nikolaj Christensen imidlertid ikke interesseret i. Han giver i stedet et sjældent indblik i flygtningelejren Shatila, som oprindelig blev placeret i udkanten af Beirut, men i dag er blevet helt og holdent opslugt af millionbyen. 

Shatila, hvor byens fattigste bor op og ned ad hinanden i utætte og fugtige betonblokke, er i sig selv en dokumentar værd. Men bydelen udgør i dette tilfælde kulissen for fortællingen om den lægeuddannede Mohammed Khatib, der som ung flygtede fra Palæstina. 

Han er uddannet i Spanien, men vil ikke bo andre steder end i Shatila, hvor han samler og udstiller genstande fra Palæstina i et fugtigt og mørkt lokale i en af kvarterets mange betonrædsler. 

Selv om dokumentaren til dels foregår på et museum, er den ikke støvet, og den engagerede instruktør formår at vække interessen for Palæstinas kultur og traditioner. Hvem skulle for eksempel have troet, at sækkepiben sandsynligvis stammer fra Mellemøsten – og ikke Skotland? 

Indimellem virker det dog, som om der er et potentiale i historien, som ikke helt bliver forløst. 

Mohammed Khatib oplever undervejs, at låsen i døren til museet er blevet ødelagt. Stemningen skifter, og vi forstår, at der er spændinger af en art. Måske er det en personlig hetz mod Mohammed Khatib, måske er det en modstand mod det palæstinensiske museum. 

Vi får det ikke at vide, og Mohammed Khatib vil ikke snakke om det. 

Det pirrer nysgerrigheden, når overfladen på den måde slår sprækker, men filmen er ikke interesseret i at undersøge de stridigheder, som Shatila muligvis gemmer på. 

Vi forbliver oftest i en hyggelig stemning, hvor Mohammed Khatib spiller skak, laver mad med sin kone eller fortæller om de ting, han har samlet til museet. 

Det er heldigvis for det meste vældigt interessant, for museet gemmer på spændende sager. Som for eksempel den økse fra borgerkrigens tid, der blev brugt til kristne militsers massakre af tusindvis civile palæstinensere, heriblandt børn og kvinder, mens israelske soldater så passive til. 

På den måde slipper lidt af historiens vingesus ind gennem museets dørsprække – tragiske begivenheder, der er skildret nærmere i især animationsdokumentaren Waltz with Bashir

Som seer kan det være vanskeligt at fastholde interessen for museets døde genstande i længere tid, og dokumentaren fungerer bedst, når vi er ude i det pulserende og spraglede Shatila, og når Mohammed Khatib kæmper for at få de yngre generationer til at forstå vigtigheden af at bevare Palæstinas historie. 

Ifølge Mohammed Khatib ligger den største fare i, at museets genstande langsomt rådner op i det fugtige museumslokale. 

Men hvis tingene forgår, vil palæstinenserne kunne finde Minder fra Palæstina frem, og på den måde viser dokumentaren sin berettigelse, ikke alene som et dokumentarisk værk om et trængt folk, men også som et lille stykke palæstinensisk kulturhistorie i sig selv.

Titel:
Minder fra Palæstina 

Land:
Danmark 

År:
2017 

Instruktør:
Nikolaj Christensen 

Medvirkende:
Nikolaj Christensen, Mohammed Khatib 

Længde:
29 minutter

Premiere:
8. juli DRK

Relevante artikler

Days of Cinema 2017
25. okt. 2017
Fra Aarhus til Ramallah

Fra Aarhus til Ramallah

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
20. juli 2021
De dyre piger

De dyre piger

Streaminganmeldelse
06. mar. 2021
The Capote Tapes

The Capote Tapes

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten