Min søsters børn i Afrika

Filmserien Min søsters børn så dagens lys tilbage i 1966, og siden har den godmodige onkel Erik Lund måttet passe sin søsters uregerlige, men engleblide unger hele ti gange.

Siden 2010 har instruktør Martin Miehe-Renard stået bag kameraet på indtil videre tre Min søsters børn-film, der nok har trukket hundredetusinder af barnlige sjæle i biografen, men også måttet lægge ryg til alt andet end begejstrede anmeldelser.

Miehe-Renard er blandt andet blevet beskyldt for at servere kvalme stykker wienerbrød med ekstra sukker på toppen til et ungt publikum, der i forvejen alt for ofte bliver spist af med skabede metervareprodukter, der synes at høre til i en helt anden æra.

Men med Min søsters børn i Afrika er der sket noget. Jovist, børneflokken på fem er stadig alt for poleret og skuespillet hvinende skingert til tider. Men pludselig er der kommet fut i fejemøget i både manuskript og på filmens billedside.

Martin Miehe-Renard har denne gang rykket handlingen til Afrika, hvor onkel (Peter Mygind) og børn ude på savannen skal hjælpe til på et internat for syge dyr. Onkel er i sagens natur dybt bekymret for at befinde sig blandt løver og elefanter langt fra de trygge rammer i Holte, men da den snobbede Frk. Flint (Mille Dinesen) også indlogerer sig på internatet, lysner det måske for vor romantisk anlagte tøffelhelt.

Det er dog ikke blot løver, man skal tage sig i agt for i den afrikanske bush, men også lumske krybskytter med den gumpetunge Leif (Robert Hansen) i spidsen. Snart er familien hvirvlet ind i en dramatisk jagt, hvor de både skal redde Frk. Flint og internatets søde dyr fra de slemme mænd, og det giver Miehe-Renard lejlighed til at stramme spændingsskruen helt og gøre god brug af sine flotte locations i Sydafrika.

Overraskende nok er resultatet ofte både morsomt og medrivende. Der ræses igennem vildnisset i støvede jeeps, bungee-jumpes over krokodillefyldte floder og – i filmens mest spændende scene – svæver onkel Erik og børnene endda i umiddelbar livsfare, da deres køretøj skrider ud over en gabende afgrund. En vaskeægte cliffhanger!

Det siger nok sig selv, at Min søsters børn i Afrika ikke er stor filmkunst, men det er naturligvis heller ikke ambitionen. Det er en film for især børn i alderen seks-tolv år, og for disse er der vilde dyr og fine moraler om fangenskab vs. frihed i lange baner. Miehe-Renard laver ikke små socialrealistiske perler som Krumme-filmene, men familieunderholdning af den helt klassiske og ufarlige skuffe.

De voksne er overfjollede og kiksede, og børnene alt for søde og fornuftige. Der er måske nok langt til virkelighedens familieforhold, men man tager sig selv i at ønske, at det ikke var tilfældet. Trods klicheerne (og dem er der mange af) skaber Martin Miehe-Renard nemlig et rart og trygt univers, som små børn vil nyde at svømme hen i.

Deres forældre vil muligvis krumme en tå eller ti undervejs, men dem om det. Som Børnetimen engang proklamerede hver aften klokken 18: ”Det’ for børn!” Så lad nu bare de små.

Trailer til Min søsters børn i Afrika