Biografanmeldelse
08. juli 2022
Min sommer i Provence
I de bløde bakker med lyng og klipper leger tre unge harmonisk med hinanden, men der gemmer sig en slange i det idylliske paradis. Foto | Jérôme Alméras

Min sommer i Provence

Drama om instruktøren Marcel Pagnols barndom er guf for den frankofile biografgænger, der sætter pris på små passioner i sommervarmen.

Af Bo Tao Michaëlis

Dramatikeren Marcel Pagnol blev i 1946 optaget i det fornemme franske akademi. Ikke som forfatter, men som filminstruktør, faktisk den første af slagsen i denne meget kulturkonservative klub.

I sit hjemland er han næsten bedre kendt som hele Frankrigs filmfortæller end forfatter.

Pagnols folkelige film fra 30’erne og frem foregår alle i hans elskede Provence. Her er Marseille storbyen, hvor gammelt liv møder moderne tider med vekslende konsekvenser. På mange måder er disse film Frankrigs svar på vor egne populære Morten Korch-film.

Claude Berris to succesfulde film fra 1986, Kilden i Provence og Manon og kilden, er mere realistiske remakes af Marcel Pagnols film og tekster. Snart blev flere af hans bøger filmatiseret igen, blandt andet de to første bind af forfatterens elskede erindringer, Min fars store dag og Min mors slot.

Franske Christophe Barratiers Min sommer i Provence er en filmatisering af tredje bind i Pagnols memoirer. Barratiers gennembrudsfilm Koret fra 2004 er en rørende, men også noget sødladen historie om et samspilsramt drengekor i mellemkrigstidens Frankrig, hvor der er trakasserier både indbyrdes og med diverse lærere.

Min sommer i Provence foregår sådan set over to somre og er stærkest i skildringen af venskabet mellem to tiårige drenge, Marcel (Pagnol, altså) fra det moderne Marseille og bondeknolden Lili fra de pittoreske provencalske bakker. De er venner for livet i 1905, men så møder de en arrogant og aristokratisk pige, som bor i et mystisk slot.

Marcel forelsker sig i hende, hvilket går ud over drengenes venskab og siden Marcels forhold til sin mor og far. Moren er skabsfeminist og i øvrigt døende af en brystsygdom, hun skjuler for omgivelserne. Faren er en ateistisk, socialistisk og sympatisk skolelærer, som måske har haft en affære med landsbyens bagerkone.

Ellers er det meste idyl.

Rustik livsglæde i familiens sommerhus med god mad og megen drikkelse. Mændene går med stråhatte på jagt ude i landskabet, kvinderne går i den slags smukke klæder, vi kender fra maleren P.S. Krøyers kvinder i vandkanten ved Skagen. Eller snarere maleren Pierre-Auguste Renoir med sine billeder af det rolige liv på landet.

På et tidspunkt bliver Marcel bebrejdet, at han har snavsede hænder. Men de er lige så renskuret nysselige som resten af filmens henrivende englebørn, der kunne være omvandrende reklamer for rustikt børnetøj og vaskepulver.

Tematisk er filmen bag de smukke landskaber en coming-of-age-historie i nostalgiens bløde farver og forsonende nuancer. Bevares, Marcel skal senere igennem et gymnasium, som på en lussing ligner Herlufsholm.

Og den første kærlighed er jo badet i det søde rosenvand, der desværre fordufter i voksenverdens virkelighed.

Marcel Pagnol blev aldrig lige så ensporet sværmerisk for forne tider. Han udviklede ikke samme reaktionære livssyn som Morten Korch. I hans paradis er der altid slanger, her endda en vaskeægte af slagsen.

Men ude i de bløde bakker med lyng og klipper, myter og sagn samt længsel efter en hjemstavn, som nu kun findes i erindringen, er ikke ét billede grimt, og ikke ét øje tørt.

Den nye franske filmbølge anklagede i sin tid Marcel Pagnols film for at være for megen fortælling og for lidt film, snarere litteratur end levende billeder. Det kan også siges om Min sommer i Provence.

Ikke desto mindre er filmen rent guf for den frankofile biografgænger, der aldrig får nok af sydfransk bondeliv med iskold rosévin og syngende cikader.

Det er en velspillet fortælling med rustik folklore og sympatisk forsoning mellem klasser og stænder, hvor små menneskeskæbner står under den strålende sommersol, som nu og da kan gå ned over en stor sorg.

Titel:
Min sommer i Provence

Originaltitel:
Le temps des secrets

Land:
Frankrig

År:
2022

Instruktør:
Christophe Barratier

Manuskript:
Christophe Barratier, Laurent Turner

Medvirkende:
Léo Campion, Guillaume de Tonquédec, Mélanie Doutey, François-Xavier Demaison

Spilletid:
104 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
14. juli

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
10. dec. 2025
Mand op

Mand op

Serieanmeldelse
08. dec. 2025
The Abandons

The Abandons

Biografanmeldelse
05. dec. 2025
Eternity

Eternity

Serieanmeldelse
01. dec. 2025
Tak for ingenting

Tak for ingenting

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten