Min mormors millioner

Mormor Amah er hele familiens konservative rappenskralde og moralske rivejern. Hun holder stærkt på traditionerne i Thailand og synes, at det meste af hendes familie består af døgenigte og slapsvanse.

Men under en familieudflugt til gravsteder falder hun og skader sit ben. Undersøgelsen på hospitalet viser, at hun lider af tarmkræft, og det er noget, hendes slægtninge forsøger at holde skjult for hende.

Men barnebarnet M røber sagens alvor, samtidig med at han flytter ind for at passe og pleje mormor. Og de nærmeste begynder at rykke tættere på hende.

Hun bor nemlig i Talat Phlu, som er den historiske del af Bangkok med butikker og livlige madmarkeder. Det gamle hus kan være penge værd – foruden de millioner, hun har tjent ved i samme kvarter at sælge risgrød fra sin lille bod.

Han er langt fra den eneste, som har øje for mormorens kontanter og værdier.

Min mormors millioner er blevet den helt store succesfilm på tværs af Asien og langt ind i den vestlige verden. Den markedsføres som feelgood-komedie med den klassiske opsætning: familiemedlemmer, der slås som hund og kat om en fremtidig arv i en nær fremtid.

Men i og med at filmen også handler om døden og det at blive gammel og ensom, er den også en ret så besk sædeskildring af nutidens Thailand. Et reaktionært kongedømme forklædt som et samfund, der kun på overfladen ligner en moderne stat.

Her er overfyldte hospitaler med uendelige køer, hvor alting koster penge. Enhver er sin egen lykkes smed. Selv de ærværdige feudale familiebånd, generationers sociale slægtsfølelse, er sporløst forsvundet i materialistisk griskhed og jagt på monetter.

Længe er man i tvivl om M’s motiver for at hjælpe mormor. Men uden at røbe for meget bliver hans historie til en coming of age-dannelseshistorie. Totalt opslugt af videospil og som rastløs dropout fra universitetet opdager han via sin kyniske kusine, at medmenneskelighed og inderlighed er mere værd end kalkuleret omsorg og spekulativ investering.

Min mormors millioner afslører også et misogynt patriarkat, hvor den kræftsyge mormor erkender, at i dette land arver sønner ejendomme, mens kvinder arver kræft.

Ret beset er der meget få sympatiske mænd med i historien. Allerværst er Amahs lillebror, som groft har tiltusket sig deres forældres formue og nu ikke vil hjælpe sin søster med at købe det markante gravsted, hun ønsker sig.

Med den egen eksistentielle ironi, at familiemedlemmer som ikke kan samles i levende live, skal samles i en dødsdyrkelse omkring et gravsted. Dette aspekt strejfes ganske vist kun, men udgør en væsentlig substans i filmens kerne.

Modernitet er lig med materialisme, som forvandler familien til en fremmedgjort størrelse. Det er fremfor alt denne latente civilisationskritik, der gør fortællingen til mere og andet end en eksotisk beretning om et land fjernt fra Danmark

Instruktør og manuskriptforfatter Pat Boonnitipat har drejet en film, som retfærdigt er blevet Thailands officielle Oscar-kandidat og sammen med danske Pigen med nålen også er shortlistet blandt de femten sidste film i udskilningsløbet.

Putthipong Assaratanakul, en popsanger med kinesiske aner, gestalter den unge M med stigende grad af glød og gejst. Men filmens bedste præstation er Usha Seamkhum som bedstemor med slag i. Men hun træder mere og mere træder i karakter som et lille menneske i konfrontation med tragedien – uden helt at forlade sin traditionelle tro på slægten som samfundets inderste støtte.

Min mormors millioner er i sidste ende en rørende feelgood-film, men vejen derhen er ikke uden inderlig smerte og et grædende hjerte. Alderdom rimer alt for ofte på det at blive ensom. Ikke kun i Thailand.