Min mor er pink

Der er risiko for kroniske kæbekramper.

De to hovedpersoner, moren Malou og sønnen Michael, er to herligt absurde eksistenser så skæve, at man smiler og griner hele vejen fra Jylland til Hamborg i Min mor er pink.

Moren er en optimistisk og frigjort tyk kvinde, som ufortrødent ryger smøger, taler om fyre og går i byen. Det har hun vist gjort hele sit liv. Håret bliver farvet pink hos frisøren. Man skal jo ud på landevejen.

Sønnen maler sin hud blå, som var han et rumvæsen fra Avatar. Han klæder sig i kvindeparyk, i pangfarver og taler feminint. Han er kunstner, der opfører live-performances, hvor han blandt andet klæder mennesker ud, maler og udstiller dem.

Fra begyndelsen aner man en velkommen hyldest til det skæve og forrykte af den unge instruktør, Cecilie Debell, som ikke er bleg for at bruge charmerende nærbilleder af personernes kropsdele i slaskede, uperfekte situationer.

Sammen skal mor og søn ud på en dannelsesrejse til fortiden. De skal finde hinanden og lære hinanden at kende.De skal gennem jyske byer som Skanderborg, Odder og Tørring – nogle af de næsten 40 byer, hvor moren har boet.

Vi lærer mere om dem, som de kører derudad i den pink autocamper. De sidder også i solskin på græsset ved et bord med askebæger og kaffe, når de ikke er til party i provinsen. Når mor og søn frekventerer diverse barer og falder i snak med folk i gågaden.

Fra by til by lærer vi, at de to ikke har haft en normal kontakt. Sønnen blev opdraget hos sin mormor og morfar i Virring i Østjylland. Faren fra Afrika har han aldrig kendt, og moren kom kun sjældent på besøg. Hvordan det kan være, finder vi ud af, da de besøger hans barndomshjem, som nu er beboet af en barndomsven.

”Min mor har altid sagt, at hun har sigøjnerblod i årerne,” siger sønnen.

Moren har flyttet rundt hele sit liv og har haft et let forhold til skiftende fyre. Når hun besøgte sin søn hos sin egen mor og far, havde hun altid en fyr med. Mormoren og morfaren fortalte deres barnebarn, at det var hendes nye kæreste.

Nu fortæller moren, at det ikke var kærester, men ”bodyguards”.

Bodyguards, hun betalte op imod 15.000 kroner i gage for at beskytte sig selv mod sine egne forældre. Penge, hun betalte af sin løn som selskabsdame på en lurvet bar i Hamborg bare for at få lov at se sin søn en enkelt dag.

En mystisk familietragedie lurer, men sønnen husker alligevel sin barndom som tryg, fortæller han. Hans komplekser kommer imidlertid tydeligt frem i den måde, han taler på. Hvem er jeg egentlig, og hvor kommer jeg fra? filosoferer han.

Det er faktisk svært at regne ud, hvad der er op og ned i den gådefulde og dog hjertelige mor-søn-historie, der rummer meget mere, end kameraet fanger. Men det ufortalte pirrer, ikke mindst når der bliver ledsaget af et udsyret soundtrack af både jazz, rock, pop og franske hymner.

I al sin politiske ukorrekthed er filmen bemærkelsesværdigt klassisk filmet. Det er personerne, som bærer anarkiet. Malou er med på den værste. Michael har overtalt hende til at stå nøgen – malet hvid fra top til tå – på en scene på en lummer klub i midten af Reeperbahn i et absurd seksualteater.

Det gør hun gerne for sin søn for at vise, hun elsker ham.

Er denne legende og let fortalte film vigtig? Ja, gu’ er den så. Filmen leger med køn, uniformer, sociale og moralske grænser.

Men ikke nok med det. Den viser også, hvordan en skæv opvækst skaber anderledes tænkende individer. Og den viser, at vi ikke behøver rejse tværs gennem Amerika og sydpå til Amazonas eller rejse på tomlen gennem Østeuropa for at opleve det eksotiske.

Det eksotiske findes også i nabobyen.