Min lille søster

Min lille søster falder i samme, følsomme kategori som Fucking Åmål. Svenskerne kan bare noget med de hudløst sønderflettende ungdomsfilm.

Denne gang handler det dog ikke om spirende seksualitet, men om noget, der er på sin egen måde er lige så tabuiseret: spiseforstyrrelser.

Som lille genistreg er hovedpersonen, tolvårige Stella, ikke selv syg, men det bliver hendes storesøster Katja. Det er stærkt, at man ser spiseforstyrrelsen udefra, men alligevel helt tæt på.

Min lille søster leverer et ekstremt realistisk portræt af et søskendeforhold. Det ene øjeblik griner søstrene af private fjollerier og kluntede gymnastikspring. Det næste flipper de ud på hinanden over banaliteter som, hvem der har spist det sidste æg.

Katja er både smuk og en succesfuld skøjteløber. Hun er forældrenes stolthed, og de begaver hende med dyre, pailletbesatte dragter.

Stella er derimod en kvabset præ-teen, der er hemmeligt forelsket i Katjas udenlandske skøjtelærer og bruger sin tid på at skrive kærlighedsdigte på engelsk og studere levende biller.

Som det ofte er i søskendeforhold idoliserer Stella sin storesøster. Hun begynder til kunstskøjteløb trods komplet mangel på talent og balance. Hun insisterer prustende på at løbetræne med hende, og så smider hun hygge-chipsene ud en aften, hvor pigerne er alene hjemme. For Katja rynker på næsen og siger, at den slags spiser man ikke, når man er elitegymnast.

Derfor forstår Stella ingenting, da hun vågner om natten og hører lyde fra køkkenet. Dér ser hun sin søster bøjet over skraldespanden, hvor hun grådigt skovler chips ind i munden. Men da Katja bliver konfronteret med det, ignorerer hun spørgsmålet og skælder i stedet lillesøsteren ud over, at køkkenet roder.

Skam og manipulation er lette midler at ty til, når man kender hinanden så tæt. Pråsen går først op for Stella, da hun ser sin søster stikke en finger i halsen for at kaste op og beslutter sig for at fortælle forældrene om det.

Men Katja er på dette tidspunkt så langt ude, at hun bruger sin viden imod søsteren. Hvis Stella siger noget, vil Katja sladre om, at hun er forelsket i skøjtetræneren og skriver ækle digte om sex. Hvad vil deres far dog ikke tænke om Stella, hvis han hører det? Hun må jo være syg i hovedet!

Det er uhyggeligt at se, hvordan misbruget lynhurtigt kammer over, og hvilke midler Katja tyr til for at holde det skjult. Men det er endnu mere skræmmende at konstatere, hvor blinde forældre og voksne er i den sammenhæng.

Og det er frustrerende at se, hvordan Stella først bliver overset på grund af søsterens skøjteevner og siden på grund af spiseforstyrrelsen. Realismen er hele tiden til at tage og føle på. Faren er evigt konfliktsky, mens moren er stresset og kontant, når hun er dér.

Titlen er dobbelttydig, for Stella er lillesøster i ordets bogstaveligste forstand. Men i forholdet til Katja bliver hun – mod sin vilje – den store, der må træffe svære beslutninger.

Begge filmens unge hovedpersoner er simpelthen fænomenale. Den måde, de kigger på hinanden, den naturlige, fysiske kontakt der er i blandt dem, er fuldstændigt overbevisende. Kameraet fanger med sin håndholdte æstetik smukt, hvorledes hænderne fanger hinanden – og øjnene, der fyldes af uro.

Særligt Rebecka Josephson mejsler sig ind i hukommelsen. Hun balancerer flot rollen som den klemte lillesøster, samtidig med historien om hendes kejtede voksen-forelskelse aldrig tager overhånd.

Debutinstruktøren Sanna Lenken har selv skrevet manuskriptet, og hun har trukket på sin egen erfaring som spiseforstyrret. Måske derfor filmen gør så utroligt ondt. Det er ikke til at holde ud, hvor mange skønne børn og unge, der er endt og ender i samme situation som Katja. Denne film bør som minimum blive fast repertoire på landets skoler.