Min fars store rejse

Den danske titel på den franske Min fars store rejse kan både forstås bogstaveligt og i mere overført og symbolsk betydning.

Bogstaveligt fordi hovedpersonen, den gamle mand Claude, begiver sig ud på en konkret og længere rejse. Og overført fordi hans rejse bliver en symbolsk vej til selverkendelse og vished.

Men samtidig skal det hele tilføjes et lille aber dabei. Claude er nemlig senil, så dele af filmen tager udgangspunkt i hans fantasier og forestillede virkelighed, som han husker den.

Instruktøren Philippe Le Guay, med Cykeltur med Moliere og Kvinderne på sjette sal på cv’et, blander derfor en ellers fuldstændig regulær komedie med et spændende subjektivt lag, så man aldrig med sikkerhed ved, om filmen fremstiller den virkelige virkelighed eller Claudes verden.

Den 82-årige Claude (Jean Rochefort) lever alene på et lille landsted i en billedskøn del af Frankrig. En hjemmesygeplejerske passer ham til daglig, men det er ikke nogen nem opgave, da han med sin glemsomhed og sit senile hoved er et excentrisk gemyt, der ofte skifter humør.

Claudes ene datter, Carole (Sandrine Kiberlain), sørger for ham og hans pleje, mens hans anden datter Alice bor i Miami i Florida. Eller rettere sagt: Det tror Claude. I virkeligheden er Alice død i en bilulykke flere år forinden, men det har Claude glemt, og Carole nænner ikke at minde sin far om det.

Og da Claude er opsat på at besøge Alice i Miami, får Carole nok at se til med at passe sin far og samtidig få sit eget liv til at fungere.

Min fars store rejse vil gerne være en hjertevarm og sympatisk komedie. Og det er den også. Ikke voldsomt lattervækkende, men snarere underfundig så man efterlades med lille smil på læben af de pudsige situationer, Claude havner i.

For Claude er og bliver filmens omdrejningspunkt. Jean Rochefort er eminent god som den glemsomme senior, der både kan være charmerende venlig og åbenhjertig, men også upassende og ondskabsfuldt ærlig.

Han veksler med stor autenticitet mellem at være barnlig uvidende og umiddelbar det ene øjeblik og hæmningsløs påtrængende det andet, fordi hans sociale konduite sommetider går fløjten sammen med hukommelsen.

Filmen gør da også alt for at gøre Claude så interessant som muligt. Eksempelvis skal han altid gå rundt i de nyeste og smarteste Nike-kondisko, som sammen med hans franske fløjlsjakkesæt vitterligt ender ud i en anderledes tøjstil.

Carole, i skikkelse af Sandrine Kiberlain, er underspillet, men ligeledes flot gestaltet som datteren, der skal passe på en far, der mest af alt opfører sig som en femårig dreng.

Undervejs i Min fars store rejse foretager instruktøren Philippe Le Guay og hans manuskriptforfattere et afgørende og vellykket greb. Filmen kunne meget nemt ende ud i en metervarekomedie, men takket være Le Guays leg med Claudes virkelighedsopfattelse udfordrer og interesserer handlingen mere end som så.

Igennem hele filmen pendler fortællingen mellem Claudes liv i Frankrig og hans flyvetur til Florida og den datter, han tror, han har på den anden side af Atlanten. Samtidig flettes Claudes små syner og forestillede fantasier sammen med den egentlige fremadskridende handling.

Det lyder måske eksperimenterende, men det tager aldrig overhånd og flytter aldrig Min fars store rejse fra at være den folkelige komedie, den er.

Måske bliver filmen undervejs lidt for selvtilfreds magelig og afhængig af sin historie om Claude. Manuskriptet mangler i nogle dele af fortællingen retning og progression og står i stedet i stampe.

Men samlet set afvikler Min fars store rejse underholdende sin fortælling og kæder den godt sammen med sin hovedkarakter Claude. Som en mental road movie er Claudes rejsedestination at erkende og mindes sin datters død. Eller som datteren Carole fortæller undervejs: ”Han glemmer måske for ikke at mindes.”