Mig og pingvinen

På en måneskinstur med en underskøn kvinde i Uruguay støder engelsklæreren Tom Michell på en lille pingvin, der ligger i strandkanten og er smurt ind i olie.

På kvindens opfordring tager de den med op på hans hotelværelse for at rengøre den. Men da hun smutter, hænger han på pingvinen.

Forgæves forsøger han at slippe af med fuglen, men han bliver i sidste ende nødt til at smugle den hjem til sit job som lærer på en fin kostskole for overklassebørn i Buenos Aires.

Her i Argentina er der udbrudt et militærkup, og styret er blevet eklatant fascistisk.

Tom gemmer sin pingvin i lejligheden på skolen, hvor han egentlig ikke må have kæledyr. Men snart er den alles kæledægge. Den bliver samtalepartner for Toms finsk-svenske kollega, jamen, selv den strenge og strikte rektor falder til føje for denne nuttede, men ildelugtendende fugl.

Mig og pingvinen – med den mere rammende originaltitel The Penguin Lessons – er instrueret af britiske Peter Cattaneo, der i 1997 fik verdenssucces med Det’ bare mænd, et socialt indigneret lystspil om arbejdsløse mænd, som i England bedriver striptease for at komme videre med deres liv.

Mig og pingvinen er også socialt engageret og foregår i det hærgede Argentina med et militærstyre på syvende år, hvor 30.000 mennesker forsvandt sporløst og øjensynligt blev likvideret.

Tom er den typiske turist ved et tilfælde. Han er en desillusioneret, omflakkende en lærer, som selvfølgelig bærer på en sorrig og hemmeligholdt fortid. Men pingvinen begynder at løsne ham op, og takket være dyret engagerer han sig mere og mere i sine omgivelser. Selv om han svigter på et fatalt tidspunkt.

Filmen er drejet over virkelige hændelser, nemlig Tom Michells liv og levned i Argentina og mødet med pingvinen, som ændrede hans liv i positiv retning.

Bogen om det blev en succes i Storbritannien og cementerede, at briter har noget med bøger om dyr. Pingvinen får endda sit navn på spansk efter Richard Bachs lommefilosofiske bestseller fra 1970, Jonathan Livingston Havmåge. Og et langt stykke ad vejen i handlingen skabes faktisk et rørende signalement af den kuldslåede brite, som lidt efter lidt får interesse for sine omgivelser, disses usle kår og ulykkelige omstændigheder.

Den irsk-britiske komiker og skuespiller, Steve Coogan, er overbevisende som den hjemløse englænder, der kan sin rapkæftede Ernest Hemingway og Raymond Chandler, men alligevel er slukøret kujon snarere end sej helt, når det gælder.

Jonathan Pryce er typecastet perfekt som den rigide og regelrette rektor, som helst ikke vil lægge sig ud med regimet, hvis støtter har elever på hans skole.

Rundt omkring herrerne fra Storbritannien er der så en både besk og brutal historie om en ung kvinde, som bliver arresteret af militærets håndlangere. Det er skolens standhaftige vaske- og tjenestepige Sofia, som underspilles med sordin og stille alvor af Alfonsina Carrocio.

Filmen er optaget i Spanien, men den latinamerikanske opsætning virker autentisk, selv om det mest er smukke steder og stille slum svøbt i spanskklingende kulisser.

To tredjedel af filmen fungerer tilfredsstillende som en gammeldags feelgood-film med britisk accent, behersket følelsesregister og kvikt vid.

Desværre kammer dramaet over hen imod slutningen, som om den både gerne vil være Peter Weirs lærerportræt Døde poeters klub fra (1989) eller accentuerer samme instruktørs politiske thriller Lev farligt (1982), hvor indonesisk fascisme er på dagsordenen.

Man kan sige meget smukt og sympatisk om pingviner, men de er altså fugle. Ganske vist udtaler Steve Coogan på et tidspunkt, at hans pingvin ikke er en kommunist, men det glemmer filmen i sin meget sentimentale afslutning.