Midsommar

Med Hereditary skabte Ari Aster en af de vigtigste gysere i nyere tid. Filmen er en oplevelse for hele kroppen, hvor man som publikum er følelsesmæssigt engageret i personerne, mens der skræmmes effektivt undervejs mod det uhyggelige twist.

I den første time tegner Asters anden film, Midsommar, til at være endnu mere forbløffende. Instruktøren virker så sikker på sin fortælling, at de stille og tankevækkende perioder (filmen varer hele 147 minutter) selvfølgelig må resultere i noget banebrydende og frygtindgydende.

Men når lyset bliver tændt igen, er Midsommar en kende skuffende, fordi den ikke rigtigt er en gyser – snarere et arthouse-drama tilført lidt blod og indvolde.

Filmen bliver ellers kaldt ”folk-horror”, der handler om emner som naturen og ofring, og den største inspirationskilde lader til at være The Wicker Man (originalen fra 1973, ikke det forfærdelige remake fra 2006). Midsommar byder på mange gustne, stemningsmættede sekvenser, men filmen udskyder det uundgåelige.

Der skal ske noget skidt for nogen, men hvem bliver det?

Det hele starter med en scene på ti minutter, som i sig selv er en forrygende kortfilm. Dani (Florence Pugh) kræver megen følelsesmæssig opbakning fra sin omverden, men får en mystisk e-mail fra sin bipolære søster, og det ender i en tragedie.

Instruktøren har tydeligvis set Lars von Triers Antichrist. Ikke alene sætter scenen tonen for resten af filmen, den giver også et indblik i forholdet mellem Dani og hendes kæreste Christian (Jack Reynor), en stille og afslappet antropologi-studerende.

Christian kæmper med at finde et emne for sin afhandling, og nysgerrigheden vækkes, da hans medstuderende Pelle (Vilhelm Blomgren fra den nye HBO-serie Gösta) inviterer ham samt Mark (Will Poulter) og Josh (William Jackson Harper) fra studiet til hjemlandet Sverige.

Her kan de opleve hans families midsommer-ritual, en ældgammel tradition, der finder sted med 90 års mellemrum.

Christian har ondt af Dani, så han inviterer hende med på turen, der nærmest starter som en teenage-blafferrejse. Will Poulter giver den endda som sexistisk og hedonistisk sportsnørd, der velsagtens skal lokke mainstream-publikum til.

Da de ankommer i den svenske natur, åbenbarer Aster et imponerende vue. Der er en komplet landsby inklusive indbyggere, og ganske usædvanligt for en gyser sker der hele tiden noget i baggrunden: en dans, et ritual eller nogle musikere, der tilfører en skinger tekstur til filmens uharmoniske soundtrack.

Og så er de lokale klædt i hvidt, hvilket kun øger de bange anelser.

I et stykke tid fortsætter Ari Aster den spændende leg. Ritualet foregår i løbet af ni dage, så instruktøren kan naturligvis ikke fyre alt sit krudt af med det samme. Derfor begynder han at eksperimentere med de velkendte klichéer, så de lokale faktisk fremstår venlige og søde.

Men i filmens mest fascinerende sekvens leverer instruktøren et voldeligt optrin, der med aktiv dødshjælp på to af de ældre medlemmer er lige dele chokerende og provokerende.

Dødsritualet ville i enhver anden film have fået Dani og Christian til at forlade landsbyen, men Midsommar lykkes med at forklare, hvorfor det faktisk appellerer til dem på et intellektuelt plan. Filmen er båret af stemning, men formår her at være meget konkret.

Herfra driver filmen roligt mod et klimaks, der er temmelig overvældende, hvad angår sex, stoffer og kaos, men ikke voldsomt overraskende. Mens Hereditary slutter på toppen og nærmest kræver et gensyn, slutter Midsommar med alle sine hemmeligheder ude i det åbne.

Med sit svedne og fugtige miljø er Ari Asters nye film blevet sammenlignet med Motorsavsmassakren, men i virkeligheden er den faktisk Roberto Rossellinis Rejse i Italien – en undersøgelse af et forhold, der går i vasken i forsøget på at redde det.

Det er fristende at tænke på, hvad Midsommar kunne have været, hvis Ari Aster havde droppet genre-staffagen og bare gået hele vejen med det udgangspunkt.