The Midnight Sky

George Clooney har vundet en Oscar for bedste birolle med præstationen i Syriana fra 2005, og hans første film som instruktør – Confessions of a Dangerous Mind og Good Night, and Good Luck – fik ros hos anmelderne og var populære blandt publikum.

Men med de to sidste indslag, Monumenternes mænd og Suburbicon, har en af klodens mest karismatiske mænd mistet noget af den magi, der gjorde ham til en stjerne både foran og bag kameraet.

I den biograf- og snart streaming-aktuelle sci-fi-film The Midnight Sky, der er baseret på Lily Brooks-Daltons roman Good Morning, Midnight, sætter han igen menneskeheden under lup.

Clooney spiller den gamle videnskabsmand Augustine Lofthouse, som vælger at blive alene tilbage på en forskningsstation på Nordpolen, da alle andre forlader den.

Kloden er nemlig blevet smadret så godt og grundigt af menneskeheden, at den er blevet ubeboelig.

Det bliver forklaret i løbet af filmens første ti minutter. Mens Augustine gør sit ønske klart, vises et radarbillede af kloden, hvor man kan se stråling bevæge sig over hele Jorden – naturligvis med undtagelse af Nordpolen.

Der er en særlig grund til, at manden med det lange grå skæg har valgt at blive tilbage.

Der er et rumskib på vej tilbage til Jorden, og én af passagererne har Augustine en særlig tilknytning til. Rumskibet har udforsket en hidtil ukendt måne ved Jupiter, der muligvis byder på de ideelle forhold for menneskehedens fremtid.

Det kan med god vilje ignoreres, at menneskeheden i 2049 – hvor filmen foregår – ikke er i stand til at opdage et stort himmellegeme på størrelse med vor egen klode i solsystemet, når der i dag fræser asteroider af anseelig størrelse forbi vores lille jordklode i ny og næ uden at blive spottet, før de er fløjet forbi.

Man kunne forvente, at teknologien var nået længere på 30 år, men de fleste er nok villige til at se stort på det videnskabelige aspekt, hvis bare den menneskelige fortælling fungerer.

Det gør den desværre ikke.

Historien om Augustine på Jorden og besætningen på rumskibet går ikke i spænd.

Hver især kunne de ellers være interessante nok. Især da Augustine pludselig skal forholde sig til en lille pige (Caoilinn Springall), som er blevet efterladt på basen.

Det er uhyre banalt, men kombinationen af en gammel, gnaven stodder og en smilende, lille pige fungerer bare. Man skal være overordentligt kold for ikke at trække en smule på smilebåndet, når de to har en hyggelig madkamp med ærter.

Til gengæld er der ikke skyggen af spænding, ligegyldigt hvad astronauterne eller menneskene på Jorden bliver udsat for.

Computereffekterne ser ganske vist imponerende ud ved første øjekast, men efter et stykke tid får det et syntetisk udseende som et Playstation- eller Xbox-spil.

Det bryder den magiske illusion og er ganske besynderligt, i betragtning af at Netflix-filmen har et budget på omkring 100 millioner dollars.

Det største problem i The Midnight Sky er dog noget mere jordnært: Man bliver slet ikke overrasket!

Her peger pilen på manuskriptforfatter Mark L. Smith, hvis eneste rigtigt gode film på det spinkle cv er Alejandro González Iñárritus mesterværk The Revenant – og der var den mexicanske instruktør selv inde over manus.

Når Smith arbejder alene som forfatter er resultatet makværker som det amerikanske remake af Pascal Laugiers milepæl inden for den franske bølge New French Extremity: Martyrs.

Selv om The Midnight Sky prøver at opbygge spænding, er man aldrig i tvivl om udfaldet. På forudsigelig vis går rejsen slag i slag, og der tegnes ikke et spændende nok univers til at underholde frem mod slutningen.

Resultatet er noget af det mest skuffende i 2020, hvilket ikke siger så lidt.