Midnight Diner: Tokyo Stories

Advarsel: Du bliver med garanti skrupsulten af at se denne Netflix-serie. Ikke efter rugbrødsmadder og spaghetti, men efter sauterede yamsrødder, pankopanerede, papirtynde wienerschnitzler og vandmelon – med salt på.

Sådan spises vandmelon nemlig i en lille restaurant i Tokyo. Den ligger i en skramlet og smal baggyde, og så har den åbent fra midnat til syv om morgenen.

Restauranten ejes af kokken, der bare kaldes Mester. Trods stedets klejne størrelse og aparte åbningstid, er der et leben af mennesker, mange af dem stamgæster, og det er alt fra ensomme pensionister til unge kvinder, transkønnede og radiokendisser.

De har alle en historie at fortælle.

Mangaen Midnight Diner er tidligere filmatiseret i to spillefilm og tre serier på henholdsvis japansk, koreansk og kinesisk. Netflix-serien fra sidste år er også japansk og gemmer sig på tjenesten som en skjult perle, man kan være heldig at falde over en sengesøndag, hvor man mangler en ny serie at binge.

De ti afsnit er korte, under 25 minutter. Men de er indbyrdes uafhængige og fuldendte hver især.

I hvert afsnit bestiller en kunde en ret hos Mester. Og vedkommende fortæller så en historie, der fører os uden for restaurantens fire vægge, ud i den travle, summende storby.

I én historie finder en japansk fysiker og en koreansk pige sammen, da de opdager en fælles lidenskab for omelet med stegte ris. I en anden bringer smagen af en paneret svinekotelet med ét en aldrende advokat tilbage til barndommens brætspil med broren.

Det er små, menneskekloge fortællinger om livet på godt og ondt. Og de bliver ved at vende tilbage til madretten, der på finurlig vis fører gæsten frem til en reflekteret erkendelse.

Som afslutning på hvert afsnit er der endda et superkort tv-køkken, hvor man lige får de essentielle fif til afsnittets ret. Og afsnittets hovedperson vinker ud til seeren og siger ”godnat”.

Det er præcis lige så hyggeligt og gemytligt, som det lyder.

Gamle venskaber, familiebånd og savn – personerne kommer vidt omkring, og det ender ikke lykkeligt hver gang. Sådan umiddelbart. Men selv om man bliver afvist, står man måske stærkere, efter hjertet er blevet knust, og man har lært sig selv lidt bedre at kende.

Det er altså de helt store emner, der tages op. Og de tilberedes nænsomt.

Samtidig giver serien et med skandinaviske øjne fascinerende indblik i en fremmed kultur. Japanerne er høflige og respektfulde i gestus, ord og handlinger. De er også meget mere bramfri, når de snakker om sex, og da en kendt pornoskuespiller besøger restauranten, fritter mændene ham lystigt ud om detaljer, og det sker med både fysik og lyd.

Det er ikke, fordi alle rollerne er dybt sympatiske. Tværtimod. Men da nogle mænd bliver lige lovligt kvindefjendske, griner kvinderne dem bare lige op i hovedet.

Det lyder simpelt. Men det er faktisk ret stærkt, at de latterliggøres og holdes ansvarlige for deres kvindeundertrykkende kommentarer.

Mester spilles af Kaoru Kobayashi, og selv om han hverken siger eller fylder særlig meget, har han en rørende udstråling, der vækker tillid hos både gæster og seere. Man har lyst til at slå sig ned og dele en flaske varm sake i hans selskab og åbne op for, hvad der nager én.

Det er en stærkt sanselig serie – fra den minutiøse snitten af kål til suppeslubren. Man kan nærmest smage den sprøde corn dog og dufte den wokstegte bacon.

De korte afsnit til trods er der en velsignet ro i hvert afsnit. Og at fortælle historien med fokus på en specifik ret er lidt af en genistreg. Fra engelsk kommer begrebet ”comfort food”, der groft kan oversættes til trøstemad. Det er den spise, man tyr til, når man skal give sig selv lidt omsorg. Men samtidig er det en delikat nydelse, som man aldrig kan få nok af.

Den her serie er comfort tv. Den er rørende, hjertevarm og dårende smuk i sin enkelhed.

Har du ikke råd til at besøge Tokyo, er denne serie nærmest et plaster på såret – også selv om den giver akut rejsefeber. Og maverumlen.