The Menu

Først ser man silhuetten af en ung kvinde, som formasteligt tænder en cigaret. Hendes kavaler siger med det samme, at hun skal slukke ligkistesømmet. Ikke på grund af lungekræft, men smagsløgene.

Snart skal hun nemlig med elleve andre personer sejle ud til en lille ø, hvor mesterkokken Slowik hersker over vin og mad på en meget eksklusiv restaurant.

Menuen koster tæt på 12.000 kroner, og der er lang ventetid for overhovedet at få reservation.

Således ankommer de tolv maddisciple til herligheden og kan efter en rundvisning sætte sig til bords. Den strenge disciplin viser, at køkkenchefen mere synes at have fået sin uddannelse på et preussisk officersakademi end en trestjernet Michelin-restaurant.

Alle gæsterne tilhører den kapitalistiske og spisende overklasse. De taler sammenspist madanmelderens superlativbelagte blomstersprog, hvor alt smager og lugter af noget andet.

På det forfærdelige gastro- og vinsprog er mad og drikke som efterårets stalddufte, sure tennissokker, fermenterede ferskner eller terpentin fra et atelier. Gængse verber bliver brugt gastronomisk uden anden betydning end tom velklang og opstyltet bedreviden.

Men kokken, hvis flygtige kunstværker ender som lort i mere eller mindre flydende form, har en plan og et design for det lukulliske måltid.

Instruktøren Mark Mylod holder sit menukort tæt ind til kroppen i første akt af den sorte komedie. Han har også signeret effektive afsnit af HBO-serien Succession, der handler om de fantastisk rige mediemoguler.

Han er i The Menu klart på hjemmebane, fordi det er det samme kyniske, men også kulinariske borgerskab som i serien.

Pigen, som tændte en cigaret i starten, har en mere proletarisk baggrund end resten af selskabet. Hun spilles charmerende og koket af Anya Taylor-Joy (The Northman, Last Night in Soho).

Hun aner snart, at man spiser ugler fra mosen. Det er kejserens nye klæder forklædt som mikroskopisk mad med et frygtindgydende tema.

I anden akt, sådan midtvejs i filmen på lidt over halvanden time, begynder mørket at sænke sig.

Filmen bliver til en energisk og ikke ueffen cocktail af Agatha Christies En af os er morderen og Luis Buñuels Morderenglen – desværre uden sidstnævntes sprælske og surrealistiske humor.

The Menu skal tages alvorligt og udvikler sig da også til en grotesk gyser. Den er i realiteten et kammerspil, hvor masker falder, mens menuen fortæres.

Borgerskabets diskrete bøvs ved bordet – jamen, alle penge lugter kun godt – forvandles til haute cuisine.

Satiren er til at tage og føle på. Men symbolikken er nogle gange mere gule ærter med svineskank end legeret suppe og sart soufflé.

Er du imidlertid til Masterchef på TV3, madanmeldelser i den almindelige presse eller blot til brødrene Prices onkelvittigheder med garniture på DR, bør du få en dårlig smag i munden. På grund af din madinteresses verbaliserede manierisme.

Instruktionen er gedigen, og idéen med at lade hver ret blive fulgt op af opskriften er elegant.

Ralph Fiennes er i sit suveræne es som den sataniske mesterkok, der regerer på samme strikte vis som dengang, han var sadistisk lejrkommandant i Schindlers liste. Faktisk ligner han i hvid kittel og maoflip Dr. No i den første James Bond-film.

Hong Chau er hans hjælpende hånd. Hun er lige på kanten af parodien på en asiatisk edderkoppekvinde med sort bælte i nederdrægtighed.

Ellers taler vi om absolut ensemblespil i topklasse. Alle får lov til at kreere hver sin kliché ved kuverten. Janet McTeer er forrygende som den kvindelige madanmelder, der moderligt omtaler restauranter som noget skabt af eget kød og skød.

The Menu er forglemmelig spændende, men den har en satirisk eftersmag, som varer lidt længere end filmen.