Meg 2: Dødens dyb

Hajer er det tætteste, vi kommer på monstre i den virkelige verden.

Den følelseskolde rovfisk, som sniger sig ubemærket ind på intetanende sæler, hvaler og badegæster med sit tandbefængte gab, fremstår som dyreverdenens mest rendyrket onde skabning.

Det eneste mere skræmmende og fascinerende end nutidens hajer er de forhistoriske kæmpehajer carcharodon megalon. De store bæster tyranniserede verdenshavene indtil for 1,2 millioner år siden.

Derfor lyder Meg-filmserien om de gigantiske rovfisk på papiret som effektiv underholdning – en hybrid mellem Jurassic Park og Jaws.

Den første film fra 2018 solgte 51.000 billetter herhjemme, efter at de danske anmeldere, der ellers har ry for at være et høfligt folkefærd, buhede ad filmen under pressevisningen og kaldte den en selvhøjtidelig katastrofe i liga med Battlefield Earth.

Måske er det derfor, at Warner Bros. meget usædvanligt har valgt at droppe pressevisningen af Meg 2: Dødens dyb (selskabet var dog rundhåndet med en fribillet til Ekkos udsendte).

I etteren opdager redningsdykkeren Jonas (Jason Statham) under et meget dybt dyk, at megalodonerne langt fra er uddøde.

I toeren har han skiftet redningsdykkertjansen ud med et noget diffust job, hvor hans skal udforske havbunden, arrestere miljøsvin og minde folk om, at kæmpehajer er farlige.

Sidstnævnte sørger han for at gøre i stort set alle scener.

Han viser sig at have ret. Da en rivaliserende udforskningsgruppe saboterer Jonas’ dyk, ryger han fra den ene grotesk livsfarlige situation til den anden, hvor meg’er forsøger at æde ham.

Virkelighedens megalodon havde brug for at spise i omegnen af en million kalorier om dagen. Til sammenligning er der omkring 125.000 kalorier i Jason Statham. Hvorfor meg’erne går så målrettet efter så lille en snack, er der ingen forklaring på.

Men selvfølgelig er det tilladt at tage sig friheder, når man har at gøre med dyr, som for længst er uddøde. I Meg-universet eksisterer de forhistoriske fisk dybt nede i havet bag et skjold af iskoldt vand, og under denne belejlige grænse er der fri leg for manuskriptforfatterne.

Kun fem procent af havets bund på kloden er blevet udforsket, så man kan virkelig tænke ud af boksen med sine monstre.

Desværre bliver det ikke til mere end et par små blæksprutter, en håndfuld halvstore amfibiedinosaurer og en gigantisk blæksprutte.

Til gengæld gør Meg 2 sig anstrengelser for at tilføre det gravalvorlige drama en smule humor. Opgaven lægges primært i hænderne på gruppemedlemmet DJ (Page Kennedy), men halvdelen af vittighederne falder til havbunden.

Da DJ er skyld i, at makkeren og han selv bliver kidnappet, skal han dog have ros for replikken: ”Ja, det var noget uheldigt lort.”

Humoren stiger, i takt med at actionscenerne tager til i absurditet.

Hjælpeløse turister, dinosaurer, hajer og kæmpeblæksprutten danner på rekordtid en improviseret fødekæde, som kun Jonas kan stoppe med eksplosive harpuner og sin faste vrisne attitude.

Men selv om vanviddet underholder, er det svært at forblive engageret, når ingen af monstrene reelt er uhyggelige.

Især hajerne er animeret med forbløffende lidt livagtighed. Når det står værst til, ser det ud, som om scenerne er optaget med en død fisk, der smides rundt i et badekar.

Det mest imponerende ved Meg 2: Dødens dyb er, at den formår at få så frygtindgydende væsner til at fremstå så tandløse. Det er ikke dødens gab, men dødens pølse.