Med krop og sjæl

Smag lige på originaltitlen på dette års vinderfilm fra Berlin-festivalen.

Testről és lélekről – det må være de første ord, der kommer ud af en eneboer efter år i en hule med rulletobak og et kondensat af visdom og sære drømme, gyldne gloser fra en finsk-ugrisk rimordbog.

Og det kunne for så vidt være rasende ligegyldigt, hvis det ikke lige var for det herlige sammentræf, at Med krop og sjæl er præcis den slags film.

En særling, man gerne vil forstå og elske. En original, som man også må bære lidt over med.

Farveskalaen er lyseblå-beige-grøntonet med alt andet end tilfældige røde strejf, og scenografien er nærmest David Lynch-cool, skønt filmen foregår på et industrielt slagteri.

Her bagtaler man hinanden over dårlig kantinemad, fantaserer om sex med hende fra naboafdelingen, holder hierarki-fasttømrende møder – og så er der lige de to, der helt uforklarligt deler den samme drøm hver nat: den midaldrende og radmagre økonomi-chef Endre (Géza Morcsányi) og den nyansatte Máría (Alexandra Borbély).

Han har en lam arm. Hun lider af autisme, frigiditet og rengøringsvanvid – hvilket kun på papiret er et plus for en hygiejneansvarlig.

Fra hver sin ensomme seng drømmer de om ... hjorte i parringsleg.

Når de mødes på arbejde næste dag, opfører de sig, som om de har haft sex per stedfortræder. Máría kompenserer med pligtporno og vingummibamser, Endre med løse affærer. De ved begge, at drømmen beder dem finde sammen.

Fra tyste hjorte i sne springer vi til blodige slagtninger med ekkoer af europæisk avantgarde-tradition. Det ene øjeblik ligner Med krop og sjæl en deadpan-firmakomedie, det næste øjeblik en kærlighedsfantasi eller en politikrimi (nogen har stjålet brunst-fremmende medicin fra et skab).

Det lyder mere rodet, end det føles, og det skyldes især, at instruktør Ildikó Enyedi lader sine mennesker være både levende og følende gennem filmens skiftende tonearter, ikke mindst når de ansatte gennemfører pinefulde interviews med den indtagende psykolog Klára (Réka Tenki).

Alle er de sårbare og selvbeskyttende, har fysiske eller mentale defekter, og al den dyriske og menneskelige drift i filmen finder modvægt i billedernes gennemgående æstetiske elegance og naturbilledernes poesi.

Alle disse spor flettes sammen til noget, der kunne være blevet en tankevækkende knude af spørgsmål.

Bør vi misunde dyrene deres tavshed? Hvor naturbestemte er vores normer egentlig? Tør vi tro på skæbnen? Er vi i sidste ende bare blod, der pulserer under huden?

Jeg skriver ”kunne være blevet”, for i filmens sidste tredjedel får Ildikó Enyedi uforklarligt travlt med at normalisere hovedpersonerne og fuldbyrde deres romance efter en nærmest småborgerlig formel.

Det svarer lidt til at omsmelte sin samling af antikke guldsmykker, fordi man synes, en guldbarre er pænere.

Dialogen bliver med ét jævnt kedelig, de krøllede bipersoner glider ud i kulissen, og den fotografiske stilisering går fra at være et fascinationspunkt til småsterilt blær. Det er ikke bare synd, det er også spild. For Enyedi har på dette tidspunkt i en time demonstreret, at hun forstår og påskønner outsiderne.

Instruktøren slog igennem med My Twentieth Century (1989), der vandt debutantprisen på Cannes-festivalen med en lige så smittende billedbegejstring. I stumfilmens sort-hvide æstetik oplever vi nytåret 1899/1900 set fra Orientekspressen.

Med krop og sjæl er Enyedis første spillefilm i atten år. Hun har ganske vist lavet tv i mellemtiden, men det er altså noget af et comeback.

Ud over Guldbjørnen i Berlin modtog filmen også kritikernes pris og den såkaldt økumeniske jurys pris. Det siger noget om dens charme, men også om, at 2017 måske ikke var Berlinale-historiens stærkeste festival-årgang.