Maze Runner: Infernoet

Maze Runner: Infernoet starter få sekunder, efter Maze Runner sluttede.

Ikke så snart er Thomas (Dylan O’Brien) og hans venner sluppet ud af labyrinten og væk fra den mystiske organisation WCKD (World Catastrophe Killzone Department), før de finder sig selv som frivillige gidsler hos en anden organisation, der heller ikke har helt rent mel i posen.

Det viser sig at være fra asken og i ilden for de unge. Nok var labyrinten et farligt sted, men det er intet imod verden udenfor. Infernoet, som det kaldes, er nemlig et sandblæst mareridts-USA, hvor livsfarlige fjender står klar rundt om hvert hjørne, og ingen er til at stole på.

Derfor løber de igen over stok og sten i håbet om at finde oprørsgruppen Den Højre Arm. Gruppen kæmper imod, at staten laver eksperimenter med børn for at finde en kur til den virus, vi endnu hverken ved, hvad er eller hvordan er opstået.

I det hele taget ved vi som tilskuere sjældent mere end de forvirrede unge, hvilket er frustrerende i det lange løb.

Til gengæld kan man ikke anklage Maze Runner-serien for at være inkonsekvent. Anden film beviser, at den første films struktur, der mere lignede et tv-afsnit, hvor to be continued-teksten var skåret væk, ikke var nogen tilfældighed.

Den første Maze Runner led under at være en prolog, der effektivt, men lettere indholdsløst introducerede os for de unge mennesker, der levede i en dystopisk verden, de ikke kunne finde mening i.

På samme måde er Maze Runner: Infernoet ganske tydeligt anden akt i en trilogi – hvis sidste del kommer om halvandet år – som igen stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Altså må publikum endnu engang væbne sig med tålmodighed og håbe, at sidste akt giver de svar, man spejder efter i etteren og toeren.

Maze Runner: Infernoet låner dog også noget andet fra tv og med noget større succes: skuespillere.

Som modvægt til det hovedsageligt unge cast er Aidan Gillen, kendt som Tommy Carcetti i The Wire og Littlefinger i Game of Thrones, og Giancarlo Esposito, methgangsteren Gus Fring i Breaking Bad, hentet ind. De er som modstanderen Janson og medhjælperen Jorge gode tilføjelser, der demonstrerer, hvilken slags barsk verden vi befinder os i.

Desværre betyder det samtidig, at forholdet mellem den unge gruppe venner glider lidt i baggrunden. Der er ikke meget plads til deres teenageforvirring i så vild og voldsom en verden.

Da der omsider er et øjebliks ro, vælter zombierne nemlig frem. Og det er ikke de langsomme mumie-zombier, vi kender fra The Walking Dead, der kryber ind og suger menneskeligheden ud af deres ofre. I stedet er det spurtende zombier a la dem fra World War Z, som ikke giver mange sekunders betænkningstid. Det gælder bare om at få benene på nakken.

Den eftertænksomhed, mange andre film og serier har fundet i mødet med de virusplagede menneskeædere, savner man derfor i Maze Runner: Infernoet.

Det er sprint uden destination.

Gevinsten er storslåede actionscener, og man mærker, at instruktør Wes Ball, der spillefilmdebuterede sidste år med Maze Runner, har ønsket at give los og udvide universet og billederne. Han lykkes da også kyndigt med at skabe en æstetik, der ligner et konsolspil, hvor et frit og ofte håndholdt kamera skaber dynamiske billeder.

Til gengæld sidder man tilbage og nærmest savner intimiteten fra den første film, hvor de unge mennesker var fanget og kun havde hinanden at forholde sig til. Med de nye karakterer er kompleksiteten steget og mere er på spil, men samtidig er noget af charmen forsvundet, og det hæsblæsende plot-tempo levner ikke mange chancer for karakterudvikling.

Med en stærk sidste film kan hele trilogien stadig komme til at stå som et flot, filmisk teaterstykke i tre akter. Det vil dog kræve en voldsom opstramning af den ufokuserede historie.