Matangi / Maya / M.I.A.

Popdronningen Madonna indtager scenen til en af verdens største og mest prestigefyldte mediebegivenheder: Super Bowl Halftime-show. Men det er ikke veteranen, som løber af sted med alle avisoverskrifterne. Det er en lille gestus fra M.I.A., som gæsteoptræder.

En fuck-finger. 

En fuck-finger til medierne og showbranchen. Til undertrykkelse. Til racisme og sexisme. Og en fuck-finger til alle de, som vender det blinde øje til uretfærdighed og elendighed. 

I Stephen Loveridges musikdokumentar Matangi / Maya / M.I.A. kommer vi ind på livet af den kontroversielle rapper Mathangi ”Maya” Arulpragasam, som går under kunstnernavnet M.I.A. 

Gennem hjemmevideoer, voice-over og direkte tale til kameraet bliver vi taget tilbage til Mathangis barndom. Vi byder ind bag facaden til en opvækst i Londons ghetto som tamilsk flygtning fra Sri Lanka. 

En barndom uden far, der blev i hjemlandet for at kæmpe for den militante oprørsgruppe De Tamilske Tigre mod en undertrykkende, srilankansk regering. 

Musikkens verden blev medicin for M.I.A.

Stemningsfyldte optagelser af hæmningsløs dans og glæde viser, hvordan musik blev hendes adgangsbillet til den vestlige kultur. Først pop – senere hiphop. M.I.A. mærkede et behov for selv at udtrykke sig, og i blandingen mellem egne rødder og den vestlige, urbane hiphop skabte hun sin helt egen lyd.

Gennem klip fra M.I.A.’s eksperimentelle musikvideoer bombarderes vi med kraftige visuelle indtryk, og netop fremvisningen af M.I.A.’s store kunstneriske talent er en af filmens stærke elementer.

Vi får et indtryk af en livsbekræftende og farverig personlighed, og det afspejler sig også på dokumentarens visuelle side. Særligt den syregrønne farve, som giver associationer til den vilde, srilankanske natur, er gennemgående og printer sig ind på nethinden. 

M.I.A.’s succes bliver enorm. I 2009 nomineres hun både til en Grammy og en Oscar, men hun vil mere end blot at lave hits. 

”Så du vil høre min historie? Jeg skal fucking vise dig min historie,” proklamerer hun med charme og flabethed til kameraet, og med håndholdt kamera tages vi med på en rejse til hendes primitive fødselshjem på Sri Lanka. 

Her skal vi have indblik i det tamilske folks undertrykkelse og hårde vilkår, men denne del af dokumentarfilmen bliver desværre noget rodet. Scenerne fra hendes rejse i Sri Lanka dukker kun sporadisk op gennem filmen, og det virker ustruktureret. Det skaber derfor ikke den følelsesmæssige effekt, som indsparket ellers har potentiale til. 

Anderledes kraftfuldt står M.I.A.’s aktivistiske kamp. Her er filmen medrivende. M.I.A. er dybt påvirket af uretfærdigheden og den brutalitet, som tamilerne bliver udsat i Sri Lanka og befolkninger overalt i verden. 

I sine tekster og videoer kritiserer hun grænser og den inhumane fremstilling af flygtninge i medierne. Hendes giganthit Paper Planes – særligt kendt fra Slumdog Millionaire – er en humoristisk kritik af stereotype fordomme om immigranter. 

Men dokumentarfilmen viser også, at det ikke altid er nemt at råbe højt for det, man tror på. Medierne giver M.I.A. mundkurv på. 

Ved at inddrage barske arkivbilleder af millitæret, som koldblodigt dræber den tamilske befolkning, kommer den eskalerende konflikt i Sri Lanka helt ind under huden på os. Det er et eminent greb, som gør det muligt at sætte sig ind i M.I.A.’s frustration, når hendes kritik af den srilankanskes regerings drab mod civile censureres ud af CNN’s nyhedsindslag. 

M.I.A. går i krig mod pressen, og når New York Times viser Sri Lanka som en feriedestination, får de en sviner med Caps Lock og et vedhæftet billede af et henrettet srilankansk barn. 

Hun kaldes provokatør, bliver boykottet og beskyldt for terrorisme. 

Men M.I.A. mener, at når verden vender ryggen til, og man som kunstner har en platform, så har man pligt til at bruge sin stemme på noget, der har en betydning.